Baggrund

De Dødes Dag er en livsbekræftende fest

El Día de los Muertos, på dansk kaldet de dødes dag, er en af årets vigtigste højtider i Mexico. Her mindes man sine afdøde kære og hylder dem med ting, de holdt af, da de var i live. Mange klæder sig ud som det kvindelige skelet "calavera Catrina", der er blevet et af højtidens primære symboler Foto: Daniel Becerril/Reuters/Ritzau Scanpix

El Día de los Muertos - De Dødes Dag - er en højtid, der fejres i Mexico. Det er en blanding mellem ældgamle mellemamerikanske traditioner og kristne helligdage. Her fejrer man de døde med parader, ansigtsmaling og et væld af farver

De Dødes Dag, der på spansk kaldes El Día de los Muertos, er en af de vigtigste helligdage i Mexico. Den bliver også fejret andre steder i Mellemamerika og ikke mindst i USA, hvor der er mange mennesker med mexicansk afstamning.

De Dødes Dag er en vigtig kulturarv

De Dødes Dag er en blanding mellem gamle ritualer fra den præcolumbianske kultur og de katolske højtider allehelgensdag og allesjælesdag, hvor man også mindes de afdøde. Aztekerne, toltekerne og andre oprindelige folkeslag i Mellemamerika anså det som respektløst at sørge over de afdøde. De anså stadig de døde som medlemmer af samfundet.

UNESCO indskrev i 2008 de dødes dag på deres liste over Intangible Cultural Heritage of Humanity, hvilket understreger højtidens vigtighed for den kulturarv, der findes blandt oprindelige folk i Mexico.

De døde vender tilbage

Modsat allehelgensdag og allesjælesdag, der blandt andet fokuserer på de afdødes vej gennem skærsilden, er De Dødes Dag en livsbekræftende fejring, hvor man tror på, at de afdøde for en stund vender tilbage til de levendes verden. Det markeres eksempelvis ved, at man serverer den afdødes yndlingsmad og –drikke og måske stiller en ekstra stol frem, så den afdødes sjæl har et sted at tage plads.

De afdødes genkomst til de levendes verden markeres også af farverige, pyntede altre kaldet ofrendas, der fyldes med forskellige offergaver, blomster, lys og røgelse. Mange pynter også familiens gravsteder med fotografier, lys og blomsterdekorationer med morgenfruer, der efter sigende skulle være de afdødes yndlingsblomst.

Calavera Catrina - det elegante kranium

De Dødes Dag markeres desuden ved et væld af farver og andre livsbekræftende elementer, herunder parader, sang og dans. Mange klæder sig også ud i forbindelse med højtiden, ofte inspireret af det kvindelige skelet calavera Catrina - kendt som det elegante kranium, der er blevet et af de dødes dags primære symboler.

Årsagen til, at De Dødes Dag er så farverig og festlig er, at man fejrer de afdødes liv og den indflydelse, de har haft på de venner og familiemedlemmer, der lever endnu. Samtidig understreger man, at selvom de afdøde er borte, er de ikke helt forsvundet, fordi de bliver holdt i live ved de levendes minder og fortællinger om dem.

Brød og sukkerkranier

Til den populære højtid følger traditionelle måltider. Et af disse er de dødes brød, pan de muerto, der er en slags sødt brød, der også ofte bages med anis. Disse brød dekoreres ofte på kreativ vis, eksempelvis med små kranier eller knogler formet i dej og efterfølgende farvelagt med frugtfarve, så de tager sig ekstra livagtige ud.

Kranier lavet af sukker er et andet traditionelt element til De Dødes Dag. Oprindeligt sikrede man sine afdøde kære en sikker rejse til underverdenen ved at ofre kranier til underverdenens gud Mictlantecuhtli. Denne skik forsvandt dog, da de spanske erobrere og deres religion tog over. Siden har man skiftet de ægte kranier ud med mindre drabelige versioner af sukker eller chokolade, der også pyntes i et væld af farver.

Livretter på bordet

Det er også en tradition til De Dødes Dag, at der i de mexicanske hjem bliver dækket et offerbord til familiens døde med deres yndlingsmad. Det kan være livretter, kager, søde sager, øl eller sodavand. Også de traditionelle kranier af sukker bliver dækket op på offerbordet. Familien inviterer venner og bekendte til at komme og bede for deres afdøde, hvortil de kan tage for sig af retterne på offerbordet.

Her ses en lille pige i Mexico med ansigtsmaling inspireret af det kvindelige skelet calavera Catrina. Foto: Pixabay
Et par går forbi et alter, der er pyntet i anledning af fejringen af de dødes dag på Hollywood Forever Cemetery i Los Angeles. De dødes dag er også en stor højtid i USA, hvor en stor del af befolkningen har mexicanske rødder. Foto: Lucy Nicholson/Reuters/Ritzau Scanpix