Debat

Kvindernes rolle i Markusevangeliet er vigtigere end som så

På trods af at de ikke nævnes så ofte som mændene, spiller kvinderne i Markusevangeliet en vigtig rolle. For eksempel var de til stede ved Jesu korsfæstelse, og det var også Maria Magdalene, som Jesus først åbenbarede sig for. Foto: Jacopo Pontormo/WikiArt

Kvinder fylder meget lidt i Markusevangeliet, som efter sigende er det ældste af evangelierne i Det Nye Testamente. Det er i sprækkerne og mellem linjerne, vi kan nærme os den betydning, de kan have haft for Jesus, skriver Jette Vibeke Damsgaard Madsen i dette debatindlæg

Desværre er ingen af evangelierne i Det Nye Testamente skrevet af kvinder, så vi har ikke mulighed for at læse deres fortælling om Jesu liv og død. Alle fire evangelier er skrevet af mænd. Derfor er der brug for en kritisk nærlæsning af Markusevangeliet, hvis man vil nærme sig Jesu syn på kvinder.

Jeg har læst i Det Nye Testamente, siden jeg var 17 år, og har fundet åndelig inspiration der, men der har været nogle forhindringer på vejen, og en af disse har været kvindernes rolle, eller snarere; manglen på samme. Bevares, de optrådte da hist og her, men man kommer ikke uden om, at konteksten for Det Nye Testamente er et mandsdomineret romersk og jødisk samfund. Kejsere, konger, landshøvdinge, officerer, synagogeforstandere, farisæere og skriftkloge er alle mænd. Mændene sidder tungt på magtens tinder.

Markus læst feministisk
Som jeg huskede det, omhandler de fleste helbredelser mænd, og Jesu fortællinger har først og fremmest mandlige hovedpersoner. For at se, om min fornemmelse var rigtig, satte jeg mig for at læse Markusevangeliet feministisk. I første omgang så det værre ud, end jeg havde troet.

Kvinderne nævnes ikke blandt Jesu disciple, de spiller ingen væsentlig rolle i Jesu lignelser, og de nævnes ikke blandt de mange tusinder, der blev bespist ved Jesu bespisningsundere. Der er intet juleevangelium og ingen hellig Mariaskikkelse, for Jesus ignorerer sin biologiske mor til fordel for sine disciple.

Og hvis man skal tro Markus, så var chancen for at blive helbredt meget mindre, hvis man var kvinde, end hvis man var mand. 9 ud af 13 helbredelser vedrører nemlig mænd. Så diskriminerede Jesus da virkelig kvinder?

Fortælleren udvælger
Jeg har måttet minde mig selv om, at der er en ikke uvæsentlig fortællerinstans i Markusevangeliet, nemlig Markus. Teksten kan ikke ses som en præcis gengivelse af Jesu ord og gerning, for alt er udvalgt og formidlet af manden Markus.

En metode, man som tekstanalytiker kan anvende, når man gerne vil trænge ind bag fortællerinstansen, er dekonstruktion. Man prøver at afdække nogle skjulte antagelser eller oplysninger, finde det utilsigtede, der er smuttet ud mellem sidebenene, som ikke passer med det billede, fortælleren ellers forsøger at tegne. Her bliver det eksempelvis relevant at kigge på det usagte.

Det usagte
Det helt åbenlyst usagte er, at det ikke, ifølge Markus, var kvinder, der forrådte Jesus, torturerede og henrettede ham. Det har jeg aldrig i hele mit liv hørt nogen prædike om, skønt man vel ikke kan sætte spørgsmålstegn ved det. Var Jesus blevet korsfæstet, hvis kvinder var ved magten? Det er umuligt at svare på, men det er da et relevant tankeeksperiment!

Inden jeg får pudset mit køns glorie alt for grundigt, er jeg desværre nødt til at nævne to kvinders rolle i forbindelse med Johannes Døbers død. Herodias, Herodes elskerinde, og hendes datter, får nemlig Johannes halshugget og får til og med hans hoved serveret på et fad, som betaling for en betagende dans. Disse ”femme fatale”, som lokker og forfører mænd på det groveste, undlader Markus ikke at fortælle om.

Kvindelige følgere
En ting, der derimod blot kommer ud i en sidebemærkning, er, at der faktisk var kvinder, der fulgte Jesus. De nævnes vel at mærke ikke før til allersidst, hvor de er vidner til korsfæstelsen af Jesus. Her glimrer disciplene til gengæld ved deres fravær.

Markus nævner ikke en eneste mandlig discipel som vidne til Jesu død, men derimod tre navngivne kvinder og desuden ”… mange andre kvinder, som var draget op til Jerusalem sammen med ham” (Markusevangeliet 15:40-41). Kvinder, som Markus ikke før har fundet det væsentligt at nævne, bliver pludselig betydningsfulde, fordi de, som de eneste efterfølgere af Jesus, var vidner til henrettelsen.

De første, ikke de største
Selvom kvinderne, hos Markus, bestemt ikke er de største, så er de gentagne gange de første.

Den første helbredelse, han fortæller om, er helbredelsen af Peters svigermor, som er syg, da Jesus kommer på besøg. Den første og i øvrigt eneste, der bliver opvakt fra de døde, foruden Jesus, er en lille pige. Den første hedningehelbredelse er en hedningekvindes datter.

Denne kvinde trodser alle regler, og endda Jesu afvisning, da han lader hende forstå, at han ikke vil ”… tage børnenes brød og give det til de små hunde” (Markusevangeliet 7:27), underforstået hedningene. Kvinden udfordrer Jesus med ordene: ”Herre, de små hunde under bordet æder da af de smuler, børnene taber” (Markusevangeliet 7:28). Hun forstod altså at samle det op, som mange andre tabte på gulvet, nemlig at Jesus kunne og ville hjælpe alle, og derfor fik hun det hun bad om.

Profetinden
Den første og eneste gang Markus citerer Jesus for at sige, at en begivenhed skal huskes og fortælles, er, da en unavngiven kvinde overfuses, fordi hun salver Jesus med en kostbar nardusolie.

”… Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende” (Markusevangeliet 14:9). Ikke til minde om Jesus, men til minde om hende. Det er enestående.

Og hvordan skal vi så huske hende? Ydmygt knælende, mens hun hælder olie ud over Jesu fødder? Nej, for denne kvinde hælder ikke olie over Jesu fødder, men over hans hoved, som profeterne, der salvede konger. Hun står altså op, mens han sidder eller ligger til bords. Som Markus gengiver Jesu ord, så skal hun huskes, fordi hun gjorde, hvad hun kunne for Jesus, mens han endnu var i live, idet hun på forhånd salvede ham til hans begravelse. Hun så ind i fremtiden, hun handlede som en profetinde. Hun havde altså forstået noget, som de mandlige disciple ikke havde forstået, at Jesus snart ville være død og borte.

Som kronen på værket har vi så den første, som så den opstandne Jesus, nemlig Maria Magdalene (Markusevangeliet 16:9). Hun var ikke tilfældigvis den første, der så Jesus, for Markus skriver nemlig, at Jesus viste sig for hende først. Jesus vælger altså bevidst at vise sig for en kvinde, som den første. Det kommer dog ikke som nogen overraskelse, at disciplene ikke troede hendes vidnesbyrd.

Den perifere
Der er endnu en kvinde i periferien af Markusevangeliet, som jeg vil nævne, nemlig den fattige enke, som Jesus fremhæver, da han ser hende lægge to småmønter i tempelblokken (Markusevangeliet 12:43). Markus citerer Jesus for at sige, at hun har givet mere end alle de andre.

Den utilsigtede fremhævelse
I systemet, blandt de såkaldt lærde, blandt magthaverne, ja selv blandt disciplene fylder kvinderne meget lidt, men når vi er inde ved kernen af Jesu lære, så kommer Markus, tilsyneladende utilsigtet, til at fremhæve dem, idet de ofte forstod essensen i langt højere grad end mændene.

Vi skal måske undskylde Markus med, at han er et produkt af den kultur, han voksede op i. Historien er skrevet af mænd til mænd. Vi er så vant til det, at vi langt hen ad vejen har glemt at undre os. Vi har glemt at spørge os selv, om det behøver at være sådan. Om vi også har fået fortalt hele historien.

Svaret er helt klart: Nej! Vi mangler at høre evangeliet fra en kvindes synsvinkel! Indtil videre må vi nøjes med at læse evangelierne med et kvindeblik, som jeg har forsøgt her i min feministiske læsning af Markusevangeliet.