Indsigt

De ti vigtigste ting om det kristne menneskesyn

Hvad er det kristne menneskesyn? Cand theol. og historiker, Henning Nørhøj, giver en oversigt over de vigtigste indsigter. Foto: Maleri af Dirck Barendsz , SMK Creative Commons

”Hvad er et menneske?” spørges der til i et digt i Det Gamle Testamente (Salme 8). Og digteren svarer selv, at et menneske både er afhængig af sin gud og samtidig et væsen med gudskabte muligheder i sig. Her er et bud på, hvad et menneske er ifølge kristendommen

1. Bibelens skabelsesfortællinger
Bibelen begynder med to skabelsesfortællinger. I den første fortælling er jorden øde og tom og ud af et kaos skabes nu et kosmos, en ordnet verden. Og sidst bliver mennesket skabt ind i et livsrum med planter og dyreliv. I den anden skabelsesfortælling bliver mennesket skabt først, af jorden og får Guds ånd indblæst i sig. Og først dernæst skabes det livsrum, som det skal færdes i. Begge fortællinger gør det klart, at mennesket er fælles med jorden og alt, hvad der lever derpå.

2. Mennesket er skabt til at ligne Gud – skabt i Guds billede
Skabelsesfortællingerne giver ikke bare et billede på, hvordan mennesket er blevet til og dets vilkår, men også dets muligheder og opgave. Alle levende væsner har som Gudskabte en egenværdi. Men mennesket indtager en særstilling som skabt i ”Guds billede, dvs. det er skabt med bevidsthed og ansvarlighed. Mennesket kan forholde sig til sig selv og til sin omverden. Det er er skabt i ”Guds billede”, et symbol, der udtrykker både, hvad mennesket er, og hvad det skal være.

3. Mennesket er en helhed af legeme, sjæl og ånd
Mennesket er et legeme, dvs. det er indfældet i naturen og afhængig af den. Det er en sjæl, dvs. et ”jeg” Og så har det en ånd, dvs. mennesket har vilje og handlemuligheder. I skabelsesfortællingen siges dette i et billede: Gud formede mennesket af jorden og blæste livsånde i dets næsebor, så mennesket blev et levende væsen (”en levende sjæl)” (1. Mosebog kap. 2,7).

4. Mennesket kan ikke defineres éntydigt
Hvad mennesket er afgøres af dets handlinger, dvs. dets livshistorie. De allerførste fortællinger i Bibelen har billedet af ”Edens have” som den tilstand, hvor mennesket lever i fuldstændig frihed og åbenhed. Men menneskets vilkår er at leve ”efter faldet”, dvs. udenfor Edens have, hvor mennesket må kæmpe for sit liv gennem arbejde og hvor døden står som livets begrænsning. Mennesket ses som et væsen, der på én gang er bundet af sine erfaringer af skyld og svigt - og skabt i Guds billede”.

5. Menneskets forhold til sig selv
Fordi mennesket har frihedens mulighed, kan det også synde. Det er menneskets eksistentielle vilkår. Mennesket vil sig selv, og det fordi det har muligheden i sig til det modsatte, nemlig at ville leve i åbenhed og ansvar for sin omverden, dvs. leve gudsbilledligt, som ifølge den bibelske skabelsesfortælling ellers er menneskets bestemmelse.

6. Menneskets forhold til naturen
Mennesket har naturen som sit livsrum, som det kan glædes ved og reflektere over. Ifølge den første skabelsesfortælling har mennesket en aktiv rolle i forhold til naturen. Det kan forplante sig og forvalte naturen. Menneskets er et kreativt væsen. Men denne kreativitet kan misbruges og vise sig farlig, når mennesket alene gør med naturen, hvad der er til dets egen fordel. Mennesket står som forvalter af naturen til ansvar overfor sin skaber, sit medmenneske og naturens eget levende liv.

7. Mennesket er skabt til fællesskab
Mennesket er skabt som to, som kvinde og mand. Det er skabt til en samhørighed, der giver sig udtryk i seksualiteten og sproget. Netop i samhørigheden ser det enkelte menneske sig selv, sin individualitet og modtager et billede af sig selv. I samhørigheden ser mennesket sig som en helhed af sjæl og legeme. Og i sproget kommunikerer mennesket og kan udtrykke både, hvad der kan ses og sanses – og hvad der ligger uden for det, sanserne kan erkende.

8. Mennesket har skyld
Fordi mennesket lever i et fællesskab, pådrager det sig skyld. Afhængigheden er ensbetydende med en fordring om at tage vare på de andre. Det er en ”tavs fordring” (K. E. Løgstrup), som er givet med livet. Den kristne livstolkning, bruger ordet Gud om den instans, der er den absolutte etiske instans, som mennesket står til ansvar overfor. Dette ansvar overfor Gud er begrundet i, at mennesket som skabt har fået alt og derfor skylder alt. Altså er det at have livet også ensbetydende med at give livet videre til andre. Hvad mennesket gør eller ikke gør kan ikke gøres om.

9. Mennesket er skabt til frihed
Mennesket har følelser. Det har fantasi, længsel og angst. Mennesket kan sætte sig ud over sig selv og i en andens sted. Det kan længes efter at være noget andet, end det er, og det stræber efter livsopfyldelse og dermed mening med sit liv. Det føler angst, dvs. meningsløshed, når denne livsopfyldelse trues. Troen som den grundlæggende tillid er den mulighed, som er givet med menneskets som ”skabt i Guds billede”.

10. Mennesket er skabt med troens, håbets og kærlighedens mulighed
I den kristne livsforståelse er Gud udtryk for det, der bærer livet. Gud er dybet i vores liv og dets yderste anliggende (Paul Tillich). Troen er tilliden til, at Gud findes, at Gud er til og er livets mening. I håbet rækker mennesket ud efter muligheden for at være ét med Gud. Kærligheden er Gud selv (Johannes` Første Brev kap 4,8)., som fik skikkelse i et menneskeliv, nemlig Jesus Nazareth, der i den kristne teologi også kaldes det sande Gudebillede.

Litteratur: Fragmenter af et spejl. Bidrag til dogmatikken. Niels Henrik Gregersen (red.).