”De to pavers stil er vidt forskellig, men de er ens i essensen”

Den tidligere pave Benedikt XVI, der abdicerede i 2013, og den nuværende pave Frans er forskellige på mange måder. Men i essensen har de meget til fælles: ”Både pave Benedikts og pave Frans’ hjerter banker for den katolske kirke og den uforanderlige katolske lære. Nok er de i stil og fremtoning meget forskellige, men i essensen er de meget enige,” siger Niels Messerschmidt fra den katolske kirke i Danmark Foto: Osservatore Romano/Reuters/Ritzau Scanpix

Filmen ”The Two Popes” om pave Benedikt XVI og kardinal Jorge Mario Bergoglio, den senere pave Frans, har dansk biografpremiere den 12. december 2019. Pave Benedikt XVI abdicerede i 2013 og blev efterfulgt af pave Frans, og filmen er inspireret af disse begivenheder.

Det sker ikke ofte, at en pave abdicerer. Faktisk var det første gang i næsten 600 år, at en pave forlod posten før sin død. Det var officielt af helbredsmæssige årsager, at pave Benedikt XVI i 2013 valgte at træde tilbage som den katolske kirkes overhoved. Niels Messerschmidt, som er pressekontakt for den katolske kirke i Danmark, siger, at Benedikts beslutning naturligt nok har givet anledning til mange spekulationer:

”Hans forgænger, den hellige pave Johannes Paul II, fortsatte i embedet indtil han døde, selv om han de sidste år var meget fysisk svækket af en fremskreden parkinsons sygdom.”

Niels Messerschmidt mener, at Benedikt traf sin beslutning ud fra, hvad han vurderede, var det bedste for den katolske kirke:

”Med til historien hører, at Benedikt i efteråret 2012 fik forelagt en rapport om baggrunden for en række lækager om misforvaltning i Vatikanet, den såkaldte ’Vatileaks’-sag, som rystede kirken. Derfor var det på konklavet i marts 2013, som skulle vælge en ny pave, næsten implicit, at en vigtig opgave for den nye pave var, at få ryddet op i kirkens stadigt mere dysfunktionelle kurie, der er den centrale administration for den katolske kirke”.

Ny pave – nye tider
Efter konklavet i marts blev kardinal Jorge Mario Bergoglio valgt som den næste pave, og tog pavenavnet Frans. Valget på ham varslede ifølge iagttagere nye tider for den katolske kirke, og Niels Messerschmidt fremhæver også en væsentlig forskel mellem de to paver:

”Pave Benedikt er teologisk meget velfunderet, og han havde en lang akademisk karriere bag sig, blandt andet mange år som præfekt for Troslærekongregationen, inden han blev pave i 2005. Han kunne virke mere indesluttet og mindre spontan end pave Frans, som virker mere utvungen i sin omgang med folk, høj som lav, og synes at have nemmere ved at få tingene til at ske.”

Deres forskellige karakteristika kan til dels forklares med, at Benedikt og Frans kommer fra to vidt forskellige baggrunde. Pave Benedikt er rundet af en eurocentrisk katolicisme, som har sat sine kraftige præg på katolicismen gennem mange århundreder. Han har en lang fortid som professor i teologi ved flere tyske universiteter, og deltog desuden som teologisk rådgiver under Andet Vatikanerkoncil (1962-65), som blev afgørende for den katolske kirkes ageren i den moderne verden.

Andet Vatikanerkoncil repræsenterer på mange måder et nybrud internt i den katolske kirke, men også i dens forhold til omverdenen. Pave Benedikt har med andre ord oplevet den katolske kirke før, under og efter Andet Vatikanerkoncil. Pave Frans er derimod en efterkonciliær pave, som er rundet af tiden efter Andet Vatikanerkoncil. Han er ifølge Niels Messerschmidt en helt anden type pave:

”Pave Frans er en efterkonciliær pave. Han kommer fra Sydamerika og er altså vokset op i en helt anden kulturel kontekst. Desuden tilhører pave Frans jesuiterordenen, der i Syd- og Latinamerika i 1960’erne og 70’erne var aktiv i den såkaldte befrielsesteologiske retning, hvor præsterne kæmpede på de fattiges side i kampen for social retfærdighed, som prægede mange lande i disse årtier.”

Den sydamerikanske baggrund og forståelse af kristendommen skinner ifølge Niels Messerschmidt tydelig igennem i pave Frans’ prioriteter:

”Hans tid som pave falder sammen med en udvikling, hvor den katolske kirke går fra at være en eurocentreret kirke med Rom som omdrejningspunkt, til at blive en universel kirke i ordets egentlige betydning. Det skyldes, at den katolske kirke i disse år oplever stor vækst i landene på den sydlige halvkugle, og dette vil fremadrettet naturligvis kunne aflæses i kirkens prioriteringer og ledelsens sammensætning.”

Derudover er pave Frans heller ikke bange for at engagere kirken i verdens problemer, herunder miljøkrisen, flygtningekrisen, menneskehandel samt brugen og besiddelsen af atomvåben, ligesom paven heller ikke er bange for tale kirkens synspunkter ind i en politisk kontekst.

”Pave Frans mener, at kirken ikke længere kan sidde som i et elfenbenstårn afskåret fra omverden. Frans’ billede af kirken er derimod, at den skal være et slags felthospital, der befinder sig ude i frontlinjen, i periferierne, dér hvor de mest trængende og udsatte befinder sig. Kirkens opgave er frem for alt, ifølge Frans, at pleje de syge og sårede, og i dette arbejde skal kirken ikke være bange for at blive beskidt. Kirken skal med andre ord være dér, hvor virkelighedens kampe og elendighed udspiller sig,” siger Niels Messerschmidt.

Ens i essensen
Mere konservativt indstillede katolikker, især inden for den katolske kirke i USA, har kritiseret pave Frans for at ville slække på traditionel katolsk lære, blandt andet på familieområdet, og nogle er endda gået så langt som til at kalde ham for ’kætter’. Det skyldes ifølge Niels Messerschmidt, at pave Frans ikke har været bange for at adressere spørgsmål, som er oppe i tiden, eksempelvis gengifte katolikkers adgang til kommunionen og kirkens forhold til homoseksuelle; spørgsmål, som den katolske kirke tidligere havde færdigklare svar på:

”På vej hjem i flyet fra en af sine apostoliske rejser blev han spurgt om sin holdning til homoseksuelle, og Frans svarede journalisten: ’Hvem er jeg til at dømme?’ Hans kritikere angriber ham for ikke at komme med entydige svar på vanskelige spørgsmål, men i stedet at lade det være op til den enkeltes samvittighed.”

Da pave Frans blev udråbt til pave, gjorde medierne et stort nummer ud af, hvor forskellige de to paver var. Selvom Frans udadtil ikke er bange for at blande sig i verserende politiske debatter og at sætte handling bag sine ord, mener Niels Messerschmidt, at mange medier var urealistiske, da de troede, at der med valget af pave Frans ville ske mange gennemgribende reformer af den katolske kirke. Det er da også sket, især på de indre linjer, blandt andet i moderniseringen af den katolske kirkes ledelse, den romerske kurie. Men hvad angår troslæren er de to paver helt på linje:

”Både pave Benedikts og pave Frans’ hjerter banker for den katolske kirke og den uforanderlige katolske lære. Nok er de i stil og fremtoning meget forskellige, men i essensen er de meget enige.”

I den nye film "The Two Popes" spilles pave Frans af Jonathan Pryce (tv.) og pave Benedikt XVI af Anthony Hopkins. Foto: Mario Anzuoni/Reuters/Ritzau Scanpix