Det ottende bud: Lyv godt!

Der er heldigvis mere kærlighed og tillid mellem os, end vi selv står for, mener forfatter og sognepræst i Vær og Nebel sogne ved Horsens, Gudmund Rask Pedersen. Foto: Pixabay

Vi har del i en historie, der er for god til at være sand, mener forfatter og sognepræst i Vær og Nebel sogne ved Horsens, Gudmund Rask Pedersen.

Hvad betyder buddet?

Kristendommens væsen er ikke at være en lovreligion. Vi har De Ti Bud, men en rigoristisk udlægning af dem ville være helt forkert. De skal ses i lyset af buddet om, at vi kan elske næsten, fordi vi selv er elskede. Derfor skal det ottende bud også snarere forstås som det, at vi gerne må tale godt om vores næste, end det skal ses som et "du må ikke".

Selvfølgelig må man ikke lyve om sine medmennesker, men kristendommen drejer sig om langt mere, end det vi ikke må. Kristendommen handler om, at vi slipper kærligheden løs, og om at man faktisk kan elske, fordi der er mere kærlighed og tillid imellem os, end vi selv står for.

I forhold til det ottende bud betyder det, at ikke bare må vi ikke lyve om eller bagtale vores næste - nej, vi skal gerne bestræbe os på at tale godt og kærligt om vores næste, ja vi skal endda undskylde vores næste, når der er noget dårligt at sige om ham eller hende. Det handler faktisk om at lyve i det godes tjeneste, for vi har nemlig selv del i en historie, der er for god til at være sand. Det er også det, som lignelsen om den utro godsforvalter handler om. Her nedskriver godsforvalteren sine venners gæld på Vorherres konto, og det er netop det, vi skal gøre, selv om det egentlig er snyd. Det kommer an på at lyve godt!

Hvad betyder det for fællesskabet?

I forhold til al den debat, der har været om ytringsfrihed for nylig, betyder det, at vi også har lov til at bruge den til at sige noget godt om hinanden.

I det hele taget handler De Ti Bud ikke om, hvad vi har ret til at gøre, men om hvad vi har pligt til at gøre, og det er værd at tænke på, at vi har pligt til at tale godt om hinanden i en tid, hvor vi med ytringsfriheden i ryggen, påberåber os retten til at tale nedsættende om hinanden.

Hvordan skal man overholde det?

Istedet for at tale om hvordan man skal overholdet det, vil jeg hellere tale om, at man kan overholde det. Selvom Kierkegaard og andre, med rette, har fremført, at kærligheden er en pligt, vil jeg hellere tale om, at kristendommen er en påstand om, at man kan elske. Ikke at vi er fuldkomne, og kan klare os uden Gud. Det kan vi netop ikke, men fordi Guds kærlighed er en realitet i det menneskelige, sker det, at vi overholder kærlighedsbuddet. Der er faktisk spontanitet og tillid mellem os, og grundlæggende tror vi jo godt i mødet med den anden.

Så vi kan altså tale godt om hinanden fordi der, som jeg sagde før, gudskelov er mere kærlighed og tillid mellem os, end vi selv står for.