Præst: Vielsesdebat handler om mere end sex og diskrimination

Debatten om vielsen af homoseksuelle handler også om, hvilken folkekirke vi gerne vil have. Servicekonceptet må aldrig komme til at fylde så meget, at det overtrumfer teologien og præsters ret til at gøre, hvad de samvittighedsmæssigt er bundet til over for Gud, mener sognepræst Carsten Haugaard Nielsen

Det er igen pustet liv i debatten om vielse af homoseksuelle. Men debatten handler om langt mere end sex og diskrimination.

Det er ellers de to kort, der ofte trækkes, når emnet debatteres: sex og diskrimination. Eksempelvis når forpersonen for LGBT (Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, red.) Peter Holk Svendsen, i Kristeligt Dagblad den 4. januar siger om præsters ret til at sige nej til at vie personer af samme køn:

”Derfor er det reelt en blåstempling af diskrimination, når præster har lov til at nægte at stå for vielse af homoseksuelle”. Derfor må præster – som han ser det – rette ind eller forlade skuden.

Nu er det næppe nogen, der er uenige i, at man ikke skal diskriminere på grund af seksualitet. Men er det diskrimination at sige nej til at vie et homoseksuelt par? Den debat vil jeg ikke gå ind i her, men bare konstatere, at den gældende lovgivning på området ikke betragter det som diskrimination.

Jeg vil derimod pege på, at der nedenunder denne debat kører en mere eller mindre skjult debat om, hvilken folkekirke vi vil have, og hvilke præster vi vil have. Allerede for en del år siden forudsagde daværende professor i praktisk teologi Viggo Mortensen (i bogen ”Kristendommen under forvandling, 2005”), at kirken ville udvikle sig i to retninger:

1) Servicekonceptet og tjenestemandskirken ville blive udbygget. Kirken bliver kirke for mange, men dens grundlag udvandes.

2) Menigheder ville arbejde på fornyelse og klarere profiler.

Man kan med god ret sige, at alle folkekirker er servicekirker. Vi døber, konfirmerer, vier og begraver – og det giver rigtig god mening at gøre det. Men jeg kan alligevel se en vis retning: Der er en del kirker, der i praksis mest fungerer som servicekirker. Og så er der andre kirker, der har udviklet sig som profilkirker med et menighedsliv svarende til kirkens profil.

Her hvor jeg bor – i Aarhus – har vi for eksempel klart profilerede grundtvigske kirker. Vi har også kirker, der har en aktivistisk profil. Andre, hvor en eller flere præster er teologisk mere konservative, og det præger menighedslivet.

Hvor vil jeg hen med dette? Jeg vil sige: Når der argumenteres med, at præster bare skal gøre det, de skal – også når man teologisk og samvittighedsmæssigt er uenig – så argumenteres der ud fra en forståelse af kirken, hvor servicekonceptet bestemmer over teologien. Bag de argumenter gemmer der sig en servicekirke i rendyrket form. Jeg spørger: Er det sådan en kirke, vi vil have? Og ønsker vi præster, der retter ind, fordi de har et offentligt embede? Det bliver – sagt på jysk – noget tandløst.

Jeg ser gerne en folkekirke, der fortsat servicerer hele befolkningen. Og som rummer alle, uanset seksualitet. Men servicekonceptet må aldrig komme til at fylde så meget, at det overtrumfer teologien og præsters ret til at forkynde og gøre, hvad de samvittighedsmæssigt er bundet til over for Gud. Selvfølgelig er der grænser, også for præster! Men de skal ikke bestemmes af andet end den bekendelse, som kirken bygger på. Og dermed skal der være plads til de uenigheder, der er, inden for denne bekendelse.

Lad os bevare en folkekirke med højt til loftet, præster, der har mod til at sige, hvad de mener – også når det er upopulært - og kirker, der finder deres forskellige veje!

Carsten Haugaard Nielsen er sognepræst i Christianskirken i Aarhus