Johanne mistede sin søn: Smerten blev en skat, der forbandt mig med Viggo

På en solskinsdag i juli trak Viggo vejret for sidste gang. Hans liv blev kort; ét hundrede dage præcis, men hans liv og hans død satte dybe spor i os som forældre. Forældre uden et barn, men med et stort sort tungt hul i hjertet, fortæller Johanne Kammersgaard Ipsen

På en grå novemberdag for ni år siden brast min verden sammen. Min mand og jeg tog bussen fra Amager til Hvidovre Hospital, spændte på den skanning, som skulle vise os kønnet på vores første barn. Mange timer senere, da vi tog derfra i en taxa, vidste vi stadig ikke, at det var en smuk lille dreng, der lå derinde. Til gengæld vidste vi meget mere, end vi havde lyst til at vide.

Et liv på 100 dage

På Rigshospitalet senere samme dag måtte vi forholde os til overlevelsesrater og operationsprogrammer. Vores lille Viggo havde en alvorlig hjertefejl. Planer om barselshygge blev skiftet ud med udsigten til lange indlæggelser og tre hjerteoperationer i hans første tre leveår. Chancen for overlevelse var rimelig, men der var ingen garantier.

Et halvt år senere, på en solskinsdag i juli trak Viggo vejret for sidste gang. Hans liv blev kort; ét hundrede dage præcis, men hans liv og hans død satte dybe spor i os som forældre. Forældre uden et barn, men med et stort sort tungt hul i hjertet.

Et væld af spørgsmål trængte sig på. Jeg gennemlevede alle små situationer igen i mit hoved. Hvorfor var det endt, som det gjorde. Hvad havde vi overset? Var jeg nok hos ham? Havde han haft ondt? Havde han følt sig utryg og alene alle de lange nætter, hvor jeg vidste, han havde ligget vågen på intensivafdelingen, mens vi var henvist til patienthotellet i den fjerneste afkrog af Rigshospitalets grund?

Hvor var Gud?

Og hvor var Gud? Den Gud som vi havde bedt så inderligt om at passe på vores lille dreng? Velmenende mennesker sagde, at det var trygt at vide, at vi var i Guds hånd. Det føltes ikke trygt, for hvad er det for en Gud, der på den måde brutalt tager alt, hvad der virkelig betyder noget, fra mig?

Nogen citerede salmedigteren Lina Sandell: ”Om han tager, om han giver, samme fader han dog bliver”. Men mit billede af Gud var forandret. Jeg så for mig en utilregnelig Gud, som oftest gav mig det modsatte af, hvad jeg bad ham om. Jeg måtte beslutte mig for at have tillid til, at det er sandt, når Bibelen siger, at ligeså usandsynligt det er, at en mor skulle kunne glemme det barn, hun har født, så utænkeligt er det, at Gud skulle glemme mig.

Jeg måtte bære over med andres råd

Nogle mennesker havde mange ord. Det værste var dem, der ingen havde, men som bare fortsatte, som om intet var hændt. Jeg besluttede mig for, at jeg ville bære over med de mange klodsede råd og forsøg på trøst.

Jeg oplevede mennesker i samme situation som vores, der blev bitre og skubbede deres venner fra sig, fordi de ikke var i stand til at rumme dem. Jeg sagde til mig selv, at vores venner og bekendte gjorde deres bedste, og i virkeligheden var der jo ikke noget rigtigt eller godt at sige. Intet kunne trøste, og i bund og grund ville jeg heller ikke trøstes. Smerten og den ubærlige fortvivlelse blev på en underlig måde en skat, der forbandt mig med Viggo.

Sorgen har ændret karakter

Som årene er gået, har sorgen og smerten ændret karakter. Det har ikke været en jævn fremadskridende proces, som de gamle sorgteorier ellers beskriver. Der har været dage med dyb lykke over de tre små søstre, der siden kom til, og der har været sorte dage med savn og angst og tungsind. For mig har det været vigtigt at erkende, at det er helt ok.

Håbet om et gensyn i himmelen

Igennem det hele har én ting holdt mig oppe. Håbet om et gensyn på den nye jord, hvor sygdom og død ikke skal plage os mere. Det tager ikke sorgen og savnet fra mig. Det er ikke som sådan nogen trøst, men det giver mod og mening til at leve hver dag.

”Vi ved at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen. Og ikke alene det: også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning. Til det håb er vi frelst!” (Bibelen, Romerbrevet kapitel 8 vers 22-24a).

Johanne Kammersgaard Ipsen er sygeplejerske. Hun mistede sit første barn i 2010, da han var knap fire måneder gammel. Han blev født med en hjertefejl.