Indføring

Det vigtigste at vide om de syv dødssynder

Vreden er en af de syv dødssynder, og allerede i antikken skrev filosoffen Seneca om denne stærke følelse. Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Dovenskab, vrede og fråseri. Kristendommens syv dødssynder er blevet afbildet utallige gange i europæisk kunst og kultur, blandt andet i filmen "Seven" fra 1995 med Brad Pitt og Morgan Freeman. Få historien bag de syv dødssynder her

I den protestantiske kirke skelner man ikke mellem store og små synder. I den katolske kirke taler man derimod både om både dødssynd og tilgivelig synd. Men hvad er de såkaldte syv dødssynder?

Historien bag

Udgangspunktet for læren om dødssynderne er nogle linjer fra Johannes' første brev kapitel 5 vers 16, hvori der står:

”Hvis nogen ser sin broder begå en synd, som ikke er til døden, skal han bede og således give ham liv – dette gælder dem, der ikke synder til døden. Der er synd, som er til døden”.

Oldkirkens store teologer talte allerede dengang om hovedsynder, det vil sige synder, som af sig selv førte mennesker ind i syndige handlinger. De syv dødssynder omhandler dog også syndige tanker og følelser.

Pave Gregor den Store (ca. 540 – 604) skrev en liste over dødssynder, som så senere blev reduceret til syv af den katolske kirkes nok mest betydningsfulde teolog, Thomas Aquinas (1225 – 1274). Disse dødssynder (latin: peccata mortali) blev også af Thomas kaldt for kapitalsynder (caput = hoved), fordi de, som han sagde, er som hovedet på et legeme af mange synder.

Thomas Aquinas definerede en dødssynd således:

”Når viljen rettes mod noget, som i sig selv er imod kærligheden, hvorved mennesket henordnes til sit endelige mål, har synden ved selve sit objekt noget dødeligt ved sig.”

I den nyeste katolske katekismus fra 1997 (oversat til dansk 2006) står der:

”Dødssynden ødelægger kærligheden i menneskes hjerte ved en svær krænkelse af Guds lov. Den vender mennesket bort fra Gud… Den tilgivelige synd lader kærligheden bestå, men krænker og sårer den.”

En dødssynd bestemmes her som en hovedsynd, der er begået med fuld bevidsthed og med overvejet samtykke.

"De 7 dødssynder" er altså ikke længere dødssynderne, sådan som Thomas Aquinas bestemte dem, men de synder, som kan defineres som bevidst villede handlinger.

Dødssynden er altså ligesom kærligheden, noget mennesket kan vælge. Men der er også det karakteristiske ved dødssynderne, at de ikke blot er handlinger, men også følelser. Dvs. at ingen vel kan sige sig fri for dem.

I den store italienske digter Dantes (1265 – 1321) værk ”Den guddommelige komedie” møder Dante på sin vej op af skærsildsbjerget de mennesker, der er ved at blive renset for deres synd. Altså fører dødssynden ikke per automatik til evig fortabelse i helvede, den evige død. Bod, omvendelse og den endelige renselse i skærsilden er mulig.

Den katolske kirkes katekismus siger da også, at ”dødssynden kræver en ny indsats af Guds barmhjertighed og en hjertets omvendelse”. Dermed henviser kirken til bodens sakramente som den mulige vej tilbage til Gud.

Overfor og som modsætning til de syv dødssynder står dyderne, sådan som de allerede blev formuleret i den antikke filosofi. Læs her om de syv dødssynder og de tilsvarende dyder:

1.Hovmod (latin: superbia)

Hovmod er selvhævdelsen og overmodet. I munkevæsenet blev den regnet for at være den egentlige synd. Den er udtryk for et oprør mod Gud. I antikkens Grækenland mente man, at gudinden Nemesis straffede selvhævdende handlinger, hvori man så sig selv som et væsen med grænseløse muligheder. Det hed Hybris på græsk, som så udløste nemesis.

Den modsatte dyd er ydmyghed; ”munkedyden”, som den engelske oplysningsfilosof David Hume fra 1700-tallet, lidt hånligt kaldte den.

2. Griskhed (latin: avarita)

Det er den dødssynd, hvor man vil have meget af noget. Man vil eje og besidde, man er grådig. Griskheden er umættelig og kan aldrig tilfredsstilles helt. I en artikel i Dagbladet Information står der: ”Griskheden er en meget grundlæggende egenskab. Den forvandler kærlighed til begær, sløvhed til energi, sult til fråseri, ligevægt til overmod, retfærdig indignation til vrede, og beundring til snobberi.”

Den modsatte dyd er barmhjertighed.

3. Nydelsessyge (latin: luxuria)

Den latinske betegnelse Luxuria er er vist nok hentet fra planteverden. Luxuria står for yppighed og grokraft. Nydelsessyge synes at være tæt på den femte dødssynd, frådseri. Men der er den afgørende forskel, at nydelsessyge er en aktiv handling. Man kan frådse tankeløst ved at bruge for meget energi eller glemme af lukke for vandhanen, men nydelsessygen dækker over et begær. Nydelsessygen har en genstand og sættes ofte lig med utugt.

Den modsatte dyd er kyskhed.

4. Misundelse (latin: invidia)

Denne dødssynd er en følelse med en uhyre stærk drivkraft. Det kendte bibelske eksempel er historien om Kain og Abel. Misundelse vil have del i den andens situation, den andens anseelse og den andens status. Misundelse er en følelse, der om noget fortærer den misundelige selv. Den er en dødssynd, fordi den misundelige overser sine egne evner og muligheder og udelukkende stræber efter at eje den andens.

Den modsatte dyd er velvilje/godhed.

5. Frådseri (latin: gula)

Ordet frådseri kommer af det tyske ”fressen”, æde. I tidligere tiders mangelsamfund var det en dødssynd at frådse i mad og drikke. Frådseri er aktuelt tolket overforbruget af energi og naturens ressourcer. Men kan det standses ved en moraliserende tale? I Dagbladet Informations serie om de syv dødssynder skrives det om frådseri: ”Det afgørende er, om der i den enkelte fortsat er klangbund for samtale om synder og dyder, om rigtigt og forkert. Om vi kan finde lokkelse i at frådse i hinanden, i kærlighed, i naturen, i stilheden frem for i tomme, kvalmende marcipan-kalorier.”

Den modsatte dyd er udholdenhed/selvkontrol.

6. Vrede (latin: ira)

Igen er det en dødssynd, som er identisk med en stærk følelse. Allerede i antikken var man opmærksom på vredens ødelæggende kraft. Den romerske filosof Seneca (4. f. kr. - - 65 e.Kr.) mente, at vreden på den ene side var en nødvendig følelse, men at man på den anden side måtte holde afstand til den. Den vrede der ikke kan stoppe, ødelægger den anden, som den er rettet imod. Og vender man vreden indad, ødelægger man sig selv.

Den modsatte dyd er tålmodighed/tilgivelse.

7. Dovenskab (latin: acedia)

Det kan være vanskeligt at opfatte denne synd som særligt ondartet. Dovenskab er da også dobbelttydig, idet dovenskab også kan føre til nytænkning. At man regner dovenskab for en dødssynd skyldes imidlertid den grundlæggende erfaring af, at mennesket i dovenskaben fortaber sig selv i meningsløshed og kedsomhed – og dermed handler imod sin bestemmelse som Gudskabt.

Den modsatte dyd er indsatsvilje/mod.

Man kan med god ret sige, at dødssynderne er aktuelle som et "spejl", hvori mennesket til stadighed kan spørge sig selv: Er min holdning og livsførelse ødelæggende for forholdet til andre og for det sociale fællesskab?

Foto: Pieter van der Heyden/SMK
Foto: Pieter van der Heyden/SMK
Foto: Pieter van der Heyden/SMK
Foto: Pieter van der Heyden/SMK
Foto: Pieter van der Heyden/SMK
Foto: Pieter van der Heyden/SMK
Foto: Pieter van der Heyden/SMK