Konfirmation

Konfirmationstale: Der er én, som altid tror på dig

Foto: Christian Roar Pedersen.

Uanset, hvad du gør, eller hvad andre gør mod dig, så forlader han dig aldrig. Han er altid med dig, for han har bundet sit liv til dit, og hans liv er evigt, siger sognepræst Lars Gustav Lindhardt i dag i sin sidste tale til sine konfirmander

Ja, jeg ved godt, at lignelsen om de betroede talenter, som vi netop har læst, slutter noget mørkt, og netop på en glædens dag i dag kan det virke mærkeligt, at vi skal høre den, men jeg har valgt den af en god grund. Det er en hård lignelse, ja, men det er også en god lignelse, for den fortæller noget vigtigt om livet. Den opsummerer på en fin måde meget af det, jeg har forsøgt at lære jer de sidste ni måneder.

I øvrigt: Tak! Tak for de ni måneder, der er gået. Jeg har holdt af dem, og jeg kommer til at savne jer. Jeg ved, at de har føltes længere for jer end for mig.

Og nu vi er i gang: Tillykke med, at de ni måneder er overstået. Tillykke også med i dag. Først og fremmest: Tillykke med alle de dage, der ligger foran jer.

I dag er min sidste dag som jeres konfirmationspræst. Jeg har forsøgt at lære jer lidt om, hvad det vil sige at være kristen, og hvad det betyder for vores liv, om hvad det vil sige at tro, hvilke gaver og opgaver, der ligger i at se os selv som Guds børn. Jeg har prøvet at lære jer, at kristendom handler om at finde mening, om at leve et meningsfuldt liv. Ikke et rart liv eller et let liv eller et problemfrit liv. Et meningsfuldt liv.

Det er derfor, jeg valgte at læse lignelsen om de betroede talenter for jer, for den handler i mine øjne om det samme.

Lad mig starte med det åbenlyse: Fortællingen handler ikke om penge. Jesus er ikke en finansrådgiver.

Fortællingen handler heller ikke om talenter i den moderne forstand, tror jeg. Det kunne man godt tro, for igennem jeres liv vil I få at vide, at I skal forfølge jeres talenter, gøre, hvad I er gode til, og det er gode råd. Dem bliver I glade for at følge. Men det er ikke nok. Jeg tror, at det meningsfulde liv handler om noget andet og dybere, og det gælder også for Jesu lignelse om de betroede talenter.

Giv til andre

Den handler om noget særligt, om det, som vi ikke kan give til os selv, men som vi finder, når vi deler det ud til andre. Det, som vokser, når vi giver det fra os, og andre tager imod det. Det, som vi mister, når det afvises af andre, eller når vi forsøger at holde det for os selv. Det, der fylder vores liv med mening.

Vi kan sagtens overleve uden det. Hvis vi ikke har det, så kan vi stadig trække vejret og gå på arbejde og komme igennem dagene. Alligevel er det det vigtigste i vores liv, for det giver os grund til at leve. Uden det har vi ikke grund til at stå op om morgenen, uden det er vores arbejde og vores bedrifter og vores anstrengelser tomme. Det er det, som giver vores liv mening.

Det, jeg snakker om, har mange navne, for det har mange former, og vi mærker det på mange måder. Det gør jeg i hvert fald.

Det er det, der viser sig, når jeg stoler på, at jeg kan gøre det, jeg skal, og når jeg har tillid til, at mine medmennesker vil mig det godt. Det viser sig i taknemmeligheden over alt det, som andre har givet mig: Deres tid, deres nærvær, deres varme.

Ja, det viser sig i taknemmeligheden over overhovedet at være i live, min taknemmelighed for hver eneste nye dag. Det gør mig i stand til at udholde og stå fast, selvom det føles som om, at verden falder sammen omkring mig, at ingen forstår mig, og at jeg er helt alene. Jeg finder det i det mod, som gør, at jeg tør gøre det, der er svært, tør springe ud i noget nyt, selvom jeg ikke ved, hvordan det ender.

Jeg mærker det, når jeg gribes af ønsket om at gøre det bedste for en anden, når jeg bliver fuld af omsorg og medfølelse, når mit liv bindes sammen med en andens.

Og så finder jeg i allerhøjeste grad også det særlige, som jeg snakker om, hver eneste gang, en anden stoler på mig, er taknemmelig for mig, holder med mig og holder mig ud, er modig for min skyld, viser mig omsorg og føler med mig.

Tro, håb, kærlighed og Ånd giver mening

Ja, det, der giver mig grund til at stå op om morgenen, det, der fylder mit liv med mening, det viser sig på mange måder, det har mange navne. Apostlen Paulus gav det tre: Tro, håb og kærlighed.

Jeg har et enkelt navn for det: Ånd.

Tro, håb og kærlighed. Ånd. Det er det, som vokser, når jeg giver det fra mig, og andre tager imod det. Når jeg stoler på andre, når jeg giver andre grund til at være taknemmelige, når jeg udholder livets modgang sammen med dem og er modig for deres skyld, når jeg ønsker dem det allerbedste, og de tager imod det og gengælder det på den bedste måde, de kan, så får jeg mere af alt det, jeg giver. Så vokser min tro, mit håb, min kærlighed. Så bliver jeg stærkere i Ånden.

Det ved jeg, for det har jeg prøvet. Rigtigt mange gange. Det har I også, det ved jeg. I ved, hvordan det føles, når livet bliver højere og større, og alting giver mening. For det er jo det, som Ånd, tro, håb og kærlighed er: Mening. Det er ikke altid lige let. Det gør ondt at elske, det er hårdt at tro, det er svært at håbe, men det giver mening.

Jeg har også prøvet, at det blev afvist. Jeg har prøvet, at min tillid blev svigtet, at mine gaver blev mødt med utaknemmelighed, at min udholdenhed og mit mod blev mødt med hån og vrede, at min kærlighed blev gengældt med ligegyldighed.

Det har I nok også prøvet: At jeres tro blev til mistro, at jeres håb blev til håbløshed, og jeres kærlighed blev til tomhed. At jeres liv blev åndløse, meningsløse. Måske har I endda prøvet at gøre dette mod andre og efterlade dem med mistro, håbløshed og tomhed. Det har jeg, og det fortryder jeg, for det er noget af det værste, vi kan gøre mod hinanden.

Når andre har taget troen, håbet og kærligheden fra mig, så har jeg opdaget noget forfærdeligt: Jeg kan ikke give dem til mig selv. Tro mig, jeg har prøvet, men den eneste måde, jeg kan finde mening, er ved at give mening til andre og få mening givet af dem. Den eneste måde, jeg kan finde tro, er at tro på andre og mærke deres tro på mig. Den eneste måde, jeg kan få håb, er at håbe for andre og mærke deres håb for mig. Den eneste måde, jeg kan elske, er at elske og blive elsket tilbage.

Hvis jeg ikke allerede har det, så er jeg nødt til at få det fra andre. Hvis jeg først sidder alene nede i hullet, hvor der er sort og koldt, så kan jeg ikke selv kravle op. Jeg har brug for, at nogen rækker mig en hånd.

Det har gjort mig bange. Det har givet mig lyst til at holde på det, jeg har. Holde fast på den tillid og taknemmelighed, jeg går med, og kun give den til min nærmeste, begrænse min udholdenhed og mit mod til det jeg kan regne med, holde igen med min kærlighed og kun dele den med dem, der har fortjent den, kun dele mig selv med en udvalgt skare. Alt sammen for at sikre, at jeg ikke mister den mening, som jeg trods alt har.

Jeg har forsøgt at skærme mig selv på den måde mange gange. Jeg kan ikke anbefale det. For hver gang, jeg har lukket mig af for verden og holdt mig for mig selv, gravet min Ånd ned, så er der sket det samme: Meningen er visnet mellem hænderne på mig.

Selvfølgelig er den det, for det er jo sådan med Ånden, at den kun viser sig for dem, der modtager den og deler den. Vi skal råbe troen ud, svæve højt med håbet og lade kærligheden blusse stærkt i os, for ellers forlader de os.

Husk, at gå i kirken en gang imellem

Men hvad gør vi så, når vi har mistet vores mening? Når andre har taget den fra mig, eller jeg har kvalt den i et misforstået forsøg på at holde den fast?

Jeg går i kirke. Jeg går i kirke for at høre den samme fortælling, der fortælles hver eneste søndag på mange forskellige måder: Der er én, som tror på dig, tror på, at du kan det, du skal, tror på, at du er et bedre menneske, end du tror, du er, og han håber det bedste for dig.

Han elsker dig. Uendeligt og ubetinget.

Uanset, hvad du gør, eller hvad andre gør mod dig, så forlader han dig aldrig. Han er altid med dig, for han har bundet sit liv til dit, og hans liv er evigt.

Det er også mit råd til jer: Gå i kirke. Ikke hver søndag. Der er ingen grund til at overrende stedet. Men kom en gang imellem. Kom, når der er noget at fejre som i dag. Kom en gang imellem, når der ikke er noget at fejre, så I bliver mindet om det, der altid er værd at huske. Kom især, når livet er mørkt og koldt og ensomt. Kom herind, når der er for lidt Ånd i jeres tilværelse, og bliv mindet om, at Han, der altid tror, håber og elsker, vil dele sin Ånd med jer, så I har noget at give videre til andre.

Amen!

Lars Gustav Lindhardt er sognepræst på Frederiksberg. Ovenstående tale blev holdt i lørdags og søndags i Frederiksberg Kirke og igen i dag i Frederiksberg Slotskirke.