Debat

Provst: Er det på tide at hæve tærsklen til kirken?

Måske er vi nødt til at begynde at overveje, om barnedåb altid er det rigtige. Hvis et spædbarn døbes ud i den tomme luft, havde det måske været bedre at vente, skriver provst Eskil Simmelsgaard Dickmeiss. Foto: Kåre Odgaard Gade

At kalde sig kristen uden at gå i kirke svarer til, at en person, der ikke dyrker den mindste form for motion, hævder, at han er i fantastisk fysisk form, mener provst Eskil Simmelsgaard Dickmeiss

Folkekirken har brug for nye, gennemtænkte initiativer, der formår at sætte den kristne tro i spil på overraskende og relevante måder. Det er netop formålet med Kristeligt Dagblads konkurrence om Danmarks bedste kirkelige initiativ, der kører i øjeblikket.

Men måske er folkekirkens væsentligste udfordring ikke at tænke nyt. Udfordringen er at turde være mere tydelig om, hvad der er kirkens tro. Der er ikke brug for mere folkelighed i folkekirken, men mere kirkelighed. Tærsklen ind i kirkerummet skal ikke sænkes yderligere, men muligvis hæves lidt. Som folkekirke må vi gerne begynde at forvente lidt mere af hinanden som kristne.

Lad et kig ind i virkelighedens folkekirke illustrerer mit synspunkt. En præst har dåbssamtale. Barnets far har meldt sig ud af folkekirken, så det er kun moren, præsten skal tale med. Der er hældt kaffe op i kopperne, og snakken går. Hun fortæller uden at blinke, at hun ikke er kristen. Hun kan heller ikke sige, at hun tror på Gud.

”Men det kan da godt være, at der er mere mellem himmel og jord,” tilføjer hun. Hun smiler, som om hendes tilgang til sagen er den naturligste i verden. Præsten derimod er slået en hel del ud af kurs. Lettere forvirret spørger han: ”Men hvorfor ønsker du så at få dit barn døbt?” - ”Min dreng skal da ikke snydes for noget,” svarer hun.

Barnet bliver døbt den efterfølgende søndag i begyndelsen af højmessen, og alle er glade. Gudstjenesten fortsætter, og snakken går lystigt på de bænke, hvor dåbsfølget sidder. Ved nadveren vender nogle af dåbsgæsterne deres opmærksomhed mod gudstjenesten igen. ”Har du lyst til lidt brød og saftevand,” spørger et par mødre deres små poder på to-tre år. Og jo, det har de små da helt sikkert. Op til alteret med dem. Børnene bliver sat på knæfaldet, mens mødrene står bag dem og smiler. De ønsker ikke selv at være med. Men deres børn skal da ikke snydes for noget.

Jeg tror, de fleste præster og faste kirkegængere genkender ovenstående oplevelse og kampen med den stille fortvivlelse, når det kirkefremmede dåbsfølge erobrer højmessen. Vi vil så gerne være inkluderende og folkelige. Samtidig truer rummeligheden med at gøre folkekirken intetsigende som kristent trossamfund.

For hvem er det egentlig, der skal oplære barnet ”i den kristne tro og bede for det, for at det må blive i Kristus, ligesom det nu ved dåben er indpodet i ham?” som præsten siger til barnets forældre og faddere. Er det den far, der har meldt sig ud af folkekirken? Er det den mor, der slet ikke opfatter sig selv som kristen?

Måske er vi nødt til at begynde at overveje, om barnedåb altid er det rigtige. Hvis et spædbarn døbes ud i den tomme luft, havde det måske været bedre at vente? Når kirkefremmede forældre tænker, at nadver primært må være sjovt for to-tre-årige børn, så er vi vist kommet helt i mål med at signalere, at man ikke behøver at høre til ”de fromme” for at gå til alters. Ja, man kan overveje, om vi ikke har lavet et selvmål. Jeg er ikke selv afklaret om de her spørgsmål, men oplever det som påtrængende, at vi begynder at diskutere dem.

Der er mere end nogen sinde brug for basal oplæring i den kristne tro og praksis. Det handler om folkekirkens identitet og selvforståelse. Her forslår det ikke med en diffus følelse af, at der måske er mere mellem himmel og jord.

Tiden kalder på et opgør med den forestilling, at man da sagtens kan være kristen uden at gå i kirke. Nej, man kan ikke. At kalde sig kristen uden at gå i kirke svarer til, at en person, der ikke dyrker den mindste form for motion, hævder, at han er i fantastisk fysisk form. Det hænger ikke sammen. Der er ingen, der fødes som kristen. Det er noget, man i høj grad bliver ved at gå i kirke. Her henter troen næring. Af fællesskabet med Gud omkring ordet og sakramenterne, bøn og salmer.

Der er som sagt mange gode kandidater i spil til årets initiativpris. Men jeg håber, at prisen går til et lavmælt projekt, som løfter det for folkekirken helt essentielle og uundværlige: formidling af kristendommens trosverden og indøvelse i helt almindelig kirkegang søndag formiddag. Uden dikkedarer.

Eskil Simmelsgaard Dickmeiss er provst