Debatinterview

Efter DR-kritik af Indre Mission: Man kan ikke lære noget om syrienskrigere ved at se på missionske unge

Nanna er klar til at give sit liv for troen, når hun skal til Mellemøsten og smugle bibler ulovligt. Peter missionerer i Vejles natteliv og drømmer om kaffe og smøger, når han kommer i himlen. Foto: DR.

Syrienskrigere er en sikkerhedstrussel. Du finder ikke en eneste af de unge fra Indre Mission, der vil være i nærheden af at være en sikkerhedstrussel for vores land, mener Robert Bladt, der er forstander på Indre Missions Højskole

”Hvis der står en med en pistol foran mit hoved, så håber jeg virkelig, at jeg er klar til at ofre alt,” siger en af de unge kristne i DR 3’s nye dokumentarserie ”Jesus Unge Soldater,” som havde premiere i går. Serien følger fire unge danskere, der alle har det tilfælles, at de er unge kristne og tilknyttet Indre Mission. I seriens pressemeddelelse kædes de unge kristne sammen med syrienskæmpere og muslimske ekstremister, og DR skriver videre, at serien kan være med til at ”føre debatten om radikalisering i Danmark på et mere oplyst grundlag.”

Robert Bladt, der er forstander på Børkop Højskole, som drives af Indre Mission, møder dagligt unge kristne med samme værdier og tro som de fire, der bliver fulgt i ”Jesus unge soldater,” og han mener, at man overhovedet ikke kan sammenligne radikaliserede unge muslimer med unge tilknyttet Indre Mission.

Er Indre Mission et sted, der skaber radikaliserede unge kristne?

”Nej. Jeg har ingen andre steder set så kraftig en understregning af, at man skal kunne sætte sig ind i andres tanker og handlinger som i Indre Mission. Det er det modsatte af radikalisering.

De unge kristne er en minoritet, så derfor skal de hele tiden forholde sig til folk med andre værdier. Pressemeddelelsen fra DR er et godt eksempel, idet de skriver, at det er uforståeligt, at flere melder sig ind i Indre Mission. Hvorfor er det uforståeligt? Det er fordomsfuldt og ikke rummeligt at skrive sådan. Det er et udtryk for manglende evne til at sætte sig ind i andres valg og værdier.”

Hvad vil du mene er kendetegnende for et religiøst menneske, der er radikaliseret?

”At målet helliger midlerne. Hvis man ikke kan sætte spørgsmålstegn ved sin egen handlemåde, er det et tegn på radikalisering. Radikalisering handler også om synet på andre mennesker, som hvis man for eksempel gør andre mennesker til dæmoniske modstandere, der på ingen måde kan siges noget godt om.

Der findes religiøs radikalisering, og det findes i både kristne og muslimske miljøer, men det findes også i ikke-religiøse fællesskaber. Der kan være en tone af det i gamle fagfællesskaber. Det er stærkt i sportsfællesskaber, fordi de dæmoniserer andre fællesskaber. Det findes også i politiske fællesskaber. Vi skal reagere, når vi møder radikaliserende unge, men radikalisering er ikke et kendetegn ved Indre Missions unge. Ligesom det heller ikke generelt er et kendetegn for muslimske unge.”

Noget af det, som kendetegner radikaliserede miljøer, er parallelsamfund, indoktrinering og æreskonflikter. Er det elementer, du kan genkende blandt de unge i Indre Mission, måske bare i mindre skala?

”I den senere tid har der været meget fokus på det gruppepres, der kan ligge i et religiøst miljø. I DR 3-serien fornemmer man, at der er meget fokus på etikken: Man må ikke have sex eller drikke sig fuld. Der er sociale normer i fællesskaberne, men det er der jo i alle fællesskaber. Et ungdomsfællesskab som Indre Missions Unge har nogle etiske normer, som er anderledes end majoriteten.

Der er også socialt pres i majoriteten, som her er repræsenteret af folkene bag programmet. For majoriteten kan det være svært at forholde sig til sine egne forudsætninger.

Det bliver dobbeltmoralsk, når man ikke forholder sig til sine egne normer som eksempelvis alkoholkultur, drikkelege og nøgenhedskultur, men kritiserer andre måder at leve på.”

Men det er vel ikke en undskyldning, at der er problemer med gruppepres andre steder?

”Man skal altid give plads til dem, der mener noget andet, og der er altid farer, når man har et fællesskab. Det er ikke, fordi jeg ikke kan genkende nogen af de her ting fra min egen kirkelige baggrund, men der skal være proportioner i det. Man skal arbejde med problemerne der, hvor de er størst.

Syrienskrigere er en sikkerhedstrussel. Du finder ikke en eneste af de unge fra Indre Mission, der vil være i nærheden af at være en sikkerhedstrussel i vores land.”

Mener du slet ikke, at et fokus på unge kristne i Indre Mission kan hjælpe os til at forstå muslimske ekstremister?

”Jeg mener ikke, at ekstremismen er knyttet til troen. Man kan godt, hvis man tager sin egen tro alvorligt, gå i dialog med andre. Jeg tror, at baggrunden for frygten for islam og muslimer er, at man ikke længere er i stand til at forholde sig til tro. Man har mistet sin egen trospraksis og den kristne kulturarv.

En sådan serie som ’Jesus Unge Soldater’ kan måske åbne op for at se nogle ting, men ekstremisme knytter sig til idealisme. Der er ikke nogen direkte vej fra unge kristne i Indre Mission til syrienskrigere, og derfor kan man ikke lære noget om det ene ved at se på det andet.”

Du siger, at de unge med tilknytning til Indre Mission ikke er en trussel i Danmark, men hvad er forskellen på at ville ofre sit liv ved at rejse til Syrien for at kæmpe for sine overbevisninger og så på at rejse til Mellemøsten for ulovligt at uddele bibler, som to af de kristne i serien gør?

”Der er en kæmpe forskel på at tage andres menneskers liv i kampen for en stat og så give andre mennesker mulighed for at læse en god bog. Det, der forener dem, er, at de er villige til at give deres liv. Jeg mener faktisk, at der er for lidt af den slags i dag. Det der med, at jeg er villig til at ofre mit liv for noget, der er så værdifuldt. Tænk, hvis der ikke var noget at give sit liv for, så ville undertrykkelsen kunne blive ved med at finde sted, hvis der ikke var nogen, der ville rejse sig og kæmpe for, at man kan tænke og tale frit.

Nanna Dideriksen på 25 år er en af hovedpersonerne i en ny miniserie af dokumentarer om unge mennesker fra Indre Missions Ungdom. Foto: Lisa Borchert/DR