Præst: Kristi himmelfart handler om at være voksen

Kristne lever i dag i nøjagtig samme situation, som disciplene gør efter Kristi himmelfart. Vi lever som voksne kristne, der skal stå på egne ben. På den måde passer dagen godt til konfirmationer, mener præst og mediekonsulent Christian Roar Pedersen

Kristi himmelfart fejres med konfirmation i mange kirker. Det hænger rigtig godt sammen. For himmelfart handler om at stå på egne ben som kristent menneske, og ved konfirmationen begynder de unge turen ind i de voksnes rækker.

I tiden efter påske, hvor Jesus opstod fra de døde, viser han sig flere gange for disciplene. Men han bliver nødt til at forlade dem ved Kristi himmelfart. Det har han søgt at forberede disciplene på, allerede inden han døde. Samtidigt får de løftet om, at de ikke lades alene tilbage. Helligånden vil blive sendt til dem.

At stå på egne ben

Det er samtidig et løfte til os. Vi kender sikkert alle til, at selv om vores mor eller far ikke er med os hele tiden, så er de der alligevel. Et eller andet sted i baghovedet. I ånden. Vi har dem med i vores tanker – bevidst eller ubevidst – når vi handler i livets forskellige situationer. Vores forældre og vores barndom har vi altid med os. ”Hvad ville de ikke sige i denne her situation”, kan vi nogen gange spørge os selv. Og ofte kan det være svært helt at vide, om de vil billige det, vi går og laver.

Vi har ikke en facitliste med alle svarene. Vi har ikke en bog, hvor vi kan slå alle konkrete situationer op for at få at vide, hvad vi skal gøre. At være voksen betyder, at vi selv må bedømme de situationer, vi kommer i, og træffe et valg. Og vi træffer et valg ud fra, hvad vi har lært, ud fra de principper vi kender og som vores forældre har opdraget os med. Vi har en ”bagage” med hjemmefra.

Det betyder det at være voksen. Også kristeligt set. Efter himmelfarten skal disciplene til at leve livet som voksne kristne. Men de lades som sagt ikke alene tilbage. Helligånden kommer til dem pinsedag.

Som kristne lever vi i dag i nøjagtig samme situation, som disciplene gør efter himmelfart og pinse. Vi lever som voksne kristne, der skal stå på egne ben. Voksne der skal træffe til tider ret svære valg. Men vi lades heller ikke alene, og vi træffer ikke vores valg ud i luften. Vi træffer dem i ånden.

At lade ånden komme til

I dåben knyttes vi til Kristus. Den korsfæstede Herre. I USA har man en talemåde, der hedder “What would Jesus do?” altså, hvad ville Jesus gøre i denne her situation? Mange kristne tænker over det, men svaret er ikke altid entydigt. Ofte kan vi foranlediges til at tro, at det er en intellektuel øvelse. Men det er også en åndelig øvelse, hvor vi ydmygt skal turde træde til side og lade ånden komme til.

Som dr. theol. Anna Marie Aagaard har udtrykt det, så er ånd uden krop spøgeri. Guds ånd tager bolig. Derfor skriver Paulus i Det Nye Testamente til menigheden i Korinth, at vores kroppe er templer for Helligånden. Vi skal fyldes af ånden. Gud åbenbarer sig for os i vores liv. Hvordan bestemmer vi ikke. For nogle sker det gennem religiøse oplevelser. Andre ledes ad Herrens stier på en anden måde.

At træffe de rigtige valg forbindes i vores dage ofte med selvrealisering, men kristeligt set er det et spørgsmål om at træde til side og lade sig fylde af Guds ånd. Det kræver mod at korsfæste sit eget ego. Som trodsige børn har vi det med at hoppe op og ned på stedet og råbe “Mig! Mig! Mig!” Det er ikke altid nemt at blive voksen og have overskuddet til, at de andre også er der.

Paulus skriver, at vi skal være Kristi legeme i verden. Det er en stor forpligtelse. Kristus er steget til himmels. Nu skal vi træffe voksne valg i hans ånd.

Christian Roar Pedersen er mediekonsulent og sognepræst i Aalborg Stift.