Debat

Lektor: Allehelgen afspejler Luthers fokus på hverdagen

Allehelgen fejres med samme liturgi som alle andre søndage i kirkeåret, men i allehelgengudstjenester indgår mange steder desuden særlige handlinger, som viser denne søndags særlige betydning, forklarer lektor Kirstine Helboe Johansen. Foto: Casper Dalhoff/ritzau

Allehelgen hænger teologisk set tæt sammen med nadverfejringen. Vi samles om brød og vin, ikke kun med de, der er fysisk tilstede, men også med de, der er gået forud for menigheden, skriver lektor Kirstine Helboe Johansen

Allehelgen var en blandt utallige fastlagte helligdage i den romersk-katolske kirke på Martin Luthers tid, og Luther var stærkt kritisk over for de mange helligdage. For Luther var hverdagene hellige, mens han opfattede de mange helligdage som frit opfundet af kirken. Frem for at blive holdt hellige, blev helligdagene, ifølge Luther, brugt til drikkeri, spil og lediggang, og det betød, at almindelige mennesker forsømte deres daglige arbejde.

I sit skrift "Til den kristelige adel i den tyske nation" fra 1520 gør Luther dog en undtagelse i forhold til allehelgen:

”Man burde afskaffe alle fester og kun beholde søndagen. Ville man imidlertid beholde Vor Frues og de store helgeners [allehelgen] fester burde de henlægges til søndagen eller de burde kun fejres om morgenen ved messen, og derefter kunne man lade hele dagen være en hverdag.”

Af de to muligheder for at fastholde allehelgen, som Luther skitserer her, er den liturgiske kalender vidnesbyrd om den første mulighed: Allehelgen er henlagt til søndagen. Samtidig har dens betydning forandret sig, så allehelgen i dag er en mindedag over de tab og savn, der bæres i menigheden.

I den liturgiske kalender over kirkeårets forløb afbryder allehelgen som det eneste den lange trinitatistid fra pinse til advent. Den første søndag i november, i år den femte november, er allehelgenssøndag. Allehelgen fejres med samme liturgi som alle andre søndage i kirkeåret, men i allehelgengudstjenester indgår mange steder desuden særlige handlinger, som viser denne søndags særlige betydning.

Blandt de mest almindelige handlinger er, at man læser navnene op på de mennesker, som er blevet begravet eller bisat fra den lokale kirke i det forløbne år. Nogle steder suppleres oplæsningen af navne med lystænding, hvor der tændes et lys for hver person, der nævnes. Når navnet bliver læst højt og forankret i et konkret lys, er den afdøde ikke blot tilstede for de efterladte, men bliver tydeligt trukket frem for alle tilstedeværende og bliver dermed del af en større social sammenhæng. Med de handlinger mindes de døde og bringes samtidig for en stund tilbage i fællesskabet.

Nogle steder sker dette ved den almindelige højmesse søndag formiddag og andre steder ved en særlig gudstjeneste om eftermiddagen eller aftenen. I begge tilfælde er det flere steder almindeligt, at pårørende har modtaget en særlig invitation til at deltage i allehelgensgudstjenesten, så mindehøjtideligheden foregår sammen med de mennesker, som har mistet en de holdt af i det forgangne år.

Teologisk er allehelgen nært forbundet med nadverfejringen, hvor menigheden samles om brød og vin ikke alene med de andre, som er synligt forsamlet, men også med de, der er gået forud for menigheden. Denne forståelse afspejler sig i de mange kirkerum, hvor alterskranken udgør en halvcirkel om alteret som nadverbord, mens den anden halvdel af cirklen må forestilles at være på den ”anden side” af bordet og dermed også i det hinsides.

På den måde er nadveren et fællesskab af menigheden på tværs af skellet mellem levende og døde. Ved allehelgen mindes man i menigheden helt konkret de medlemmer, som ikke længere er levende, og allehelgen er i denne kontekst ikke en fejring af alle helgener, således som i en traditionel katolsk forståelse.

Fastholdelsen af allehelgen i en luthersk tradition består derfor ikke i en direkte videreførelse af den oprindelige romersk-katolske fejring, men i en luthersk omtolkning, hvor allehelgen og alle sjæles dag smelter sammen og afspejler Luthers oprindelige fokus på hverdagen og dermed også på alle mennesker som lige for Gud.

Kirstine Helboe Johansen er lektor i praktisk teologi og har forsket i allehelgen