Debat

Præsten er gudstjenestens leder

Carsten Mulnæs, der er sognepræst, cand.theol. og formand for Tænketanken Eksistensen, mener, at en tydeligere rollefordeling i folkekirken kunne skabe bedre arbejdsmiljø og mindske forståelsesvanskeligheder. Foto: Paw Gissel

Større klarhed om rollefordelingen i folkekirken ville formodentlig kunne løse en del forståelsesvanskeligheder i sognene rundt omkring, skriver sognepræst, cand.theol. og formand for Tænketanken Eksistensen Carsten Mulnæs i dette debatindlæg

Sognepræsten er gudstjenestens leder. Bestemmelsen er ikke et hierarkisk levn fra enevælden, men et ordenssynspunkt i oldkirken. Det fremgår af professor emeritus Bent Flemming Nielsens fremragende nye bog ”Højmessen - historie og teologi”. Her forklares blandt andet, hvorfor menighederne fra begyndelsen af havde liturger (ledere) til at stå for det centrale element nadveren. Det blev dog kaldt ”eukaristien”, der betyder takkeoffer til Gud, fordi det ikke primært er en social sammenkomst.

Ordet “gudstjeneste” har op igennem hele historien haft en dobbelt betydning. Folket tjener Gud med lovprisning og tak. Men det er netop kristendommens særkende i religionernes verden, at evangelium og sakramente ikke kan være andet end forkyndelse af Guds tjeneste for os.

Netop fordi ordets forkyndelse og Guds kærlighedsoffer for sin menighed er gudstjenestens centrum, er der derfor også stor forskel på at være Ordets tjener og kirketjener. Præstens embede og ikke hendes person må i en kirke have en særlig pondus, der går ud over tidens trang til nivellering. Det sætter både præst og menighed på plads i spændingsfeltet mellem vores egen trang til geskæftig udfoldelse og troens modtagelighed. Præsten er derfor mere end en kirkefunktionær med specialområdet sprog, mens andre funktionærer tager sig af musik og pynt.

Der er grund til at minde om det. Udgivelsen af Bent Flemming Nielsens bog er bevidst tilrettelagt til nu, hvor liturgi igen er til debat, og den er god at få forstand af i denne sammenhæng. Forfatteren slutter med denne stilfærdige betragtning:

“Gudstjenesten kunne formentlig gøres mere munter, fornøjelig og underholdende... Hvis prisen for et forsøg i den retning er, at gudstjenestens kravløse ro tabes undervejs, så er alt tabt. Men der er heller ingen grund til, at dette skulle ske, blot besindigheden bevares”.

Samtidig er der imidlertid også i denne fremragende historiske og teologiske beskrivelse af gudstjenestens form indeholdt konturer af en embedsteologi, der er grund til at støve af. Der er nemlig teologiske grunde til, at den kirkelige jura bestemmer præsten som den, der giver de endelige anvisninger ved en gudstjeneste.

På en bagvendt måde har Bent Flemming Nielsens glimrende bog derfor også givet mig et nyt blik for vigtigheden af, at den teologiske forfatter Kristine Garde for efterhånden en del år siden i Danmark introducerede retsteologi som en disciplin. Hvis kirken ikke kan begrunde sin jura teologisk, mister denne både fodfæste og åndelig legitimitet.

Det er ikke på grund af præstens forfængelighed med sagens ophøjede alvor, som han eller hun er tjener for, at der er forskel på at være kirketjener og Ordets tjener. Større klarhed om det ville formodentlig kunne løse en del forståelsesvanskeligheder og arbejdsmiljøproblemer i sognene rundt omkring.

Jeg kan eksemplificere med en aktuel situation i forbindelse med en kirkes genåbning efter coronanedlukningen. Her hørte jeg om en uenighed, der drejede sig om en kirketjener, som modsatte sig præstens ønske om at indføre de lempelser i forhold til deltagerantal, der nu var mulighed for. Men når vi ved genåbningen kan glæde os over, at ordet kan lyde til flere, kan der i sagens natur ikke være lagt op til en forhandling på lige vilkår mellem ordets tjener og kirketjener om, hvorvidt kirken skal indføre det. Det må derimod præsten som del af menighedsrådet og med embedets tyngde afgøre. Det er teologisk begrundet - i liturgiens historie.