Gud kalder os til orden med det fjerde bud

Det fjerde bud minder os om noget vigtigt, nemlig at vi ikke selv er guder, mener sognepræst i Løsning og Korning sogne og formand for det nyoprettede Evangelisk-Luthersk Netværk, Henrik Højlund. Kristendom.dk's serie om de ti bud fortsætter

Hvad betyder det fjerde bud?

Det fjerde bud betyder, at der findes autoritet her i verden. Det minder os om noget vigtigt, nemlig at vi kommer af noget, at vi ikke selv er guder. På den måde afspejler forældre-barnforholdet, forholdet mellem menneske og Gud.

Derfor er det heller ikke tilfældigt, at det fjerde bud erdet førstei lovens anden tavle. Det er jo sådan med De Ti Bud, at hvor de første tre bud handler om forholdet til Gud og kaldes lovens første tavle, handler lovens anden tavle, altså de syv følgende bud om forholdet til næsten, og her er buddet om at ære sine forældre det første. Det betyder, at det vigtigste næste-forhold er forholdet til forældrene.

I en tid, hvor forholdet mellem forældre og børn ikke ligefrem er præget af autoritet, er det fjerde bud mere aktuelt end nogensinde. Ikke fordi opdragelse skal være autoritær, der er nemlig forskel på at være autoritær og så autoritet, og det er det sidste, det fjerde bud handler om: autoritet. Det handler om, at nogle skal være forældre, og nogle skal være børn. Som vores børns skoleinspektør plejer at sige: som forældre skal man turde være forældre, man skal turde være væg og mur for sine børn. Man skal turde sige, hvor skabet skal stå.

På den måde er det fjerde bud, i dag, næsten et bud til de forældre, der ikke tør at være forældre. Det er en del af budets aktualitet; at det minder forældre om at være forældre.

Hvad betyder det for fællesskabet?

Luther siger jo i Den Store Katekismus, at det fjerde bud ikke bare handler om at ære forældrene. Det fjerde bud gælder alle foresatte: lærere, politikere, arbejdsgivere og så videre. Her har Luther en pointe, nemlig den, at det fjerde bud minder os om, at vi som mennesker er sat ind i myndighedsrelationer.

Det er Luthers tolkning, og det er for så vidt en ganske god tolkning, men der er forbehold, for hvad skal man gøre, hvis man befinder sig i en stat, der begår overgreb på sine borgere? Som for eksempel i Tyskland i trediverne. Her accepterede "de tyske kristne" netop Hitlers regime under henvisning til Luther. Heldigvis var der andre kristne, der sagde fra (Bekendelseskirken, red.).

Dette samme forbehold gælder også forældre-barn forholdet: hvis et barn bliver udsat for seksuelle overgreb, så får budet pludselig en helt anden klang. Her må vreden slippes løs istedet for. Før det er sket, vil man næppe nogensinde kunne komme frem til at ære igen. At ære sine forældre er ikke at underkaste sig en hvilken som helst handling!

Hvordan skal man efterleve det?

Som jeg var inde på før, så er der situationer, hvor det kan være svært at efterleve det. At ære sine forældre vil sige, at man må prøve stadigvæk at respektere sine forældre samtidig med, at man gør det klart, at man ikke sympatiserer med deres opførsel.

Det gælder også i situationer, hvor man er splittet mellem sine forældre og Gud. Her kan man godt tage Jesus som forbillede. Jesus taler jo selv om, hvordan man må forlade sin far og mor for at følge Gud, ligesom han også selv kommer i konflikt mellem sine forældre og Gud, da han bliver tilbage i templet i Jerusalem. Det siger os, at forholdet til Gud går forud for forholdet til forældrene.

Nu kan forholdet til Gud imidlertid godt antage karakter af et selvforhold. Det vil sige, at min egen religiøse følelse kommer til at gå forud for forholdet til min næste. Her kalder Gud os til orden med det fjerde bud. Frelsesforholdet ophæver nemlig aldrig det skabelsesgivne forhold.