Folkekirken har glemt bønnen under coronakrisen

Bønnen har været fraværende i folkekirkens kommunikation under coronakrisen. Hvor blev opfordringen til bøn for nationen af? Det spørgsmål er det relevant at stille her et år inde i den værste samfundskrise siden anden verdenskrig, mener sognepræst Christian Roar Pedersen

I gamle dage blev der bygget klostre eller indført bods- og bededage, når det gik dårligt for landet. Kirken og folket henvendte sig helt naturligt til Gud. For dengang vidste man, at alt ikke er i menneskets magt. Under den nuværende krise: Tavshed. Har vi i dag opgivet troen på, at Gud kan og vil gribe ind?

Håb er ikke en strategi, skrev statsministeriets nuværende departementschef Barbara Bertelsen i foråret 2020 til de myndigheder, der forberedte Danmarks svar på coronatruslen. Fornuftigt nok. Der skal handles, der hvor vi kan, og kristendommen forbyder os ikke at bruge vores hjerne.

Men håb burde være en strategi for folkekirken. Fastetiden, som vi går ind i nu, er en oplagt mulighed til at genopdage håbet og bønnen. Det er tid til åndelig selvransagelse.

Bøn forudsætter ydmyghed. Den forudsætter, at vi tør træde et skridt tilbage og give plads til Gud. At vi tør bede om, at Guds vilje sker. Ikke vores egen vilje, men Guds. Vi lægger vores fremtid i Guds hænder i tiltro til, at Han nok skal klæde os på til det, vi skal møde.

Af ydmygheden følger, at bønnen aldrig kan blive en liste med ønsker, vi vil have opfyldt.

Bøn er en lovsang med tak til Gud i medgang og et råb med klage i modgang. Salmernes Bog i Det Gamle Testamente kan tjene som inspirationskilde for os.

“Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”

Sådan lyder Salme 22, som Jesus citerer i et råb på korset. Bøn er at råbe til Gud, der hvor vi føler os mest forladte. Gud er de gudsforladtes Gud. Salme 22 slutter med en lovprisning af Gud, der griber ind og hører bønnen.

Når vi er færdige med at råbe, kan vi passende holde mund.

“Stilheden er en moder, der føder mange børn,” sagde den finsk-ortodokse metropolit Johannes til mig, da jeg interviewede ham for år tilbage. Han har ret. Stilheden kan noget. Gud taler til os i stilheden og peger på håbet for os. I stilheden åbenbarer nye veje og meninger sig for os.

Spørgsmålet til os moderne, udstillingsparate mennesker er, om vi tør falde på knæ, folde vores hænder og underkaste os noget andet og mere end techgiganternes fortryllende algoritmer på sociale medier.

Coronaen har lært os, at det ikke er alt, vi kan styre. Ydmygheden burde ligge snublende nær. Alligevel ser vi en tendens til, at vores håb rettes mod sundhedsmyndighederne og mod, at moder Mette på Christiansborg gør det rette. Troen på menneskets magt er intakt, og så har Fadervor svære vilkår.

Den gamle ursynd, hvor mennesket vil være Gud, stikker hovedet frem. Påsken fortæller den modsatte historie: Gud blev menneske. Det kan vi passende tygge drøv på fasten igennem frem mod den glædelige opstandelse påskedag.

Folkekirken har fejlet ved ikke at tale højt om Gud ind i den aktuelle krise. I stedet har vi overladt det åndelige lederskab til psykologiprofessor Svend Brinkmann, givet Danmarks Radio ansvaret for fællessangen og ladet sundhedsmyndighederne bestemme, om kirkedøren skal være åben.

Der er ingen ateister i et styrtende fly, lyder en gammel talemåde. Danmark og verden synes i frit fald under coronakrisen, det er på tide, vi begynder at bede. For både Gud og folket vil lytte til ordene.