Debat

Katolik: Man kan ikke måle og veje erfaringen af skønhed

Ligesom man ikke kan måle og veje skønhedserfaringen, må mennesket også bestå af noget, der ikke kan måles og vejes. En åndsevne af en art, skriver studerende Elisabeth Hartman Evald. Foto: Privatfoto.

Her midt i fremskridtsrusen må vi passe på ikke at glemme skønhedens sprog. Det er nemlig noget af det eneste evige, vi ejer, mener katolik Elisabeth Hartman Evald

De seneste par hundrede år har budt på ikke så få teknologiske landvindinger på vores klode. Vi kan i dag kommunikere uden mærkbar forsinkelse med mennesker fra fjerne egne, og levestandarden er højnet gevaldigt: Vi spiser frisk mad fra vores køleskabe og kender til kroppens mikroskopiske detaljer, så vi kan kurere sygdomme, som førhen var dødelige. Fremskridtet er en realitet, og verden af i dag er radikalt anderledes end verden anno 1800.

På trods af internetforbindelser, køleskabe og lægevidenskab føles det dog formodentlig ikke vældig anderledes at være menneske nu, end det gjorde for 3000 år siden. Alle dage har mennesker forelsket sig inderligt, frydet sig over livet og grublet over døden. Alle dage har storslåede landskaber, prægtige bygninger og smuk musik tryllebundet vores artsfæller på en måde, som end ikke det mest imponerende køleskab kan hamle op med.

Netop erfaringen af, at noget er skønt, synes altså at have været et kendemærke for vores art op gennem tiderne – ligesom den undren, som erfaringen bestandigt føder. Filosoffer har i årtusinder spekuleret over, hvorfor vi standser op i det storslåede landskab, når dyrene omkring os virker til at være upåvirkede af dets skønhed. Og hvorfor at vi, selvom skønhedserfaringen er så almengyldig og normal for os, alligevel har umådelig svært ved at beskrive, hvor unik og unormal den faktisk føles. Det er ganske enkelt, som om erfaringen ikke fuldt ud kan rummes af det sprog, vi ellers benytter til at omtale for eksempel internettet, køleskabene og lægevidenskaben.

På tværs af tid og rum har tænkere derfor ofte pointeret, at den eneste måde, hvorpå vi faktisk kan forklare skønhedserfaringen, er, at mennesket må være i besiddelse af en evne, som går ud over de kategorier, vi beskriver vores teknologiske fremskridt med. Ligesom man ikke kan måle og veje skønhedserfaringen, må mennesket også bestå af noget, der ikke kan måles og vejes. En åndsevne af en art. Noget, der på uforklarlig vis er i forbindelse med noget, det er svært at sætte ord på. Gud, måske.

Spøjst nok opstår skønheden typisk, når det, vi faktisk kan måle og veje, antager en bestemt form – og i middelalderen konkluderede mange tænkere, at dén form altid virker til at være præget af en særlig klarhed og af særlige proportioner: Når solsikkens blade er klare og gule i farven, og når det gyldne snits proportioner strukturerer frøene i dens midte, ja, så er solsikken skøn. Markant skønnere, end når den er visnet og har mistet både farve og proportion.

Det er også årsagen til, at man på tværs af tid og rum så ofte har udformet bygningsværker efter idealer om klarhed og proportion. I for eksempel de gotiske katedraler stråler de glasvinduer, som nærmest udgør dens vægge, med en betagende farvet klarhed, imens selve bygningen er udformet efter nøje udvalgte proportioner. Et bud på skønhed anno 1150.

Disse ældgamle bygninger appellerer formentlig ligeså meget til os i dag, som de appellerede til mennesket, der levede for hundreder af år siden. De taler nemlig et andet sprog end det, som kan beskrive for eksempel teknologien og alt det, der kan måles og vejes. Et åndeligt sprog. Et sprog, som er fuldstændig uafhængigt af eventuelle teknologiske fremskridt, og et sprog, som mennesket til alle tider har talt. Bygningerne er tidløse i ordets egentlige forstand.

Her midt i fremskridtsrusen må vi passe på ikke at glemme det sprog. Det er nemlig noget af det eneste evige, vi ejer.

Elisabeth Hartman Evald er katolik, bachelor i kunsthistorie og bachelor i teologi. Hun arbejder som freelancer og har blandt andet sin egen podcast om skønhed ved navn "Stemmer fra Apsis".