Indføring

Det vigtigste at vide om de syv dødssynder

Vreden er en af de syv dødssynder, og allerede i antikken skrev filosoffen Seneca om denne stærke følelse. Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Dovenskab, vrede og fråseri. Kristendommens syv dødssynder er blevet afbildet utallige gange i europæisk kunst og kultur, blandt andet i filmen "Seven" fra 1995 med Brad Pitt og Morgan Freeman. Få historien bag de syv dødssynder her

I den protestantiske kirke skelner man ikke mellem store og små synder. I den katolske kirke taler man både om både dødssynd og tilgivelig synd. Hvad er de såkaldte syv dødssynder? Måske har de ét og andet at sige det moderne menneske?

Historien bag

Udgangspunktet for læren om dødssynderne er nogle linjer fra Johannes' første brev kapitel 5 vers 16:

”Hvis nogen ser sin broder begå en synd, som ikke er til døden, skal han bede og således give ham liv – dette gælder dem, der ikke synder til døden. Der er synd, som er til døden”.

Oldkirkens store teologer talte allerede dengang om hovedsynder, det vil sige synder, som af sig selv førte mennesker ind i syndige handlinger.

Pave Gregor den Store (ca. 540 – 604) skrev en liste over dødssynder, som så senere blev reduceret til syv af den katolske kirkes nok mest betydningsfulde teolog, Thomas Aquinas (1225 – 1274). Disse dødssynder (latin: peccata mortali) blev også af Thomas kaldt for kapitalsynder (caput = hoved), fordi de, som han sagde, er som hovedet på et legeme af mange synder.

Thomas Aquinas definerede en dødssynd sådan:

”Når viljen rettes mod noget, som i sig selv er imod kærligheden, hvorved mennesket henordnes til sit endelige mål, har synden ved selve sit objekt noget dødeligt ved sig..”

I den nyeste katolske katekismus fra 1997 (oversat til dansk 2006) står der:

”Dødssynden ødelægger kærligheden i menneskes hjerte ved en svær krænkelse af Guds lov. Den vender mennesket bort fra Gud… Den tilgivelige synd lader kærligheden bestå, men krænker og sårer den.”

En dødssynd bestemmes her som:

1) en hovedsynd
2) at den er begået med fuld bevidsthed
3) med overvejet samtykke.

Dødssynden er altså ligesom kærligheden, noget mennesket kan vælge. Men der er også det karakteristiske ved dødssynderne, at de ikke blot er handlinger, men også følelser. Dvs. at ingen vel kan sige sig fri for dem.

I den store italienske digter Dantes (1265 – 1321) værk ”Den guddommelige komedie” møder Dante på sin vej op af skærsildsbjerget de mennesker, der er ved at blive renset for deres synd. Altså fører dødssynden ikke per automatik til evig fortabelse i helvede, den evige død. Bod, omvendelse og den endelige renselse i skærsilden er mulig.

Den katolske kirkes katekismus siger da også, at ”dødssynden kræver en ny indsats af Guds barmhjertighed og en hjertets omvendelse”. Dermed henviser kirken til bodens sakramente som den mulige vej tilbage til Gud.

Læs her om Skærsilden

Overfor og som modsætning til de syv dødssynder står dyderne, sådan som de allerede blev formuleret i den antikke filosofi.

Dødssynderne er:

1. Hovmod (latin: superbia)

Den er selvhævdelsen og overmodet. I munkevæsenet blev den regnet for at være den egentlige synd. Den er udtryk for et oprør mod Gud. I antikkens Grækenland mente man, at gudinden Nemesis straffede selvhævdende handlinger, hvori man så sig selv som et væsen med grænseløse muligheder. Det hed Hybris på græsk, som så udløste nemesis.

Hovmodet har så sin modsætning i ydmyghed, ”munkedyden”, som den engelske oplysningsfilosof David Hume fra 1700-tallet, lidt hånligt kaldte den.

2. Griskhed (latin: avarita)

Det er den dødssynd, hvor man vil have meget af noget. Ja, måske ikke en gang kan få nok af noget. Man vil eje og besidde. Man er grådig. Griskheden er umættelig og kan aldrig tilfredsstilles helt. I en artikel i dagbladet Information (25.4. 2008) står der: ” Griskheden er en meget grundlæggende egenskab. Den forvandler kærlighed til begær, sløvhed til energi, sult til fråseri, ligevægt til overmod, retfærdig indignation til vrede, og beundring til snobberi.”

Den modsatte dyd er barmhjertighed.

3. Nydelsessyge (latin: luxuria)

Den latinske betegnelse Luxuria er er vist nok hentet fra planteverden. Luxuria står for yppighed og grokraft. Nydelsessyge synes at være tæt på den femte dødssynd, fråseri. Men der er den afgørende forskel, at nydelsessyge er en aktiv handling. Man kan fråse tankeløst som f.eks.at bruge for megen energi eller glemme af lukke for vandhanen. Men nydelsessygen dækker over et begær. Nydelsessygen har en genstand og sættes ofte lig med utugt.

Den tilsvarende dyd er kyskhed.

4. Misundelse (latin: invidia)

Denne dødssynd er en følelse med en uhyre stærk drivkraft. Det kendte bibelske eksempel er historien om Kain og Abel. Misundelse vil have del i den andens situation, den andens anseelse, status mv. Misundelsen er en følelse, der om noget fortærer den misundelige selv. Den er en dødssynd, fordi, den misundelige overser sine egne evner og muligheder og udelukkende stræber efter at eje den andens.

Den tilsvarende dyd er velvilje/godhed.

5. Fråseri (latin: gula)

Ordet fråseri kommer af det tyske ”fressen”, æde. I tidligere tiders mangelsamfund var det en dødssynd at fråse i mad og drikke. Fråseri er aktuelt tolket overforbruget af energi og naturens ressourcer. Men kan det standses ved en moraliserende tale? Dagbladet Informations serier om de syv dødssynder bemærker: ”Det afgørende er, om der i den enkelte fortsat er klangbund for samtale om synder og dyder, om rigtigt og forkert. Om vi kan finde lokkelse i at fråse i hinanden, i kærlighed, i naturen, i stilheden frem for i tomme, kvalmende marcipan-kalorier.”

Den modsatte dyd er udholdenhed/ selvkontrol.

6. Vrede (latin: ira)

Igen er det en dødssynd, som er identisk med en stærk følelse. Allerede i antikken var man opmærksom på vredens ødelæggende kraft. Den romerske filosof Seneca (4. f. kr. - - 65 e.Kr.) mente at vreden på den ene side var en nødvendig følelse, men at man på den anden side måtte holde afstand til den. Den vrede der ikke kan stoppe ødelægger den anden, som den er rettet imod. Og vender man vreden indad, ødelægger man sig selv.

Den tilsvarende dyd er tålmodighed/tilgivelse.

7. Dovenskab (latin: acedia)

Det kan være vanskeligt at opfatte denne synd som særligt ondartet. Dovenskab er da også dobbelttydig. Professor i pædagogik Niels Egelund siger: ” Megen innovation og nytænkning er frugten af dovenskab. Men i en tid, hvor der er pres på de offentlige ydelser, er det da en voldsom provokation, at man ikke er interesseret i at arbejde, men samtidig vil hæve kontanthjælp. Det er ikke en rimelig måde at forvalte sit liv på i en tid, hvor der brug for, at vi står sammen”. At man regner dovenskab for en dødssynd skyldes den grundlæggende erfaring af, at mennesket i dovenskaben fortaber sig selv i meningsløshed og kedsomhed – og dermed handler imod sin bestemmelse som Gudskabt.

Den modsatte dyd er indsatsvilje/mod.

Man kan med god ret sige, at dødssynderne er aktuelle som et "spejl", hvori mennesket til stadighed kan spørge sig selv: Er min holdning og livsførelse ødelæggende for forholdet til andre og for det sociale fællesskab?

Litteratur:
Jan Lindhardt: De syv dødssynder.
Den katolske kirkes katekismus (2006)