Matthæusevangeliet viser tilgivelsen

Evangelisten Matthæus, vises med evangelistens symbol, som er et bevinget menneske. Foto: Johann Jaritz/Wikimedia Commons

For forfatteren til Matthæus-evangeliet er det afgørende fadervors bøn: "Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere", mener teologiprofessor

Kristendommen er udsprunget af jødedommen - Jesus var jøde, men hvad er de to religioners forhold til hinanden? Det er et afgørende spørgsmål for forfatteren til Matthæusevangeliet. Han var selv jøde, men var blevet kristen, og han levede blandt jøder, som han prøvede at overbevise om kristendommens sandhed. I jødedommen er Moseloven - Guds pagtslutning med Israels folk - central. Derfor er Matthæus-evangeliet bygget op omkring Jesu fortolkning af Moseloven.

"Det er forfatteren til Matthæusevangeliet meget magtpåliggende at få anbragt Moseloven inden for sit univers", siger professor Mogens Müller fra Afdeling for Bibelsk Eksegese på Københavns Universitet.

"Men han har et noget uafklaret forhold til Moseloven. Den står ved magt i princippet, men der er noget, der er vigtigere end den. Han kan ikke sige endeligt farvel til Moseloven, men det er De 10 Bud og det dobbelte kærlighedsbud, det drejer sig om. Moseloven er ikke længere en melleminstans mellem Gud og mennesker, men noget, man ikke kan nænne at smide ud".

De allerførste jødekristne levede som jøder og overholdt alle Moselovens bud, men Mogens Müller mener, at jødekristne og jøder havde brudt endegyldigt med hinanden, da Matthæusevangeliet blev skrevet.

"Forfatteren til Matthæusevangeliet hævder, at kristendommen er den sande jødedom", siger han.

"De jødekristne slår over for jøderne på, at de har det samme helligskrift, men de mener, at Moseloven skal massivt omfortolkes - der skal ikke længere være renhedslove, omskærelse og så videre. Jøderne bliver stødte over, at de jødekristne afskaffer omskærelsen, for da vil det jødiske folk jo forsvinde".

For forfatteren til Matthæus-evangeliet er det ikke længere Moseloven, der er det altafgørende, det er derimod fadervors bøn: "Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere", mener Mogens Müller.

"Der stilles ikke betingelser for tilgivelsen, men hvis man ikke tilgiver andre, har man ikke opdaget, at man selv har modtaget tilgivelsen", forklarer han.

"Det er en grundlæggende tanke i Matthæusevangeliet, og det forklares i lignelsen om den gældbundne tjener i kapitel 18. Det nye liv skal leves, ellers er det der slet ikke".

I forlængelse af Paulus og Luther er vi tilbøjelige til at se de krav, Jesus stiller til sine tilhørere i Bjergprædikenen i Matthæusevangeliet, for umulige at opfylde, men det er de ikke for evangeliets forfatter, pointerer Mogens Müller.

"Opfyldelsen af kravene i Bjergprædikenen ligger i forlængelse af en gammeltestamentlig forestilling om en ny pagtsslutning mellem Gud og mennesker. Bjergprædikenen beskriver livet i den ny pagt, hvor alt kan føres tilbage til hjertet og ikke til den ydre handling".

Matthæusevangeliets læsere var en jødekristen menighed i en meget vanskelig situation. Den var i konflikt med den farisæiske jødedom, der dominerede jødedommen efter år 70. Det første jødiske oprør mod romerne startede i år 66 og blev knust af romerne i år 70. Romerske soldater vanhelligede og brændte templet og ødelagde derpå Jerusalem. Tusinder døde, og landet blev hærget af sult og sygdomme. Den jødekristne menighed, der havde holdt til i Jerusalem, udvandrede til byen Pella under krigen og forsvandt herefter ud af historien.

"Den kristne menighed i 60'erne stod over for et valg: skulle de slå følge med den jødiske opstand mod romerne eller vælge en anden, fredeligere vej? Man gjorde det sidste, og nogle af udsagnene i Matthæusevangeliet har fået farve af det", mener lektor Johannes Nissen fra Afdeling for Gamle og Ny Testamente på Aarhus Universitet.

"Jeg tolker Matthæusevangeliets Jesusbillede på den baggrund. Vi møder en fredelig, ikke-voldelig Jesus. Matthæus-evangeliets kapitel 11, vers 28-30, der begynder: "Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile" præsenterer os for et Kristusbillede som Thorvaldsens figur i Københavns Domkirke, en Kristus med udbredte arme".

Johannes Nissen mener, at Bjergprædikenens bud om at vende den anden kind til og elske sin fjende ikke, som de ofte bliver tolket, drejer sig om en passiv affinden sig med volds-anvendelse, men derimod om aktiv, ikke-voldelig modstand.

"Disse bud kom til at spille en stor rolle for Gandhi og Martin Luther King. De lod sig inspirere af dem".

Mogens Müller forklarer, at hos Markus er Jesus den mytiske Kristus, men hos Matthæus bliver han i højere grad underviseren og lovudlæggeren. I det meget centrale kapitel 25 fungerer Jesus netop som underviser.

"Først kommer lignelsen om de 10 brudepiger. Jeg mener, at de alle er døde - nogle har opfyldt loven, og nogle har ikke. Så hører vi, hvad der sker med dem, der er levende, i lignelsen om de betroede talenter: Enhver skal yde efter, hvad der er dem betroet. Så følger verdensdommen: Den handler om, at folkeslagene ikke bliver spurgt om, hvad de har ment, men om noget rædselsvækkende dagligdags: hvad man har gjort mod de fremmede. Det er den sidste officielle ytring af Jesus i Matthæusevangeliet, og det står meget stærkt".

Da Matthæusevangeliet blev affattet et par generationer efter Jesus, forventede de kristne i modsætning til Jesu disciple ikke længere, at verdens ende kunne komme når som helst.

"Man er klar over, at man skal indrette sig i verden", forklarer Mogens Müller og fortsætter:

"Guds rige vil komme pludseligt, man ved ikke hvornår. Forventningen om de sidste timers komme bliver i stedet til formaning: Man bliver nødt til at opføre sig ordentligt".

I det hele taget mener Mogens Müller, at det er meget vigtigt at forstå Matthæusevangeliet som formaning:

"Folk siger, at Matthæus-evangeliet er så dømmende, men det er formaning vendt indad mod menigheden, ikke en trussel mod dem udenfor".