Steen Skovsgaard: Han reddede vores drengs liv

Jeg rakte vores to-årige over kutterens ræling til færingen Ljóggjas. Pludselig råbte Ljóggjas højt, og kutteren bakkede for fuld kraft bort fra molen. Ljóggjas kravlede med drengen under den ene arm op i en lysmast. Her hang han halvanden meter oppe og ventede. Og så kom den. Bølgen, skriver tidligere biskop Steen Skovsgaard

Den engel, som jeg har lyst til at fortælle om, mødte jeg for 30 år siden. Den optrådte i skikkelse af en cirka 60 år gammel mand, der hed Ljóggjas. Han boede i en lille bygd, Mikladal, der ligger på øen Kalsoy på Færøerne. Jeg havde været konstitueret sognepræst i Klaksvik i et halvt års tid og havde i den egenskab været i Mikladal et par gange tidligere for at holde gudstjeneste.

Når man dengang som præst skulle til Mikladal for at holde gudstjeneste, måtte man tage turen om lørdagen med en lille færge. Det var en gammel kutter, som hed Barskór. Den afgik fra Klaksvik lørdag eftermiddag, og så kunne man først komme tilbage igen søndag eftermiddag. Overnatningen fandt sted hos Ljóggjas og Margrethe, der havde den betroede opgave at sørge for præstens fornødenheder i forbindelse med, at han skulle holde gudstjeneste.

Denne lørdag var dog speciel. Her havde Ljóggjas og Margrethe nemlig inviteret hele præstefamilien til at komme til både overnatning og gudstjeneste, og vi var nu på vej over for sammen at opleve den lille bygd og bo hos den gamle færøske familie.

Jeg stod i forstavnen på kutteren med vores mindste dreng, Kristian, på armen. Han var næsten to år. Kutteren lagde forsigtigt til ved en lang mole, der skød ud i havet. Yderst på molen stod Ljóggjas for at tage imod. Jeg rakte ham Kristian, som han tog forsigtigt imod, og så satte jeg desuden tasken med fotografiapparatet på molen.

Pludselig råbte Ljóggjas eet eller andet højt til Hjalmar, som var skipper. Straks løsnede de trossen, og Barskór bakkede for fuld kraft bort fra molen. Jeg stod tomhændet og så måbende til uden anelse om, hvad der foregik. Jeg kunne bare se, hvordan Ljóggjas med Kristian under den ene arm og tasken med fotografiapparatet under den anden nu kravlede op i en lysmast, der stod yderst på molen. Her hang han halvanden meter oppe og ventede.

Og så kom den. Bølgen. Den rejste sig pludseligt omkring molen og steg op til den næsten nåede fodsålerne af Ljóggjas. Men han holdt fast, og jeg holdt fast ved rælingen og kunne stadig intet gøre. Det føltes som en evighed, inden vandet igen lagde sig, og Ljóggjas kravlede nu ned og gik med Kristian og fotografiapparatet op til en lille 10 personers bus.

Efter et stykke tid sejlede Barskór atter ind til molen og lagde til, og vi kunne med bankende hjerter vandre op til bussen og forenes med Kristian. Han var helt uberørt og havde ikke mærket noget til den fare, han og Ljóggjas havde været i.

Da vi kom hjem i den lune stue i Mikladal – stadig lidt rystede – talte vi om, hvad der var sket.

"Nå, det var ikke noget særligt!" sagde Ljóggjas og slog det hen: "Sådan er det på Færøerne. Man skal bare holde øje med søen."

Sådan kalder man Atlanterhavet.

Jeg har siden ofte tænkt på den farlige situation og fik dengang endnu større respekt, ikke bare for naturen, men også for de mennesker, som forstod at læse og manøvrere med naturens luner og kræfter.

Mange år senere mødte jeg Ljóggjas for sidste gang. Han lå for døden på hospitalet i Klaksvik, og jeg var tilfældigvis på Færøerne og besøgte ham.

"Kan du huske, da du reddede Kristian ude på molen, da vi skulle besøge jer?" spurgte jeg ham.

"Om jeg kan!" sagde han med et smil: "Det glemmer jeg aldrig!"

Så det havde alligevel ikke været helt så almindeligt og hverdagsagtigt, som han havde givet udtryk for.

Men jeg glemmer aldrig Ljóggjas. Han var ikke helt almindelig; men var den hverdagens engel, som jeg takker for reddede vores lille dreng ved Kalsoy. Sammen med fotografiapparatet.