Konfirmationstale: Tag ud i verden og tjen din næste

I får måske ingen medaljer, for det gode I gør, men det virker i verden, når I kæmper for fred, retfærdighed og frihed. Vi er alle sendt ud for at tjene vores næste. Kristendom.dk bringer her præst Laura Cæcilie Jessens konfirmationstale til sine konfirmander

Kære konfirmander

I bliver nok nu og da spurgt om, hvad I vil være, når I bliver voksne. Eller også tænker I selv over det, når I er alene – og måske er det nogle tanker, man både kan blive spændt og ængstelig over. Hvad skal jeg egentligt blive til?

Siden vi mødte hinanden første gang i efteråret, er der sket en hel masse med jer – og sådan noget med at vokse og blive næsten voksne skal I nok høre en masse taler om senere i dag – men alligevel: I var næsten stadig små sjetteklasser, da jeg mødte jer, og nu er I næsten ottendeklasser. Og det fortsætter: I vil vokse og vokse og blive til alt muligt – der er meget liv i vente.

Men faktisk handler dagen i dag ikke om, hvad I engang skal blive. Det handler om, hvad I allerede er.

I er allerede Guds børn

For I blev engang døbt – hver og en blev I holdt ind over en døbefont som små spædbørn – nogen bar jer ind i kirken, fordi de fornemmede, at her var noget vigtigt at komme efter. Måske fornemmede de også, at et barn, et lille menneske, kan vi ikke tage os af alene – vi har brug for hjælp. Og derfor blev I altså, da jeres forældre eller gudforældre sagde ja, indsat i Guds kærlighed i dåben.

I fik korstegn for panden og for brystet – ja, I blev sådan set kristne den dag, det er det, der skal til – en trosbekendelse og noget vand – og det er derfor, vi er her i dag. Fordi I allerede er døbt – fordi I allerede er Guds børn og i dag siger ja – ja tak – til fortsat at være det.

I er allerede salt og lys i verden

Og det er også det, vi hører om, når Jesus taler om jordens salt og verdens lys – han siger ikke, at I en dag, når I er store nok og kloge nok og selvsikre nok og hellige nok, skal blive jordens salt og verdens lys. Jesus siger, at I er jordens salt og verdens lys – at I er det allerede.

Det må betyde to ting: Dels kan I hvile i, at I får at vide, hvad I allerede er – dels må I begynde at tænke over, hvad det så vil sige at være salt og lys. Vi hører om, hvad vi er – og vi hører om, hvordan vi skal være det, vi allerede er.

At tænke over det har vi allerede taget hul på sammen – det er det, konfirmationsundervisningen går ud på. Vi talte om saltet og lyset for nogle måneder siden, da I fik udleveret en skål salt og et tændt stearinlys – og så blev I sat til at finde på alt, man kunne sige om det – om lys og om salt. Men I vidste ikke dengang, at tricket var, at I kom til at fortælle noget om jer selv – om jeres identitet som døbte og som kristne.

Hvordan er I salt?

I kom hurtigt frem til, at salt kan bruges til, når mad skal gemmes – til at konservere med. Vi kender saltede sild og den salte smag i bacon – saltet sikrer, at det friske kød ikke går i forrådnelse, men holder sig, så vi ikke skal sulte.

Og det er også sådan, I er en slags salt: I er med til at konservere menneskelivet i verden, så det ikke rådner. I er et værn mod den råddenskab, der kan snige sig ind, når nogen begynder at hviske om, at der vist alligevel er mennesker, der kan undværes eller er mindre værd end os selv. I er salt drysset ud fra den Gud, der vil opretholde – konservere – livet.

Og salt giver smag, sagde I. Der skal ikke særligt meget til, bare en knivspids, så smager kødet og kartoflerne og brødet af lidt mere – det kommer ikke til at smage af salt, det er nærmest som om, det smager mere af sig selv – kartoflen bliver lidt mere kartoffel af en smule salt.

Og sådan er I også en slags salt: Selv om I hver for sig bare er en lille person, så kan I med jeres tilstedeværelse og jeres handlen være med til at hjælpe andre mennesker med at kunne være sig selv – at give dem plads til at være mennesker. Hvis I vil virke som salt, så se også de andre som Guds elskede børn – for det er, hvad de er, selv hvis de ikke ved det.

Og salt har det med at blive usynligt, når det opløser sig i vand – men ingen er i tvivl, når de smager på vandet, om at det er virkeligt saltvand. Og sådan er I også en slags salt: Måske ser ingen det gode, I gør. Måske får I ingen medaljer eller bliver kendte for det – men det virker i verden, når I kæmper for fred og retfærdighed og frihed, så ingen er i tvivl om, at noget er sket.

Det er det, vi mener, når vi siger, at Guds rige er kommet nær – vi er alle sammen sat i arbejde, sendt ud, for med Helligåndens kraft og mod at tjene vores næste. Ikke længere ud på en gård at tjene hos en bonde – men ud i verden og tjene din næste.

Hvordan er I lys?

Hvad vil det så sige at være verdens lys? Det lyder umiddelbart som en tung og svær opgave – som om vi skal frembringe vores lys selv, skinne rigtigt flot, indtil vi har brugt alle vores kræfter op.

Men I skal ikke skinne af jer selv – I skal nærmere tage på jer at være en slags reflekser. Der er et lys, der skinner på jer – livets lys og opstandelsens lys – nådens lys. Det skal I lade skinne på andre, som det har skinnet på jer – elsk andre, ligesom I har hørt, at Gud elsker jer. Tilgiv andre, ligesom I har hørt, at Gud tilgiver jer. Vær lys, ligesom lyset skinner på jer.

Da vi var samlet forrige onsdag, hørte vi de her ord fra et af brevene i Bibelen: ”Mine kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive.” Hvis I kun skulle tage én ting med jer herudfra i dag, håber jeg, det er det: At I allerede er noget – Guds elskede børn, modtaget i dåben, jordens lys og verdens salt – og hvad I så skal blive, det skal nok vise sig.

Kære konfirmander. Tak for de sidste otte måneders vandring sammen – tak for, at I gik med og delte jeres tanker om troen og livet med mig og med hinanden. Og tillykke med, at I står her i dag – tillykke med, at I siger ja tak til dåbens gave og opgave – at være jordens lys og salt.

Om lidt begynder hverdagen igen, men jeg håber, at I vil føle jer en lillebitte smule forandrede – ikke fordi der sker noget trylleri her i kirken, men fordi I har hørt om den Gud, der siger ”Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”. I har et udgangspunkt i Guds kærlighed – og derfra kan I vende blikket ud mod de mennesker, der er omkring jer – og når alt alligevel brænder på, så bed til ham om håb og mod til det liv, I har fået givet. Gud velsigne jer alle. Amen.

Sognepræst Laura Cæcilie Jessen er sognepræst i Vestermarie-Nylarsker Pastorat på Bornholm. Ovenstående tale blev holdt ved konfirmationen i Vestermarie Kirke, Store bededag.