Biskoppens påskeprædiken

Biskop: "Påskedag er et frontalsammenstød mellem liv og død"

Jesus forlod sin grav og gik forud for os. Det er budskabet påskedag. Det er morgengryet, spinkelt, men uimodståeligt. Som hanegal og morgensang og glæden, der engang vil fylde det hele, skriver biskop Henrik Wigh-Poulsen. Udsnit af maleren Benjamins Wests maleri "Herrens engel annoncerer opstandelsen" fra år 1805. Foto: Arkiv.

Døden og dens allierede måtte påskedag vige for den kærlighed, hengivelse og tilgivelse, som Jesus kom med. Da Jesus til sidst gav sig hen for os alle, formåede graven ikke at holde ham fast. Den måtte slippe ham, skriver biskop Henrik Wigh-Poulsen i sin påskeprædiken

Den vej kvinderne gik til graven, som vi læser om i bibelteksten til påskedag, kender vi godt. Vældigt godt. Vi skal selv gå den, vi går den, eller vi har gået den.

Det er vejen ind til graven på kirkegården gennem den knirkende låge. Det er vejen, du pludselig går alene, fordi den, du før fulgtes med, ikke er der længere. Det er forfaldets vej, som enhver af os går, og hvor det før eller siden bliver bidende klart, at der er en vejs ende.

Men i dag er det påskedag, og der lyder det i kirken, at da kvinderne nåede frem, var stenen væltet fra. Den døde, ham de havde mistet, lå ikke længere, hvor de havde lagt ham. Han er ikke her, sagde englen. Han er opstået. Han er gået i forvejen for jer til Galilæa. Graven var ikke vejs ende her.

Den tomme grav modsiger vores erfaringer

Det er som et frontalsammenstød. Et frontalsammenstød mellem på den ene side vores erfaringer: at låget lægges på kisten, at graven kastes, at stenen på enhver måde rulles for. På den anden side er der den her gamle, gamle øjenvidneskildring, en vild påstand fremført af nogle tilsyneladende forvirrede kvinder: at graven var tom, forladt, at den døde ikke længere lå, hvor de havde lagt ham.

For det er jo, hvad vi bruger et helt liv på at komme overens med: at døden og graven ikke sådan lader sig flytte med og rokke ved, at døden regerer, at den hersker og altid sætter sig igennem. Som det store fede punktum den er. Derfor lærer vi at leve med den, døden. Eller forsøger at leve med den, slutte fred med den, kan man næsten sige.

Alt forgår, undtagen vinden

Det er i hvert fald, som jeg læser det, en bestræbelse, der ligger ligesom en grundakkord i et af vores store danske forfatterskaber. Forfatteren ville sikkert være vild irriteret over at skulle optræde i en påskeprædiken, glødende ateist, som han var.

Han havde gjort sig det til en vane at bære en hoven og arrogant mine, for ligesom at udstråle en hårdhed, kynisme og stoisk accept af tingenes tilstand. Med høj stivet skjortekrave og små lorgnetter nedstirrede han sine samtidige, som om han ville demonstrere, at han, modsat svagelige og troende mennesker, kunne ave sorgen og smerten, som vi uvægerligt føler på vores respektive veje til graven.

Johannes V. Jensen hed han. Han udgav i 1898 nogle fortællinger fra barndomsegnen, Himmerlandsfortællinger. I fortællingerne optræder en række skæbner, der alle er på den her forfaldets og afskedens vej. De mister, som vi skal miste, og selv skal mistes. De lever stille. De lever vildt. Men alle segner de til sidst, sygner hen, visner, går i deres grav, dør den uundgåelige død. Og imens piber blæsten hen over heden.

I novellen “Oktobernat” ligger en ung landsknægt, en stor dreng nærmest, på en lille høj i lyngen og dør efter en nats svirelag, druk og slagsmål. Kort forinden havde livet stået i blomst, herlighed, kammeratskab, søde piger. Nu ligger han her og forbløder lige så stille. Tanker kommer til ham. Små løse erindringer. Han hvisker og beder til Gud.

Jensen skriver: “Vinden kom forbi, bar hans hvisken et par fod, tvandt den sammen med lyngsus og nattelyd, spredte det hele og for videre. Der døde landsknægten Jørgen i ensomheden. Månen skinnede på et Hvidt, stivnet ansigt, smilede rundt til et udtryk af ubesvarede angstråb, forladthed og ynk”.

Vi kan råbe og skrige, danse, slås, elske, hade og gøre halløj. Kun vinden bliver tilbage. “Den strøg over det hele på sin lange medløse vandring. Den nuslede ved lyngtoppene, pillede lidt ved Landsknægtens hår og for så videre for et eller andet sted at finde sig en dørsprække til at synge og pibe i”.

Det var vel det, Jensen ville nå frem til: accepten af tingenes tilstand, af vejen vi alle går alene mod graven. Jeg tror, Jensen selv kaldte det en “rå lærdom”. Altså en trøst ligefrem. Og jo, jo. Det er også en slags trøst, en agtværdig filosofi eller livsholdning. Altså, at det er døden den uafvendelige, der giver livet dets værdi, dets glød, og som giver øjeblikket tyngde.

Graven kunne ikke holde Jesus i sig

Men det er ikke evangeliets trøst - for nu at vende tilbage til frontalsammenstødet. De to kvinder, der skynder sig afsted tilbage af den støvede vej, hvor de før kom traskende, har ikke hørt vise ord til besindelse. De har ikke hørt opfordringer til, tilknappet og tappert, at svælge deres smerte.

De har der imod set og hørt noget - en tom grav, en engels ord - der taler til alt det i os, der ikke kan stille sig til tåls med vindens hvisken i lyngen. Fordi vi i dem, vi mistede, og alt det, vi engang vil miste, har mødt eller erfaret noget, vi aldrig nogensinde kan komme overens med: At alt det en dag skal blive til ingenting, til glemsel, tomhed, evigt ophør.

Gud gav os livet. Livet, der bobler i os. Og Gud bragte os i sin søn dén kærlighed, hengivelse, tilgivelse, der ifølge ham er livets allierede, og som Jesus i alt, hvad han gjorde og sagde, kæmpede for.

For den kærlighed, hengivelse og tilgivelse måtte døden og dens allierede vige. Så da Jesus til sidst gav sig hen for os alle, blev sømmet til korset og spærret inde i graven, så formåede graven ikke at holde ham fast. Den måtte slippe ham.

Den tomme grav var Guds signatur under alt det, Jesus havde sagt og gjort. Heroverfor havde døden intet at sige. Intet som helst. Den måtte forføje sig. Den var - og den er - ikke den stærkeste. Kærligheden, Guds kærlighed i sin søn, var, er og bliver den endelige sejrherre.

Vores liv er kort, hans er evigt, og det har han givet os lod og del i. Du og jeg, vi, er ikke dødsmærkede, men livsmærkede. Det er vores levende håb.

Så der er altså ikke nogen grund til at overgive sig til eller slutte en slukøret fred med den der død. Lyt hellere til dit savn og til dit hjertes håb og længsel end til den nok så verdensvise resignation og rå lærdom. Gud har svaret i sin søn, og det svar er uendeligt meget større end alle vores små tvivlrådige spørgsmål tilsammen.

Der står, at kvinderne skyndte sig bort fra graven med både frygt og stor glæde. Det er til at sætte sig ind i. Frontalsammenstødet mellem menneskers død og Guds liv. På en gang urovækkende og grænsesprængende glædeligt.

Derfor er påskemorgens glæde ofte også en lidt tilbageholdt en af slagsen. Ligesom vinteren ikke helt har sluppet sit tag, ligesom vi endnu sidst i den første forårsmåned kan vågne op til snevejrsmorgener, ligesom påskeblomsten vokser i både vinterstorm og regn, sådan har tvivlen og sorgen også sine dage.

Men han forlod jo sin grav og gik forud for os. Det er budskabet. Det er morgengryet, spinkelt, men uimodståeligt. Som hanegal og morgensang og glæden, der engang vil fylde det hele.

Henrik Wigh-Poulsen er biskop i Aarhus Stift og kongelig konfessionarius. Ovenstående prædiken er en forkortet udgave af en prædiken, han tidligere har holdt en påskedag.