Kirkedage uden fælles nadver

Bag arrangørernes beslutning ligger den traditionelle uenighed om synet på nadveren mellem katolikker og protestanter. Foto: Arkiv

Endnu er det fælleskirkelige klima i Danmark ikke så langt, at protestanter og katolikker kan deltage i den samme altergang

Der bliver ingen fælles altergang ved dette års Danske Kirkedage i Haderslev i Kristi himmelfartsferien. Bag arrangørernes beslutning ligger den traditionelle

uenighed om synet på nadveren mellem katolikker og protestanter. Arrangørerne har taget konsekvensen og besluttet, at alle de deltagende kirker skal mødes i fællesskab til afslutningsgudstjenesten, selvom den bliver uden vin og brød.

Men i modsætning til sidste år deltager de danske katolikker så i alle arrangementer under kirkedagene. De seneste kirkedage i Roskilde i for tre år siden blev præget af uro omkring afslutningsgudstjenesten, hvor katolikkerne meldte fra i sidste øjeblik. Det vil man undgå denne gang, siger sognepræst Tine Illum, som koordinerer den afsluttende, fælles festgudstjeneste, hvor præster fra mange forskellige kirkesamfund deltager.

- Der er ingen nadver ved gudstjenesten. Det giver ingen mening med en fælles fejring, hvis katolikkerne ikke er med, siger hun.

Den katolske biskop i Danmark, Czeslaw Kozon, hilser beslutningen velkommen.

- Det bliver en ærligere form for fælles fejring, når vi begiver os helhjertet ud i det, vi er enige om, nemlig beder, hører Guds ord og lovpriser Gud sammen. Det kan vi uden forbehold gøre i fællesskab. Vi må med smerte erkende, at når det gælder nadveren, har vi nogle skridt at gå, før vi kan være fuldt enige, siger Czeslaw Kozon, der sidder i præsidiet for Danske Kirkedage.

Danske Kirkedage har med omkring 1500 forhåndstilmeldinger dobbelt så mange som sidste års kirkedage, der fandt sted for tre år siden i Roskilde. Tilsyneladende har arrangørerne denne gang succes med bred og folkelig linje i sammensætningen af programmet.

Blandt de personer, som deltagerne kan møde, er Folketingets formand, Christian Mejdahl (V), skuespiller Sofie Gråbøl og musiker Michael Falch. For første gang har Danske Kirkedage en protektor, prinsesse Benedikte, som medvirker ved åbningen i morgen.