Interview

Den katolske kirke lancerer katolsk Pokémon GO

Pave Frans er ikke bange for at bruge de moderne medier til at nå ud med sit budskab. Her ses han i færd med at tage en selfie sammen med en ung mand i Vatikanet. Foto: Max Rossi/Reuters/Ritzau Scanpix

Pavens verdensomspændende bønsnetværk, Bønnens Apostolat, har udviklet en såkaldt eRosenkrans som et supplement til deres app, Click to Pray. Det er blot nogle få af de mange moderne teknologiske tiltag, som den katolske kirke benytter sig af for at udbrede kendskabet til kirken

”Den katolske kirke er ikke bange for at bruge de moderne medier.”

Det forklarer den danske leder af det pavelige bønsnetværk, Bønnens Apostolat, Pater Herbert Krawczyk.

Pavens verdensomspændende bønsnetværk har for nylig udgivet en ny eRosenkrans, som er et supplement til app’en Click to Pray. Med eRosenkransen og Click to Pray kan man ved hjælp af sin smartphone lære, hvordan man skal bede en rosenkrans, skriver organisationen bag Click to Pray i en pressemeddelelse. Det er det pavelige bønsnetværks ambition, at eRosenkransen kan være med til, at flere unge mennesker får et forhold til den katolske bønspraksis.

Mathew Schmalz er professor i religionsstudier på College of the Holy Cross i Massachusetts, USA. Han mener, at de nye, teknologiske tiltag i den katolske kirke er del af en større kampagne for at forbedre kirkens omdømme i særligt unge menneskers optik.

”Den katolske kirke prøver – måske er det en kende for sent – at genvinde en generation, som er ved at blive tabt på grund af al polariseringen og alle skandalerne inden for katolicismen og den generelle sekularisering i kulturen,” forklarer han til Washington Post.

Click to Pray og eRosenkransen er imidlertid kun få blandt mange tiltag i den katolske kirke, som forsøger at række ud gennem moderne medier. Et andet eksempel er app’en Follow JC GO – JC betyder Jesus Christ. Det er en pendant til det populære Pokémon GO, der ligeledes er en app til smartphones. Her handler det ikke om, at man skal fange de små tegneseriemonstre fra Pokémon, men derimod bibelske personer og helgener rundt omkring i byerne, som man kan føje til sit evangeliseringshold.

”Selvom Pave Frans ikke er en særlig teknologisk person, var han henrykt. Han forstod idéen, og han forstod, hvad vi prøvede at lave: Nemlig at kombinere teknologien med evangeliseringen,” forklarer Ricardo Grzona, direktør i Fundación Ramón Pané, som står bag Follow JC GO, til det katolske nyhedsmedie Crux Now.

Pater Herbert Krawczyk fortæller, at de moderne medier er nødvendige i en moderne tid. For eksempel er den katolske kirkes officielle hjemmeside en hjælp for katolikker verden over. Der finder man både kirkelige dokumenter af forskellig slags, pavelige udtalelser og informationer fra resten af verden.

”Den nuværende pave, Frans, er meget aktiv på nettet. Hans videooptagelser er kendt vidt og bredt, ligesom hans Twitter-profil er det. De fleste katolske institutioner, organisationer og menigheder har i dag hjemmesider. Både YouTube, Facebook og apps er noget af det, de anvender,” siger han og uddyber:

”De moderne medier stiller os foran nye udfordringer. Vi udforsker dem med henblik på deres brug i evangeliets forkyndelse. Men vi bruger dem også til kommunikation med andre mennesker end blot de troende. Det er vort håb, at vi ved fornuftigt at gøre brug af de moderne medier er i stand til sammen med de andre at finde Gud.”

Se en trailer til Follow JC GO her