Debat

Præst: Jeg er dybt bekymret over dæmonuddrivelserne i ”Guds bedste børn”

I det sidste afsnit af udsendelsesrækken mere end antydes det, at Torben Søndergaard ikke respekterer dygtige fagfolks vurderinger af menneskers lidelser. Hans vurdering af medicinbehov som sekundært, endda overflødigt, er efter min bedste mening udtryk for en fejlslagen og usund dømmekraft, mener sogne præst Niels Underbjerg, der praktiserer dæmonuddrivelser i folkekirkeregi. Foto: TV2

Det virker, som om Torben Søndergaard slet ikke ved, hvad han har med at gøre, når han konfronterer det dæmoniske. Det kræver flere samtaler med den syge og dialog med erfarne præster og læger, før man kan tale om en besættelse, skriver præst Niels Underbjerg

De sidste uger har TV2 vist en udsendelsesrække med tre afsnit under titlen ”Guds bedste børn”. Det har været interessant at følge, men også forstemmende. Noget, der kunne have været godt og rigtigt, viste sig at være dårligt og forkert.

Selv om der i udsendelsesrækken figurerer flere hovedpersoner, vil jeg primært koncentrere mig om Torben Søndergaard, der aktuelt er mest aktiv i Danmark. Vi møder en Torben Søndergaard som et passioneret menneske, der er blevet kristen og gerne vil følge Jesus. Han har fået et kald til at reformere kirken gennem bevægelsen ’The Last Reformation’ og til at tage sig af de syge gennem forbøn og udfrielse.

Allerede her får jeg flashbacks til de mange andre personer, som jeg har fulgt gennem de sidste 40 år; personer, som har følt sig misforstået eller undsagt af de oprindelige fællesskaber. Deres reaktion har ofte været todelt: I stedet for at blive og kæmpe for deres synspunkter tager de markant afstand fra deres tidligere miljø og skaber et nyt, hvor de kan være eneste frontfigur med definitions- og ledelsesret. Og dernæst bruger de markante udtryksformer for at blive maksimalt synlige på markedet. Torben Søndergaard og The Last Reformation synes at følge dette mønster.

Da der i udsendelsesrækken lægges mest vægt på Torben Søndergaards brug af dæmonuddrivelser, vil jeg holde mig til dette emne. Der vises klip fra en del store arrangementer, hvor der foretages dæmonuddrivelser på fysisk og psykisk syge. Det kan undre mig, at Søndergaaard i den grad vægter at handle efter Det nye Testamentes anvisninger, men i forhold til dæmonuddrivelser i praksis handler langt fra dem.

Det er ikke dæmonuddrivelser som sådan, jeg opponerer imod; Det nye Testamente såvel som kirkens historie vidner om denne praksis som udtryk for den globale kirkes diakonale omsorg for den lidende, ikke som noget særligt, men som en underafdeling af forbøn for syge. Det virker som om, Søndergaard anser dæmonuddrivelser som en universalløsning på alle menneskelivets udfordringer. Dette er efter min bedste overbevisning langt fra Det nye Testamentes vejledning. I Det Nye Testamente såvel som i kirkens historie har der ikke – bortset fra i helt særlige miljøer – været praksis for at afvise den hjælp, som det omgivende, sekulære samfund efter bedste evne forsøger at give gennem ressourcepersoner, der har opnået kompetencer til at diagnosticere, lindre og helbrede menneskers lidelse.

Men jeg er dybt bekymret – og til tider menneskeligt og åndeligt forarget – over den praksis for dæmonuddrivelse, som vi præsenteres for i dokumentaren. Jeg vil dele min bekymring op i tre dele:

Helbredelse og forbøn er ikke reklamemidler

Det nye Testamentes kontekst for at hjælpe syge er primært det sjælesørgeriske rum. Det viser det eneste sted med konkret vejledning i forbøn for syge, Jakobs Brev kapitel 5 fra vers 14.

Søndergaard bruger forbøn og dæmonuddrivelser som en af hans promoveringsredskaber for The Last Reformation, oftest ved store offentlige arrangementer. Jeg har adskillige gange oplevet dette, og min erfaring er, at der sidder flere skuffede mennesker tilbage end helbredte. De helbredte får al positiv opmærksomhed, mens de skuffede og sårede ofte bliver efterladt ’på bagperronen’, uden hjælp til at bearbejde skuffelsen og den medfølgende fornemmelse af ikke at være god nok eller tro nok, siden de ikke blev helbredt. Den sårbare og den sårede skal kunne følges tæt med menneskelig og åndelig omsorg, det er en nødvendighed. Her har jeg været vidne til store svigt, ikke mindst i kølvandet på stort anlagte helbredelses¬møder.

Er mennesket besat?

Hvordan afgøres det, om et menneske er besat? Hvis man skal følge Søndergaards praksis, så besidder han (og eventuelt andre) evnen til i nu’et at afgøre dette. Oftest når han frem til, at enhver lidelse er udtryk for en dæmonisering, der fordrer en udfrielse. Hermed havner han i en overdreven og usund spiritualisering af hele tilværelsen, hvor alt det, der ikke passer med hans livsforståelse må anses for at være under direkte indflydelse af det dæmoniske. Derfor er der kun ét svar herpå: en dæmonuddrivelse.

For en lidende, der blot gerne vil være fri for sin lidelse, kan det opleves som et overgreb pludselig at blive trukket ind i en åndskamp af universelle dimensioner, og hvis det så samtidig forudsættes, at man skal acceptere denne spiritualisering for at få hjælp, så bliver den svage manipuleret af den stærke.

At foretage en vurdering af en mulig besættelse kan ud fra min erfaring under de allerfleste omstændigheder kun ske gennem flere samtaler med den pågældende. Her er det ikke nok at forlade sig på sine (åndelige) fornemmelser, heller ikke under hensyntagen til helbredelsens nådegave. Jeg vil således finde det væsentligt, at der er flere erfarne kristne involveret i udredningen. Og den samledes vurdering skal prøves under bøn om Guds ånds vejledning.

Jeg finder det afgørende, at der pågår samtaler med den lidendes nærmeste netværk (familie, venner) for at få et indblik i den lidendes livshistorie og lidelseshistorie.

Jeg finder det afgørende at der sker en lægelig screening af den lidende for at få afklaret, at der ikke er tale om en psykisk lidelse. Oplevelsen af en eventuel uddrivelse skal ikke tilføre yderligere ’brændstof’ til en sygelig virkelighedsopfattelse.

I det sidste afsnit af udsendelsesrækken mere end antydes det, at Torben Søndergaard ikke respekterer dygtige fagfolks vurderinger af menneskers lidelser. Hans vurdering af medicinbehov som sekundært, endda overflødigt, er efter min bedste mening udtryk for en fejlslagen og usund dømmekraft, der ikke dækkes ind under hverken kald eller nådegaver. Der er intet, der tyder på, at Søndergaard praktiserer personlig omsorg for dem, han fraråder medicinindtag, og som meget vel kan havne i en ulykkelig situation. Dette er ikke blot menneskeligt, men også åndeligt svigt.

Hvordan uddrives dæmonen?

Når jeg betragter den uddrivelsespraksis, som fremgår af udsendelsesrækken, så er jeg dybt bekymret over, at der tilsyneladende ikke er nogen forberedende tiltag over for den syge. Der er kun et kort interview, hvorefter Søndergaard går over til en direkte, højtlydende, til tider uforståelig byden over ånder. For en uforberedt må det opleves som overvældende, men i situationen er der ingen mulighed for at sige fra eller slippe væk. Den svage er her helt ’i lommen’ på den stærke. Der diagnosticeres lemfældigt, og der skrides til handling, uden at der tilsyneladende er anden overenskomst med den lidende, end at han/hun er kommet med sin lidelse. Det finder jeg grænser til et uværdigt overgreb.

Og så forstår jeg slet ikke, at Søndergaard finder, at han kan køre solo ved en uddrivelse. En eventuel uddrivelse bør foregå under deltagelse af flere modne, erfarne kristne – i hvert fald, når det er planlagt som i de viste indslag. Det virker som om, Søndergaard slet ikke ved, hvad han har med at gøre, når han konfronterer det dæmoniske. Jeg finder, at det er udtryk for en menneskelig og åndelig selvovervurdering, når han agerer så umiddelbart i forhold i en situation, der fordrer stor alvor og seriøsitet.

Og så slår det mig, hvor meget Torben Søndergård og hvor lidt Jesus der står tilbage, når dæmonuddrivelsen er slut. Jeg sidder med den fornemmelse, at der tilbage er megen promovering af ham selv og hans organisation og megen lidt glæde over Guds virksomme hånd. Det er forståeligt, at de øvrige frikirker ikke kan støtte hans virke, men det er uforståeligt, at Søndergaard kan undvære den samtale og vejledning, der er at hente hos erfarne kirkeledere i frikirkerne. For det kan nok ikke forventes, at han søger inspiration og erfaring fra os i folkekirken, der i mange år har tumlet med en god praksis vedrørende dæmonuddrivelser.

Niels Underbjerg er sogne- og stiftspræst. Han har mange års erfaring med uddrivelse af dæmoner i folkekirkeregi.