Det syvende bud: Udnyt, hvad du har

Det burde ikke være noget problem at holde sig fra andres ting

Det syvende bud fortæller os, at vi selv er forpligtede til at skabe rammerne for vores egen tilværelse. Man kan ikke bygge sin tilværelse på at tage fra andre, hvad de har, mener professor i jura ved Københavns universitet Ditlev Tamm

Hvad betyder buddet?

Det betyder umiddelbart, at man ikke må tage andres ting, men skal budet tillægges en videre betydning, indebærer det, at den enkelte er forpligtet til selv at skabe rammerne for sin egen tilværelse, da man ikke kan bygge sin tilværelse på at tage fra andre.

Derfor er det i en sådan videre forstand, også at stjæle, når man ikke yder det fælles samfund, det som man har mulighed for. Mennesker der ikke yder, når de kan, men blot tager, stjæler i virkeligheden også, selvom de ikke direkte tager noget fra nogen bestemt.

I videre forstand fortæller det syvende bud os nemlig, at vi skal arbejde med de muligheder vi har. Budet får en dimension, når det ses i sammenhæng med Jesu lignelse om de betroede talenter.

Lignelsen siger, at man ikke bare skal grave det givne talent ned, som kunne være udnyttet til gavn for andre. Man skal udnytte sine muligheder. Det er den dybere mening med buddet.

I bredere forstand handler det syvende bud derfor om, hvordan vi skal omgås hinanden i det hele taget. Der er mange måder at stjæle på, og det handler ikke bare om ting. Man kan også stjæle andres anseelse eller deres glæde ved livet eller deres tid, som vi kender fra ordet "tidstyv".

Hvad betyder det for fællesskabet?

Budet er først og fremmest et bud til dig selv. Det er en formaning til den enkelte, om at det er et problem at være en tyv. Ved at stjæle berøver man ikke bare den anden noget, man nedskriver også sit eget værd som skabt menneske og gør sig selv ringere.

Grundlæggende er det et bud, der handler om den enkeltes pligt til at overholde en helt grundlægende norm, og det syvende bud, eller De Ti Bud i deres helhed, handler ikke om samfundsindretningen. De er ofte blevet opfattet sådan, og strafferetten bygger grundlæggende på De Ti Bud, der endda engang var rygmarven i straffeloven.

De Ti Bud er en konstant pegefinger om, hvordan man skal være menneske. I Det gamle Testamente findes også straffebestemmelser, men de har ingen relevans i dag. Det afgørende i et bud som det syvende er den forpligtelse, det fordrer til at forme sin egen tilværelse. Overtrædelsen i sig selv er straffen. 

Hvordan skal man overholde det?

Umiddelbart er det jo let nok - man skal lade være med at stjæle andres ting. I den bredere forstand er det dog knap så enkelt, for hvor går grænsen for at stjæle? Det kan der ikke gives en fast regel for, og her er det igen, at den enkeltes eget ansvar kommer ind.

Nogle tilfælde er selvfølgelig evidente. Det burde være let nok at holde sig fra andres ting. Det er straks sværere at bygge det positive op, som ligger i at bruge livet rigtigt og finde balancen, hvor man ikke blot tager uden viljen til at give.