Ensomhed hersker i nutidens samfund

Vi er ikke autonome individer, som realiserer os selv gennem uafhængighed. Vi er snarere sociale væsner, som søger fællesskab. I et samfund, som er præget af fragmentering og ensomhed, er der meget at vinde for den, som formår at udnytte den længsel, skriver teolog og forfatter Joel Halldorf

TV-serien ”Leftovers” fra 2014 viser os et interessant spejlbillede. Her befinder vi os i en verden, som ligner vores egen, men med den forskel at fem procent af befolkningen er sporløst forsvundet i en såkaldt ”oprykning”. Der er ingen åbenbar forbindelse mellem dem, som er forsvundet.

Nogle var onde, andre gode; nogle gamle, andre spædbørn; nogle fattige, andre rige; nogle kristne, andre muslimer, buddhister eller ateister. Der forekommer ikke noget mønster, og således intet svar på, hvad der er sket eller hvorfor. En ud af 20 er bare væk, opløst i det tomme intet. Og for de efterladte findes ingen grav at gå til, intet svar at få og ingen løfter om, at det ikke kan ske igen.

Verden går videre, men er traumatiseret. Der er et hul midt i tilværelsen, og serien handler om dem, der er tilbage, de efterladte, og hvordan de forsøger at håndtere tomrummet.

Frihedens pris
I den meget omtalte bog ”Raseriets tidsalder” argumenterer den britisk-indiske forfatter Pankaj Mishra for, at noget lignende kan siges om Vesten. Der er et historisk traume midt i kulturen. En tomhed, der gør ondt, som vi ikke har fundet nogen god måde på at håndtere. Den voksende højrepopulisme og den islamistiske ekstremisme er begge symptomer på tomheden, et grundlæggende traume.

Det er en anderledes måde at skrive Vestens historie på. Vi er vant til at høre fortællinger om, at alle kurver peger opad: vækst, levestandard, levealder og så videre. Selvfølgelig er der en grad af sandhed heri: Det moderne Vesten er en historie om tekniske, økonomiske og humanistiske fremskridt.

Men der findes også andre sider af den brogede historie, og det er dem, Mishras fortælling koncentrerer sig om. Modernitetens indtræden var et traume. Etableringen af et industrielt og kapitalistisk vækstende samfund rykkede mennesker ud af traditionelle sammenhænge som lokale tilhørsforhold, kulturelle skikke og religiøse traditioner. Naturligvis kan den slags sammenhænge af og til opleves snævre og undertrykkende. Alligevel gav de mennesker et sted, en mening og en retning i livet. Nu står vi uden alt det. Slægtens omsorg er erstattet af et anonymt statsligt sikkerhedsnet. Muligheden for at forme vores eget liv blev til på bekostning af at miste vores rødder.

Mange af os foretrækker det moderne liv, om ikke andet så fordi det er det eneste, vi kender til. Men – og her må vi holde to tanker i hovedet samtidig – vi kan ikke fornægte at den moderne uafhængighed koster. Som Yuval Harari har formuleret det i sin bestseller ”Sapiens” fra 2011:

”Individets frigørelse har sin pris. Mange af os sørger nu over tabet af stærke familier og lokalsamfund, og føler os fremmedgjorte og truet af den magt, den upersonlige stat og markedet har over vore liv.”

Et jernbur
1700-tallets oplysningsentusiaster ønskede den nye ”vidunderlige” verden velkommen. Dét enkelte oplevede som rodløshed, så de som frihed og muligheder. Den moderne verdens helt er det selvstændige menneske, som drives af en stæk vilje og sund fornuft, realiserer sig selv og allerhelst ender som rigmand.

Andre protesterede. Filosoffen Jean Jacques Rousseau, født i Genève i 1712, sukkede over, hvordan konkurrencen forpestede fællesskabet i de oplyste saloner. Her ”er oprigtigt venskab, sand agtelse og fuldkommen tillid bandlyst fra menneskenes samkvem. Jalousi, mistænksomhed, frygt, kulde, forbehold, had og svindel ligger hele tiden under denne uniform” (Rousseau er citeret i Mishras "Raseriets tidsalder", oversat af Agnete Øye).

Og ser vi nærmere efter, opdager vi, at mange af den tids stormænd er splittede i deres syn på fremskridtet. Karl Marx snakker om fremmedgørelsen hos den moderne arbejderklasse. Friedrich Nietzsche sukker over det sjælløse sidste menneske. Freud diagnosticerer vores ubehag i kulturen. Den tyske sociolog Max Weber beskriver moderniteten som et jernbur.

Kraften i den antimoderne frustration bliver allertydeligst ved udbruddet af Første Verdenskrig. Krigen ønskes velkommen som en vej til ægthed og mandighed, en vej ud af en kunstig, bureaukratisk tilværelse præget af tristesse. Freud udtalte, at hele hans libido støttede Østrig-Ungarn, og Weber hyldede den ”fantastiske” krig. Mange drømte med Nietzsche om, at den virkelige mand igen skulle blive herre over forretningsmanden. 1900-tallets europæiske storkrige er ikke uheldige arbejdsulykker, tilfældige hak i udviklingskurven, parenteser vi hurtigt kan lægge bag os. De findes midt i den europæiske idéhistorie og henter sin næring fra det moderne traume.

Tryghed og tradition
I dag vokser nationalismen igen rundt omkring i verden. Ofte reduceres nationalisme til vrede mod indvandring og økonomisk utilfredshed. Men det er ikke nok til at forklare højrepopulismens tiltrækningskraft. At fortælle en brexit-tilhænger at Storbritannien faktisk tjener på EU, er at gå fejl af bolden. Højre-populismen handler ikke først og fremmest om penge. Derimod har den en eksistentiel klangbund. Den berører tabet af ting, som ikke kan måles i penge: tryghed, traditioner og oplevelsen af at høre til.

Kritikere overser ofte den dimension, også her i Skandinavien, til trods for at det kommer tydeligt frem, for eksempel hos det meget omtalte parti Sverigedemokraterne. Partiets slagord er ”Tryghed og tradition”, og politikerne benytter ofte eksistentielle termer som fællesskab, værdighed og respekt. Under sin tale til nationen på SVT i maj 2018 formåede partileder Jimmie Åkesson at bruge ordene ”sammenhæng”, ”tillid”, ”tryghed” og ”at føle sig hjemme” i løbet af talens første minut.

Populismen adresserer en dyb menneskelig længsel efter noget, hverken individualismen eller markedssamfundet kan tilbyde. I det svenske socialdemokratiske parti forsøgte man gennem 1900-tallet at møde længslen efter et tilhørsforhold med projektet ”folkhemmet” – velfærdsstaten som et hjem for hele folket (det er en vision for velfærdsstaten lanceret i 1928 af socialdemokrat og senere statsminister Per Albin Hansson. Samfundet skulle være som et hjem for hele folket, præget af gensidig forståelse og ligestilling). I dag, derimod, behandler de fleste partier vælgerne som individer, der bare ønsker sig flere valgmuligheder, flere rettigheder og lidt flere penge på lommen.

Men vi er ikke autonome individer, som realiserer os selv gennem uafhængighed. Vi er snarere sociale væsner, som søger fællesskab. Spørg hvilken som helst psykolog, sociolog, antropolog, evolutionsbiolog eller teolog. I et samfund, som er præget af fragmentering og ensomhed, er der meget at vinde for den, som formår at gribe længslen. Det har populismen indset, præcis som reklamefolkene: Her er årsagen til, at virksomheder knytter sine produkter til ”communities”, ”tribes” og fællesskaber af forskellig slags. Det mest kyniske eksempel er måske floraen af betting-tjenester, som vokser frem. Findes der en mere ensom aktivitet end netgambling? Alligevel fremstiller spilleselskaberne sig som landsbyer, hvor der bor mennesker med kærlighed til spillet og et nært fællesskab med hinanden.

Dagens politiske krampetrækninger kan ses som et resultat af den europæiske erfaring af, at moderniteten nu er blevet global. Dermed er aggressionen også blevet globaliseret, noget som har givet næring til alt fra islamistisk terror til højrepopulisme i hele verden.

Støddæmper
Hvad kan vi så gøre? Jo, vi kan lære af historien. For hvorfor undgik både Sverige, Norge og Danmark borgerkrig og store revolutioner i tiden omkring modernitetens gennembrud? Hvorfor klarede vi at undgå krig og gennemføre en fredelig unionsopløsning? Hvorfor førte en relativt svag økonomi ikke til bitterhed og folkelig frustration?

At det ikke endte i voldelige sammenstød, hverken indenlands eller mellem stater for de skandinaviske landes vedkommende, kan vi ifølge historikere i stor grad takke folkebevægelserne for. De fungerede som en slags støddæmper for moderniteten. Frikirkerne og vækkelsesbevægelserne formildede traumet.

Den, som flyttede fra landsbyen til den vrimlende storby, kunne finde fællesskab, sammenhæng og mening i en frikirkemenighed, fagforening eller afholdsforening. Det førmoderne enhedssamfund, med sognet som hjerte, blev erstattet af et foreningssamfund, hvor man valgte sine fællesskaber ved at træde ind i forskellige almennyttige organisationer. Individet blev ikke overladt til sig selv, men blev plantet om i det vitale civilsamfund, som voksede frem på den tid.

Ser vi det moderne Skandinavien fra den synsvinkel, er det indlysende, at kirker og foreninger ikke er et mærkeligt levn i en tid præget af sekularisering, men derimod nødvendige i moderniteten. I efterkrigstiden går folkebevægelserne imidlertid på tilbagetog. Ovenfra pressede staten dem tilbage ved selv at ekspandere, samtidig som grundlaget – medlemmerne – smuldrede i takt med en tiltagende fragmentering.

iGen
Svækkelsen af civilsamfundet er en tendens i hele Vesten. I begyndelsen af 1990'erne viste Robert Putnam, at deltagelsen i grundlæggende sociale aktiviteter var dalet drastisk i USA over de seneste 25 år. Antallet af familiemiddage dykkede med 43%, at have venner på besøg 35%, og tilstedeværelse på foreningsmøder var faldet med hele 58% (Robert Putnam "Bowling Alone"). I Skandinavien er foreningsliv en vigtig tradition, og generelt er det frivillige engagement fremdeles stærkt. Men politisk engagement og frivillighed aftager, ikke mindst blandt unge, samtidig som aktiviteter, der kræver regelmæssig indsats, er for nedadgående (David Thurfjell "Det gudlösa folket").

Desuden aftager virkelysten specielt indenfor visse grupper: unge mænd, personer med lav indtægt, voksne med kort eller ingen uddannelse, samt mennesker med udenlandsk baggrund. Det er bekymrende. En erfaring fra de senere års politiske udvikling er, at det ikke bare er de sammenlagte samfundstrends, der tæller, men også hvor delagtige forskellige grupper føler sig. Hvis en gruppe kommer til at hænge bagefter, får det følger for hele samfundet.

Effekten af smartphones er endnu ikke afdækket af forskningen. Men det er soleklart, at vi her står overfor et paradigmeskifte, når det gælder sociale handlinger. Teknologien kan føre os sammen, men når vi interagerer uden at kunne se hinanden i øjnene, stiger tonelejet i debatterne. Desuden bruger vi platformene til at sammenligne os med andre, såkaldt social sammenligning, en konkurrence der ender med at alle taber, og at selvfølelsen får hård medfart.

Professor Jean M. Twenge bemærker at ”iGen” (de der er født mellem 1995 og 2012) drikker mindre, slås mindre og oftere er hjemme – og har det betydeligt værre end ældre generationer. Kurverne for depressioner og selvmordsforsøg peger direkte opad efter 2011 – det var, da smartphones blev norm blandt amerikanske unge (Jean M. Twenge "Have Smartphones Destroyed a Generation?"). Også i Skandinavien er den skrantende psykiske sundhed blandt unge steget siden 2010. Og det var præcis i år 2012, at det generelle lykkeniveau begyndte at falde blandt personer under 30 år.

Alle mennesker deler selvfølgelig ikke erfaringen af social isolation og fremmedgørelse – der har altid eksisteret mennesker, som stortrives i moderniteten. Men der findes også mange tegn på, at det er et udbredt problem i Vesten, ja, at det til og med begynder at blive en global udfordring. Konsekvenserne er både eksistentielle og politiske: En følelse af at være sårbar eller fremmedgjort på det personlige plan.

Men når den såkaldte ”sociale kapital” forvitrer, fører det til, at mennesker også føler sig magtesløse og udleverede til politikeres indfald. Populismen er på mange måder en reaktion på dette. Et eksempel er, at Sverigedemokraterne har stået stærkt netop i de grupper, hvor civilsamfundsengagementet er svagt: blandt unge mænd i landsbyer og blandt ufaglærte.

Ved vejs ende. Hvor går vejen videre? Svaret er, at vi må opbygge mellemniveauet i samfundet, det vi ofte kalder civilsamfundet: familier, foreninger, nabolagsaktiviteter og menigheder. Den skandinaviske statsindividualisme er kommet til vejs ende, og grunden er, at den bygger på et fejlagtigt menneskesyn. Vi er dybest set ikke autonome individer. Vi får fysiske plager af ufrivillig ensomhed og dør uden berøring. Vi søger vores flok, relationer som omslutter og indkapsler os. Vi er fællesskabsvæsner – ikke isolerede individer, men mennesker. Og vi bliver til i fællesskab, i mødet med hinanden.

Teksten er et redigeret uddrag af bogen "Gud: Återkomsten" (Libris, 2018).