1. søndag i advent

"Adventstiden rummer en befrielse fra det, der holder os bundet"

Vi lever i forvandlingens tid. Spørgsmålet er, om vi hører det? Da Jesus fortalte, at han var den tjener, som Esajas havde lovet, blev folkemængden vred og pressede sig ind på Jesus for at lynche ham, skriver sognepræst Rasmus Nøjgaard. Foto: Leif Tuxen

Det er advent. Lysene gløder, varmen spreder sig, og vi holder håbet op for hinanden, fordi vi ikke selv formår at holde det oppe, skriver sognepræst Rasmus Nøjgaard i sin refleksion over prædikenen til første søndag i advent

Læs prædikenteksten til første søndag i advent her

Adventstiden handler om befrielse, og adventslysene symboliserer, ligesom de levende lys i vinduerne på Danmarks befrielsesdag den fjerde maj, at der er håb i mørket. Adventslæsningernes fælles motiver er opfyldelse, oprejsning og befrielse.

Det er ikke sikkert, vi tænker på det, men det er befrielsen, der giver adventstiden toner, farver og næsten ekstatiske puls. Uanset om man kender advents betydning som ankomst og forberedelsestid eller ej, så har vi alle i denne tid en grunderfaring af forventning og forandring, af glæde og eufori med en kaotisk overflod af glade julesange og rødt, lilla og hvidt, af gran, guirlander, julehjerter, lysestager, gaver og mad og drikke i mængder.

Det er en mærkelig tid, for hverdagen er forandret til en lille fest. Udenfor er gaderne pyntet op, og indenfor hygger vi med små ritualer som lystænding og pakkekalender. Uanset kulturelle forskelle tager vi del i forvandlingen, der peger hen på julenat, hvor Guds søn fødes.

Første søndag i advent er stadig en af de helt store gudstjenestedage med fyldte kirker. Vi hører profeten Esajas spå om, at Herrens tjener er på vej, og når han kommer, vil et nyt håb spire frem, og han vil "åbne de blindes øjne og befri fangerne" (Esajas' Bog kapitel 42, vers 1-9).

Julenat vækkes håbet til live, og Paulus giver håbet krop, når han i sit brev til menigheden i Rom skriver til dem, at de skal lade sig døbe: "For dåben er lysets rustning" (Romerbrevet kapitel 13, vers 11-14). Lyset, vi tænder i adventstiden, forkynder denne spirende befrielse fra det, der holder os bundet, og som giver os en følelse af magtesløshed.

Evangelisten Lukas fortæller, at Jesus i templet åbenbarer sig som den tjener, profeten Esajas talte om. Herrens tjener er nu kommet for at give os fri (Lukasevangeliet kapitel 4, vers 16-30). Vi skal ikke længere vente, men leve.

Vi lever i forvandlingens tid. Spørgsmålet er, om vi hører det? Da Jesus fortalte, at han var den tjener, som Esajas havde lovet, blev folkemængden vred og pressede sig ind på Jesus for at lynche ham. Men uden at nogen lagde hånd på ham, gik han uberørt gennem den vrede folkemængde, som en fakkel gennem mørket. Det er fuldstændig magisk.

Det er magisk. Så magisk at vi måske slet ikke oplever det. Men hvis vi lytter efter ordene, hører tonerne og ser lysene, så får vi måske også tillid til at give slip på det, der holder os fangen.

Grundtvig beskriver det som en ørken, der pludselig blomstrer: ”Blomstre som en rosengård, skal de øde vange”, og en helt ny salmedigter, Dy Plambeck, siger det lige så poetisk: ”Hold håbet op, hold det foran mig!”

Det er advent. Lysene gløder, varmen spreder sig, og vi holder håbet op for hinanden, fordi vi ikke selv formår at holde det oppe. Det er advent. Forventningen om at Gud kommer os i møde og forsoner sig med vores menneskelighed. Det er befrielsen. Det budskab var ikke set før, og er ikke set siden. Men det lever strålende her i adventstiden.

Advent er altså en forfest til jul. En lang en af slagsen. Tror pokker at så mange går kolde undervejs, når vi i festens hede glemmer, hvad vi fejrer. For så ender vi med selv at skulle holde håbet oppe og være både centrum og hovedperson. Det er modsætningen til advent. I advent søger vi ’ord for lys og lindring’, som en ny salme i Kirkesangbogen lyder. Guds ord åbner verdens tætsluttede låg, så vi får ny luft. Håbet kommer til os udefra, som Guds løfte til os.

Advent er farver, lys, toner og fremfor alt ordets tilstedekomst. Advent er budskabet om, at vi selv og verden er under forvandling. Fangenskab og ensomhed skal afløses af frihed og fællesskab. Det er det sandt magiske, som skal gøre adventstiden glædelig.

Rasmus Nøjgaard er sognepræst