Markusevangeliet var det første

Evangelisten Markus Foto: G. Freihalter/Wikimedia Commons

Forfatteren til Markusevangeliet har grundlagt selve genren, som i Bibelen tæller tre andre evangelier, som alle er en slags religiøs reklame og ikke en historisk fremstilling af Jesus

Offentliggørelsen af det såkaldte Judasevangelium tidligere på året vakte stor opmærksomhed. Diskussionerne om Judasevangeliets historiske værdi og dets plads i urkristendommen bidrog også til at sætte fokus på selve evangelie- genren. Hvad er egentlig et evangelium, og hvad ved vi om de fire evangelier, der er en del af Det Nye Testamente? Det sætter Kristeligt Dagblad fokus på i en serie artikler i de kommende uger.

Det er vigtigt at slå fast, at evangelierne ikke er tænkt eller skrevet som historiske beretninger om Jesus.

"Evangelierne er en meget særpræget litteraturtype. De er ikke biografier, de er en slags religiøs reklame", siger professor Paula Frederiksen fra Boston University i USA.

"De proklamerer den enkelte forfatters fortolkning af det kristne budskab ved at bruge Jesus af Nazaret som talsmand for evangelisternes holdninger", siger han.

Markusevangeliet er det korteste og anses også for det ældste af de fire evangelier. Det er med andre ord det evangelium, der er tættest på Jesu egen tid.

Når man læser Markusevangeliet, kan det undre, at det i de ældste håndskrifter ender så brat med, at kvinderne finder Jesu grav tom påskemorgen og flygter, fordi de er bange.

Man hører ikke om, at den opstandne Jesus viser sig for disciplene og sender dem ud i verden for at forkynde, sådan som Matthæus-evangeliet fortæller det. Har forfatteren til Markusevangeliet virkelig afsluttet sit evangelium så pludseligt, eller er teksten gået i stykker?

For lektor Geert Hallbäck fra Afdeling for Bibelsk Eksegese på Københavns Universitet er slutningen på Markusevangeliet en logisk nødvendighed.

"Markusevangeliet er evangeliet om den fraværende Jesus. Jesu opstandelse betyder hans fysiske fravær, og det fravær er afgørende i Markusevangeliet. Forfatteren til Markusevangeliet er sig bevidst, at det er den fortidige Jesus, han skal skrive om; ham, der satte det hele i gang. Den tomme grav er et udtryk for de kristnes verdensløshed. De hører ikke hjemme i verden længere", siger Geert Hallbäck.

I de ældste tekster i Det Nye Testamente, Paulus' breve, der blev skrevet til den allerførste generation af kristne, fokuserer apostlen Paulus på den himmelske Jesus. Det er først, da Markusevangeliet bliver skrevet, og man står ved overgangen til den anden generation af kristne, at interessen for den jordiske Jesus opstår. Derfor er det forfatteren til Markusevangeliet, der har skabt selve evangelie- genren.

"Han skaber en ramme og en form for, hvordan man fortæller om Jesus, og den fylder de andre evangelister ud", siger Hallbäck, som karakteriserer Markusevangeliet som et udpræget narrativt (fortællende) evangelium.

"Fortællemæssigt er det et stort og forskelligartet materiale, forfatteren til Markusevangeliet skal have skrevet sammen til en sammenhængende fortælling, og han får det til at hænge godt sammen".

I modsætning til Matthæusevangeliet og Lukasevangeliet rummer Markusevangeliet ikke nogen historie om Jesu fødsel.

"Markus fortæller om Jesu offentlige virksomhed. Evangeliet begynder med, at Jesus bliver døbt af Johannes Døberen, og da Johannes er blevet arresteret, begynder Jesus sit offentlige virke. Markusevangeliet tilhører genremæssigt den antikke biografi, hvor kun personens offentlige liv var interessant i modsætning til den moderne biografi, hvor personens private liv også er det", siger Geert Hallbäck.

"Indholdet i Markusevangeliet repræsenterer to forskellige måder at forstå Kristus på: der er den triumferende side i Galilæa, hvor vi hører om Jesu undere og stridssamtaler, og hvor han har succes hos skaren. Der er den lidende side i Jerusalem, hvor det ender med, at Jesus bliver taget til fange og henrettet af sine modstandere. Det er vigtigt for forfatteren til Markus-evangeliet, at man ikke kan fremstille Jesus uden at have begge sider med. Den triumferende side er den dominerende, for også i Jerusalem vinder Jesus stridssamtalerne, men på det politiske plan lider han nederlag", siger Geert Hallbäck.

Ifølge Geert Hallbäck rummer Markusevangeliet et facetteret billede af Jesus.

"Jesus skildres som en eskatologisk forkynder, en lærer i forhold til disciplene, en helbreder eller healer, en undergører og en, der er er involveret i en politisk kamp mod de etablerede magthavere i det jødiske samfund over kontrollen med skaren. Det hele holdes sammen af, at han er Messias og Guds søn".

Markusevangeliet fortæller os meget om evangeliets samtid. Forfatteren til Markusevangeliet forklarer jødiske forhold for sine læsere - det viser, at læserne ikke var af jødisk oprindelse, men hedningekristne. I kapitel 13 forudsiger Jesus, at templet i Jerusalem vil blive ødelagt, som det blev det af romerne i år 70. Ifølge Geert Hallbäck har templets ødelæggelse været anledningen til, at Markusevangeliet blev skrevet.

"Det var en rystelse i den kristne bevidsthed, at templet forsvandt. En rystelse, man skulle have hold på. Selvom de kristne ikke deltog i tempelkulten, var templet en fast bestanddel i den bibelske verden."

For Geert Hallbäck betyder Jesu forudsigelse af templets undergang, at Jesus symbolsk ophæver dets betydning. Da Jesus vender tilbage til Jerusalem i påsken, opsøger han ikke templet, som en from jøde ville gøre det. I stedet for indstifter han nadveren som en erstatning for den jødiske tempelkult sammen med sine disciple i et almindeligt hus. Ifølge Geert Hallbäck giver Markusevangeliets skildring af indstiftelsen af nadveren en speciel mening, fordi Markus-evangeliet er evangeliet om den fraværende Jesus.

"Nadverens forudsætning er netop, at Jesus ikke er til stede mere. Brødet og vinen bliver til billedlige erstatninger for Jesu legeme og blod", siger Geert Hallbäck.