Debat

Præst: Folkekirken er ikke rustet til at håndtere seksuelle overgreb

Hvor går man hen, hvis man har været udsat for et overgreb? Til politiet? Til Center for Voldtægtsofre? Der er ikke megen hjælp at hente hos kirken selv. Ingen steder kan man læse om, hvordan man skal forholde sig. Intet sted er der råd og vejledning, mener sognepræst Christian Roar. Foto: Leif Tuxen.

“Folkekirkens taktik har hidtil været at glæde sig over de få sager om seksuelle overgreb, den har haft kendskab til. Det er ikke særlig proaktivt og udtrykker næppe rettidig omhu i en Metoo-tid,” mener sognepræst Christian Roar

Der har været forbløffende få sager om seksuelle overgreb i folkekirken, hvis man tager kirkens størrelse i betragtning. Dette er ikke en selvfølge. I den katolske kirke er skeletterne nærmest væltet ud af skabet de seneste år.

Helt fri er folkekirken dog ikke gået. Roskilde Stift blev i 2016 ramt af en skandale. En præst havde forgrebet sig på en række unge og blev idømt ti års fængsel. Det gav anledning til selvransagelse i hele folkekirken, og sagen blev diskuteret vidt og bredt. Meget mere er der efterfølgende ikke gjort.

Kan det ske igen? Ja, det vil være naivt at tro andet.

Hvor stort er problemet?

Når præster og andre medarbejdere bliver ansat i folkekirken, skal der indhentes en børneattest. Det giver en vis sikkerhed mod overgreb, men er ikke nogen garanti.

Samtidig er det vigtigt at huske på, at seksuelle overgreb også kan ske mod voksne. Statistisk set vil der finde overgreb, upassende opførsel og seksuel chikane mod voksne sted i en folkekirke med tusindvis af ansatte og frivillige. Men der mangler viden på området. Problemets omfang trænger til at blive afdækket.

Metoo-bevægelsen har vist, at hvor der er magtstrukturer (og mænd), er sandsynligheden stor for, at denne magt bliver misbrugt til grænseoverskridende opførsel. I folkekirken er der mange magtstrukturer. Præsten er lokalt en autoritet, er velanset og svær at gå op imod. Det samme med en korleder, en organist eller en menighedsrådsformand.

Kirken signalerer, at problemet ikke eksisterer

Hvor går man hen, hvis man har været udsat for et overgreb? Til politiet? Til Center for Voldtægtsofre? Hvad hvis man er i tvivl om, at det, der er foregået, er upassende? Der er ikke megen hjælp at hente hos kirken selv. Ingen steder kan man læse om, hvordan man skal forholde sig. Intet sted er der råd og vejledning.

Dermed signalerer kirken, at problemet ikke eksisterer, og det er uheldigt. For det sender et signal indad til i kirken, som gør det endnu sværere at stå frem. Et modsat signal ville kirken sende, hvis der eksempelvis på folkekirken.dk tydligt stod, hvordan man skal forholde sig, hvis man har været udsat for noget upassende. Det ville sende et signal om, at i kirken tolererer vi ikke sådan noget.

Folkekirkens taktik har hidtil været at glæde sig over de få sager, den har haft kendskab til. Det er ikke særlig proaktivt og udtrykker næppe rettidig omhu i en Metoo-tid.

Den norske kirke kan inspirere den danske

Retter vi blikket mod nord til den norske kirke, er der en langt mere aktiv indsats. På kirkens hjemmeside står der tydeligt, at overgreb ikke tolereres, der er anvisninger til, hvor man kan få hjælp, og sognene instrueres i, hvordan den lokale kirke forebygger overgreb. I 1996 blev “Kirkelig Ressurssenter mot vold og seksuelle overgrep” startet i Norge. En selvstændig enhed, der sætter fokus på overgreb og krænkelser og tilbyder hjælp.

Folkekirken kunne med fordel lade sig inspirere af Norge og oprette en selvstændig enhed, der kan arbejde med forebyggelse, viden og ikke mindst vejledning til dem, der er fanget i kirkens magtstruktur og har været udsat for seksuelle krænkelser.

Der er også en sjælesørgerisk udfordring ved seksuelle overgreb. Når kirkens mænd og kvinder overskrider ens grænser, bliver også ens tro udfordret. Næstekærlighed, tilgivelse og tillid får en ny klang, og ens fundament slår revner. Kirken har en forpligtelse til at hjælpe ofrene. Både med at rapportere overgrebene og hele sårene. Også de trosmæssige.

Efter næsten 20 års ansættelse i folkekirken er det min bedste overbevisning, at skeletter ikke kommer til at vælte ud af skabet her. Jeg har aldrig hørt, at kirken har forsøgt at skjule overgreb. Men i A.P. Møllers hjemland er det passende netop nu at udvise rettidig omhu og gøre vores bedste for at anerkende de ofre, der er, men som vi ikke ser.

Christian Roar Pedersen er sognepræst i Hals og Hou, debattør og foredragsholder.