Isolation og restriktioner kan bringe os begrænsningens velsignelse

Restriktioner er begrænsninger, og begrænsninger bryder de færreste af os sig om. Vi lever jo i et frit land, siger vi normalt, og med det kommer en oplevelse af, at vi inden for lovens rammer har vidde udfoldelsesmuligheder. Hvad er livet og tilværelsen, når disse tages fra os? spørger Thomas Frovin i dette debatindlæg

Det var vore bedsteforældre, der levede igennem besættelsens år med restriktioner og utryghed. Før dem ved vi, at tilværelsen bød på lunefulde tilfælde af ulykker, at døden kunne komme mere raskt end nu, og at det daglige brød var noget, der på en anden måde skulle kæmpes for end nu. Nok er denne bevidsthed om vilkårenes foranderlighed os bevidste, men vi kender dem dårligt selv.

Det, begrænsninger tilbyder os, er en lejlighed til at finde en ny taknemmelighed og en ny opmærksomhed frem. I en tid, hvor vi ikke må samles og mødes frit, da kan vi genfinde en ny taknemmelighed over de mennesker, der er i vores boble. I en tid, hvor vi ikke kan rejse frit, da kan vi genfinde en ny taknemmelighed over det sted, vi er, og de steder, der er indenfor rækkevidde.

Men dette kræver et indre arbejde, som igen kræver kræfter. Og kræfterne oplever mange af os nok nu siver bort mellem fingrene. Pandemien udmatter vores evne til omstillingsparathed, og den udmatter vores håb.

Før os har adskillige mennesker været begrænset, men fundet en indre rigdom frem. Kongedatteren Leonora Christina skrev ”Jammersminde”, mens hun var fængslet i Blåtårn; middelalder-mystikeren Johannes af Korset skrev om sjælens mørke nat på baggrund af lidelse, indespærring og frygt. Julian af Norwich modtog sine besynderlige og stærke visioner, mens hun var fysisk syg. Fælles for disse tre – og andre – var, at de tillod sig at være til stede med det, der var. At de ventede på begrænsningens velsignelse.

”Velsignelse” er et voldsomt, ja endda provokerende ord at bruge. Det opleves ikke som en velsignelse at være begrænset. Jeg tror da heller ikke, at man skal lyve over for sig selv og ikke vedstå, at tiden, vi lever i, er hård. Men hvis der findes lysglimt i mørket, så kræver det jo, at vi forbliver der lidt, og lader vores opmærksomhed fange det nære.

Måske den så kommer til os, den nye taknemmelighed. Måske en gammel taknemmelighed vender tilbage. Måske vi finder kræfter til at gribe de muligheder, der – trods begrænsninger – endnu er at finde.

Måske vi, som Leonora, Julian og Johannes, opdager, at selv i det, der kan opleves som endnu en tid, der stjæler alt det fra os, som giver livet kulør, der er Gud til stede. Fortællingen om Jesus Kristus afslører, at Gud tør være til stede i mørket, om end det er det fysiske mørke, der kommer til os, eller det sjælelige mørke, der indhyller os i modløshed.

Og da sker der, at mørket ikke længere er mørke. Det sorte, tunge fløjl flænges af det lys, som Gud vil tænde. Det er mærkeligt, at det er sådan. Men vi opdager det bedst, hvis vi bliver der lidt.