Det sjette bud: Arbejd på kærligheden med frygt og bæven!

Man behøver ikke at anstrenge sig for at blive forelsket, men for at kærligheden skal vokse skal man altså arbejde på det, ligesom man arbejder på alt andet, mener psykolog og familieterapeut Anette Due Madsen.

At man ikke må bryde ægteskabet skal ikke primært forstås som en moralsk pegefinger, men som en påpegning af hvor vigtigt det er med gode, trygge rammer for, at livet kan udfolde sig for store og små, mener psykolog og familieterapeut Annette Due Madsen

Hvad betyder det sjette bud?

Det betyder, at man skal passe på ægteskabet, og at passe på ægteskabet har større aktualitet end nogensinde, netop fordi så mange familier opløses og har det svært.

At man ikke må bryde ægteskabet skal ikke forstås som en moralsk pegefinger, men skal netop ses i lyset af den smerte, der er forbundet med at opløse et ægteskab og den glæde og tryghed, det giver, når man indgår i stabile, livsbekræftende relationer. Meningen med budet er jo ikke at slå folk oveni hovedet, men at sætte gode rammer for livet.

Budet fortæller den enkelte, at han eller hun skal sætte sin ægtefælle højere end noget andet. Bryde ægteskabet er altså ikke bare noget, der sker, når man opløser det. Man kan godt sige, at man bryder ægteskabet, hvis man for eksempel sætter sit arbejde langt højere end sin ægtefælle. Man bryder budet, når man ikke passer på, det man har!

Helt overordnet mener jeg, at budet minder os om, at når vi indgår i relationer, så har vi ansvar for mere og andet end os selv. Det er værd at minde os om i en kultur, hvor vi ofte lever lystbetonet, og ikke bryder os om at sætte egne behov til side. På den måde peger budet også udover ægteskabet. Det gælder også andre relationer!

Hvad betyder det for fællesskabet?

Ægteskabet er uden tvivl den bedste ramme om børnene. Børn har behov for tryghed og gode relationer. Børn har behov for, at forældrene har det godt og kan samarbejde. Så særligt af hensyn til børnene er det sjette bud uendelig vigtigt.

Derudover er ægteskabet da også godt for samfundet i det hele taget. Det gode samfund er et samfund med gode relationer. Gode relationer giver sunde mennesker, og det bedste man kan give samfundet er sunde mennesker. Det gode ægteskab er rammen om et trygt liv, og dét er godt for det store fællesskab.

Hvordan skal man overholde det?

Ved også at betragte kærligheden som en pligt og ikke kun som en følelse. Vi har i mange år ikke været opmærksomme på, at kærlighedskulturen har ændret sig, så at egen følelse og drift går forud for andres, herunder ikke mindst børnenes trivsel. Det er på tide, at vi besinder os på at sætte det andet menneskes behov over vore egne. Man behøver ikke at anstrenge sig for at blive forelsket, men for at kærligheden skal vokse skal man altså arbejde på det, ligesom man arbejder på alt andet. Ligesom vi dygtiggør os i forhold til arbejde, sport og så videre, skal vi også dygtiggøre os i forhold til hinanden.

Det er svært, og der er mange trusler imod de unge familier i dag, og jeg vil på ingen måde nedgøre dem, for hvem det ikke lykkedes, men i stedet, med det sjette bud, opmuntre til at vi vågner op og investerer i ægteskabet. På at vi arbejder på kærligheden med frygt og bæven!

Annette Due