Krigen mellem den kristne myte og den moderne myte

Læs her et kapitel fra præst og forfatter Torben Brammings nye bog: "Opgør med den moderne myte", et skarpt og polemisk opgør med fremgangsforelskelsen i politik, psykologi og teologi

Den kristne mytes afsmitning på samfundet
Den kristne myte betyder, at der ikke er et kristent idealsamfund muligt på jorden, for menneskets bestemmelse realiseres først, når det kommer hjem til Gud og er gået ud af tiden her på jorden. Frelseshistorien har skabelse og genløsning som horisont, men dette ligger uden for tiden.

Det betyder også, at kristen kultur er en relativ kultur underkastet foreløbigheden og synden. Det vil sige, at også i samfund, hvor der er kristne, ja, hvor alle kalder sig kristne, vil man finde onde gerninger og onde mennesker, for det ligger i menneskets natur at kende forskel på godt og ondt, men ikke kunne rense det ud af sig selv eller de institutioner, det bygger op. Der er ingen retfærdig på jorden, ikke en.

Kristendommen vil derfor ikke have med verdslige politiske sager at gøre, men Kristus siger: Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er. Og han siger til manden, der vil have ham til at gribe ind i en arvesag, som han har med sin bror: Det kommer ikke mig ved, men vogt jer for griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad
han ejer, men hvem han følger, når han vil hjem!

Derfor findes der selvfølgelig kulturer, der er præget af kristendommens skrifter, og kirkerne har i deres forskellighed sat deres præg på samfundet. Kristendommen forudsætter også, at der er samfund, der er bedre end andre. Ellers ville der jo ikke være forskel på godt og ondt. Samfund, hvor kongen/øvrigheden ser det som deres ansvar over for Gud at værne enker, faderløse, fattige og fremmede, er bedre end dem, hvor man vender Guds bud ryggen og ikke frygter dommen over sine gerninger. Men det betyder ikke, at der kan skabes et kristent idealsamfund.

Her er kristendommens myte altså på den ene side samfundsskabende, men på den anden side hele tiden i en reformation af de eksisterende institutioner, fordi den magt, man griber efter for at gøre det gode, bærer sin egen undergang i sig for den, der gør det. Kristne samfundsformer vil altså holde fast i, at de er relative, for menneskets bestemmelse er Paradiset, og hvem man egentlig er, afsløres først, når man går ud af tiden.

Det betyder imidlertid, at der er plads til individet, men giver også plads til misbrug, for eksempel det at kirken som krigen mellem den kristne myte og den moderne myte institution skulle kunne bestemme, om man kommer i himlen, eller hvor lang tid man skal bruge i et pinested efter livet.

Når den slags misbrug af kristendommen har haft overtaget, stivner samfundet i en regeljungle, hvor kirken takserer alle handlinger i livet efter deres egen institutionelle målestok. Dette gælder især for den katolske kirke med tanke på dens afladspraksis og for den ortodokse kirke med dens krav om, at skægget skulle stå på rettroende mænd og meget mere.

I de protestantiske lande er misbruget ofte gået ad to veje. I grene af pietismen og calvinismen har det været den individuelle renheds vej, som allerede ville skabe overgangen til det evige liv synligt her på jorden, og for de lutherske har det været den ortodoksi, der har gjort fromheden til noget rent udvendigt, objektivt, og som har ført til hekseforfølgelse og kirketvang.

Kristendommen har imidlertid været verdensåben og i sin natur relativ i forhold til verdslige forhold. Den har ikke haft en opdeling af verden i rent og urent, som lovreligionerne islam og jødedom har. Derfor har den kunnet leve i og med tage-sprogets tiltagende dominans fra renæssancen og frem til oplysningstiden. Videnskabsmænd inden for alle grene af naturvidenskaberne har kunnet forene deres kristentro med deres arbejde, idet de hypoteser, de byggede på, ikke havde karakter af tilværelsesforklaring.
.

Den moderne mytes reduktionisme
Problemet med den moderne myte i forhold til kristendommen er imidlertid, at den vil være netop tilværelsesforklaring. Men når den moderne mytes tage-sprog bliver enerådende, er den utilsigtede følge, at mennesket bliver afskaffet som åndsvæsen. For ånd forudsætter en giver og skaber. Derfor reduceres mennesket til et produkt af sociale, seksuelle og biologiske behov, som samfundet skal opfylde.

Den biologiske teori om evolution fremsætter ingen metafysiske udsagn, ingen eskatologiske udsagn eller kosmiske udsagn, den forklarer ikke oprindelsen af livet eller rationalitetens validitet. Men forudsat vi har en hjerne, vi kan stole på, og forudsat, at organisk liv kom til eksistens, forsøger den at forklare, hvordan fugle, der kunne flyve, mistede evnen til det.

Evolutionsteorien fortæller, hvordan hjernen fremkom, men ikke, hvordan universet skabtes. Disse begrænsninger kender den moderne myte ikke og bliver derfor til evolutionisme. Teorien om forandring og oprindelse bliver lavet om til teorien om fremskridt, alt bevæger sig fremad og opad. Fornuft er vokset ud af instinkt, dyd ud af komplekser, poesi ud af erotiske støn og grynt, civilisation ud af vildmænd, det organiske ud af det uorganiske, solsystemet ud af en fortætning af gasser. Og som konsekvens af det er dyd, ånd, fornuft, kunst og civilisation, som vi kender dem, blot fosteragtige begyndelser på bedre ting i fremtiden.

For dem, der er vokset op under denne myte, synes intet mere naturligt og plausibelt, end at kaos bliver til orden og uvidenhed til viden. Det er, siger C.S. Lewis, der som ateist elskede denne myte, det mest tilfredsstillende og bevægende verdensdrama, som nogen har forestillet sig, hverken grækere eller nordboere har nogensinde opfundet bedre myte. Det er den smukke myte om, at små, kaotiske, svage ting udvikler sig til store, stærke og ordnede ting.

Men det er ikke sandheden. Lewis anfører, at uden en teori, som antager, at logik og fornuft styrer alt i universet, kan man ikke fæste lid til astronomi, fysik og andre videnskaber. Man må behandle fornuft som et absolut, men på samme tid kræver den moderne myte, at fornuft er det uforudsete biprodukt af en viljeløs proces hele tiden under udvikling uden mål. På den måde slår myten benene væk under sig selv.

I myten bevises, at det, man kalder beviser, bare er en mental vanetænkning nedarvet og styret af biokemiske processer, men det er det samme som at sige: Jeg vil bevise, at der ikke er nogen beviser. Derfor er samfund præget af den moderne myte i fare for at opløse forbindelsen mellem mennesker. Forbindelser og broer mellem mennesker er kulturelle, religiøse og historiske, men dem er der ingen plads til i den moderne mytes lukkede verden, der hele tiden vil ophæve fænomenerne og gøre dem til noget andet og mere udviklet.

For at imødegå denne opløsning har man i den moderne myte udstyret det enkelte ufærdige individ med rettigheder, der skal kompensere for den sikkerhed, som bånd af religion, kultur og historie giver. Man sætter rettigheder i stedet for kultur, historie og religion. For målet er jo individets frihed, afkastelsen af lænker og bånd. Dermed skal individet gives rettigheder over for staten.

Men problemet er blot, at disse rettigheder, som kommer til at beskytte kultur, religion og historie på individuelt plan, er de selvsamme, som den moderne mytes troende bekæmper på kollektivt plan. Vi kan se det i det morsomme faktum, at 80 % af danskerne tilhører folkekirken, men at folkeskolens kristendomsundervisning ikke må være forkyndende, selvom der er 100 % døbte til stede i en klasse, inklusive læreren.

Denne åndelige og kulturelle skizofreni er indbygget i den moderne mytes vestlige samfund og gør, at der føres en hårdnakket kamp mod kristendom, nationalitet og kultur (de er bare relative og derfor betydningsløse konstruktioner), mens fremmede kulturer og religioner fra ikke-vestlige lande skal værnes, fordi deres tilstedeværelse er udtryk for, at det gamle brydes ned, og vi »kommer videre«, da man ikke bliver stående ved det, der var engang = kristen kultur.

Sandheden over for løgnen
At tale om forskel på de to myter er altså ikke nok. Den ene myte er løgn, den anden er sandhed. Der er ingen blød mellemvej. Kristendommen er den sande myte. Den moderne myte er løgn. I kristendommen blev hele det mytologiske drama virkeligt, da Guds søn blev født, levede og døde som Jesus af Nazaret i Galilæa i kejser Augustus og Tiberius dage. Netop i Jesus fra Nazaret, netop på det tidspunkt. Her er tidens fylde. Her faldt afgørelsen.

Andre religioner og tilværelsesforståelser har i deres myte forsøgt at udtrykke dette, men det er blevet til noget andet, noget fordrejet. Det kan være en smuk fordrejning, som i den nordiske mytologi, hvor hele verden græder ved den gode Balders død, eller den moderne mytes historie om den lille tapre hulemand, der vokser og sejrer over den store gamle patriark og de vilde dyr og bliver til os moderne mennesker, men ikke desto mindre er det en smuk løgn, der bringer mennesker bort fra sandheden.

Den kristne myte taler om mennesket på begge måder, både om barnet, der er trofast og afhængigt af sin far og skaber, og om barnet, der forlader faderens gård og bryder buddene for at leve uafhængigt. Forskellen mellem den moderne myte og den kristne er altså, at apostlenes forkyndelse af det historiske (Jesu fødsel, opstandelse, himmelfart) er Guds frelsesgerninger og står uløseligt i forbindelse med den bibelsk-profetiske forkyndelse.

Den moderne myte derimod hylder det gamle rationalistiske slagord om, at tilfældige historiske sandheder aldrig kan være bevis for evige,
overtidslige sandheder. Derfor taler den moderne mytes tilhængere også altid om, at man må tolke budskabet ind i vores tid, men mener ikke dermed, at det er på apostelforkyndelsens autoritet, man står. De kan kun være en røst blandt mange, der udlægger eller forsøger at udlægge sandheden også de er dråber i livets store regnvejr.

Man kan også sige om den moderne mytes kristendomsforståelse, at der ikke er frelse i kristendommen, fordi korset var Jesu Kristi kors, der stod på Golgata år 33, men fordi det var en frelsesbegivenhed, så var det Kristi kors. Gud åbenbarede sig også der, og hvad kristendommen ender med at blive, er der ingen, der ved præcist.

For den moderne myte er kristendommen nemlig den i fortiden sandeste måde at tale om sandheden på, men der sker en stadig selvåbenbaring af sandheden. Det bringer den stadig længere væk fra korset år 33. Korset er ikke sandheden for det moderne dogme. På
korset åbenbarer sandheden sig også. Gud lærer her noget om sig selv, som han kan tage med i den videre proces frem mod endnu mere sandhed.

Sådan står den historisk bundne kristne myte over for krigen mellem den kristne myte og den moderne myte den ahistoriske moderne myte. For den kristne mytes troende er det afgørende, hvordan Kristus handlede, døde og opstod år 33. For den moderne mytes troende er det vigtige, at Gud bliver ved at åbenbare sig, erfare og udvikle sig på nye måder.

Bag den moderne mytes dør
Forlader vi den moderne myte, åbner døren sig ind til en verden, vi endnu ikke kender. Følger vi kristendommen, vil meget af den tradition, som vi har forladt før oplysningstiden, blive besøgt på en anden måde og blive følt virkelig på en ny måde. Man vil opdage, at elementer af den moderne myte allerede er til stede i historien. At de to sprog i mennesket har kæmpet kampen før om end ikke i så ekstrem en form som i dag. Men skolastikken og mystikken skabte et tage-sprog ved deres filosofiske analyser og psykologiserende tilgang til troen.

Martin Luther remytologiserede teologien og forkyndelsens sprog. Pietismen subjektiviserede kristendommen og psykologiserede den derfor i høj grad, oplysningstiden rationaliserede evangeliesproget, mens teologer som Grundtvig igen lagde vægten på det mytologiske sprog, fordi han som Luther indså, at dette sprog bærer evangelieforkyndelsen. Det gør det psykologiserende og rationaliserende sprog ikke, fordi mennesket med dets følelser og forstand gøres til udgangspunktet for tilværelsen.

Dermed mister man i høj grad evnen til i forkyndelsen at sætte mennesket under ansvar for andre end sig selv. Hvordan det sker i det danske folkekirkelige landskab, vil jeg tegne en skitse af.

Torben Bramming: Opgør med den moderne myte
Kristeligt Dagblads Forlag
Udkommer fredag den 2. november Torben Bramming er præst, forfatter og leder af Taarnborg i Ribe