Når man melder sig ud af folkekirken, opgiver man sin kulturelle baggrund

Ateisterne opfordrer i øjeblikket danskerne til at melde sig ud af folkekirken. De påstår, at Jesus synes, det er noget pjat, at vi bruger penge på kirken. De må have nogle gode forbindelser til Vorherre, siden de ved, hvad Guds søn synes, mener præst Poul Joachim Stender

Lidt kan være meget. Ved nadveren får vi serveret en oblat og en sjat portvin. Men i lidt er der meget. Vi får syndernes forladelse.

Når jeg døber, bruger jeg en anelse kommunalt postevand, som bliver øst over barnets hoved. Men der er meget i lidt. Efter dåben er dåbsbarnet kristen, og det er det livet igennem, hvad enten det kommer i folkekirken som voksen eller foretrækker at være kristen på anden vis.

Der bruges 17 muskler til at smile. Der bruges 43 muskler til at se sur ud. Der er tale om ganske få muskler for at få et smil frem. Men i så lidt som et smil, er der meget, fordi vi kan løfte hinandens liv med et smil.

Når Jesus udfører sit brødunder i Bibelen, er det ikke udelukkende for at vise os Guds mægtige kræfter. Han vil også fortælle os, at lidt kan være meget.

Det gælder også på det negative område. Undervisningsministeren kom forleden til Ørestads gymnasium for at diskutere demokratisk dannelse. 500 gymnasieelever, der følte sig oprørte over nogle af regeringens nedskæringer, buhede ministeren ud, bankede på ruderne til hendes mødelokale og råbte ukvemsord efter hende. Ministerens besøg var planlagt til halvanden time. Men efter 30 minutter måtte hun gå.

Problemet er ikke de unge gymnasieelever. Det hører med til ungdommen at være impulsiv. Problemet er de unges lærere, der nikkede anerkendende til eleverne og ikke skred ind og sagde: ”I må gerne være utilfredse. Men vær det på en dannet og demokratisk måde, og diskuter jeres problemer med ministeren”. Der skal bare nogle få buhråb til at vælte al dannelse og i sidste ende demokratiet. Lidt kan være meget.

Ateisternes buh af folkekirken

Ateisterne har i øjeblikket gang i en biografreklame på Sjælland, hvor de opfordrer danskerne til at melde sig ud af folkekirken. De påstår, at Jesus synes, det er noget pjat, at vi bruger penge på kirken. De må have nogle gode forbindelser til Vorherre, siden de ved, hvad Guds søn synes om og ikke synes om.

De skelner også mellem passive kristne og aktive kristne. Grebet af samfundets aktivitetsniveau mener de, at kristendom kun kommer til udtryk, hvis man går i kirke om søndagen og hvert år tager stilling til på sin selvangivelse, om man ønsker at fortsætte sit medlemskab af kirken.

Gad vide om ateisterne også synes, at man jævnlig skal bekræfte, at man kan lide demokratiet, selv om man ikke stemmer til valgene? Eller man skal bekræfte, at man gerne vil være en del af det sociale system i Danmark, selv om man endnu ikke har gjort brug af det? Eller at man hvert år skal forny sine bryllupsløfter?

Det kræver så lidt at melde sig ud af folkekirken. Man e-mailer en fortrykt udmeldelse til præsten og er ikke længere medlem af folkekirken. Men i lidt er der meget. Kristendommen er Danmarks grundlag.

Hvis vi deserterer fra kirken, opgiver vi også vores kulturelle baggrund, vi afskaffer på længere sigt de kristne helligdage, vi fjerner korset fra Dannebrog, vi gør Danmark til et land, hvor vi tror, at vi mennesker er så mægtige, at vi kan klare os selv uden at bede Kristus om hjælp til vores komplicerede liv med hinanden.

Mit forhold til ateisterne ville måske blive bedre, hvis de engang imellem ikke var så skråsikre og indrømmede, at en lille barrikade som deres forstand ikke hindrer dem i at blive pirret af det evige. Eller hvis de indså, at der i lidt kan være meget.

Deres kampagne for udmeldelser af folkekirken, deres buh af folkekirken, kan på længere sigt være med til at ødelægge Danmarks åndelige grundlag.

Poul Joachim Stender er sognepræst, forfatter og debattør.