Marie Høgh: Det er noget sludder, at kirken ikke kommer de sørgende hjerter i møde
Allehelgen er en af vores mest populære højtider, fordi den er vokset ud af folkets behov for at erindre, mindes og samles omkring evangeliets trøst, der ikke er smalsporet, men lyder til ethvert menneske med hjertet tungt af sorg, mener sognepræst Marie Høgh
Folk har alle dage haft oplevelser, hvor de har mærket en afdøds nærvær. Genkendt deres duft eller fornemmet, at de sad ovre i hjørnet af sofaen. Det er der sådan set ikke noget nyt i, engang turde man bare ikke sige det højt. Men det nye er den fjollede ide, at folkekirken skal udforme en særlig teologi for folk, der har erfaringer med døde. En dødsteologi, om man vil.
Hvad folk fornemmer, oplever, dufter (eller bilder sig ind), skal ingen præst gøre sig til dommer over. Aldrig i livet. Men ligefrem at påstå, at evangeliet, der aflaster os med verdens største kærlighedsbudskab om, at vore døde er i Guds hænder, skulle være for ”smalsporet” og ”unuanceret” til at komme ethvert sørgende hjerte i møde med, er simpelthen noget sludder. Gud ved, hvad man har tænkt sig, at skrive i sådan en dødsdogmatik. Hvis Gud overhovedet vil vide det.
For folkekirken har nemlig ikke ”skåret båndet over til de døde”, som sognepræst og religionshistoriker Liselotte Hornemann Kragh tidligere på efteråret påstod. Sådan en omgang vrøvl. Ja, man tør slet ikke tænke på, hvad hun har forkyndt eller rettere ikke forkyndt over de dødes kiste. (Ikke fordi det nødvendigvis har så store konsekvenser i folkekirken anno 2017.)
Men over hver eneste kiste lyder det, at vi af Guds store barmhjertighed er genfødt til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Genfødt ind i et mellemværende med Gud, som rækker udover døden. Kun på det håb kan vi leve vort liv – leve i håbet om, at vi skal ses igen. Og hvordan det foregår, og om man har hat på ved lejligheden eller kan dufte hinanden, er der ingen, der ved.
Men indtil det øjeblik kommer, skal vi ikke stå stille på de dødes grave, ”end ikke på Herrens”, som Grundtvig skriver. Nej, for døden skal ikke være vores store undskyldning, men vores store forpligtelse til at leve. Vi må ikke forputte os i en grav – bruge døden til at løbe fra sit liv og den konkrete forpligtelse i det liv, der blev dit – med alt det livet er.
For det kristne evangelium lyder over de døde, men til de levende, for at vi kan holde fast i det levende håb. I troen på at dér hvor vi ikke magter livet, der holder Gud os fast og magter os. Det er efterklangen af påskemorgenens budskab om opstandelsen, der forkynder Guds ja til menneskeliv, vi har mistet og savner. På det løfte får vi livsmod til at være i vores liv, fordi vi hører Guds ja til det almindelige menneskeliv i medgang og modgang, som et liv, der er værd at leve.
Og vores døde, hvad med dem? Ja, vi er i en konstant samtale med dem, ikke fordi de sidder henne i sofakrogen, når stjernerne står rigtigt på himlen, men som en samvittighedens stemme i os. Og det siges, at Søren Kierkegaard først begyndte sit teologistudium efter faderens død. Indtil da havde han vist været en lidt ugidelig slendrian, men nu kunne han ikke holde sin døde far hen med snak. For de døde siger ingenting, og ”om han i sin Sorg ville sidde lyttende. Han erfarer dog Intet, thi i Graven er der Stilhed”, skriver Kierkegaard.
Og vi skylder vores døde troskab og Gud tak for det liv, vi blev givet med dem, og det liv vi lever videre uden dem. Det liv skal vi tage på os. Det skylder vi nemlig både Gud og vores døde.
Men de døde har ikke noget fællesskab alene, kun et fællesskab både med levende og døde i Kristus, som vi forkynder til allehelgen. I ordets bedste betydning en af vores mest populære højtider, fordi den er vokset ud af folkets behov for at erindre, mindes og samles omkring evangeliets trøst, der ikke er smalsporet, men lyder til ethvert menneske med hjertet tungt af sorg.
For den eneste sande kristne trøst både for den levende og for den, der ligger i sin sidste nattevagt, er den trøst, Grundtvig forkynder for os: at Kristus skal sidde ved os på sengekanten i vor kæres skikkelse og tale med os om, hvor vi skal ses igen (Den Danske Salmebog nr. 538).
Marie Høgh er sognepræsti Lynge-Uggeløse