LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Klassisk indføring

Sådan ser den katolske kirke på ægteskab og familie

At ægteskabet af kirken betegnes om et sakramente betyder, at netop her opfyldes Guds oprindelige plan med menneskets skabelse. Med sin legemlighed og seksualitet skal mennesket i ægteskabet tjene Gud ved at føre skabelsen videre. Foto: Iris Foto: Dzmitry Malyeuski

I går åbnede den katolske familiesynode, hvor især annullering af ægteskab og nadver for gengifte diskuteres. Men hvordan opfatter den katolske kirke det velsignede samliv, og hvad betyder det, at ægteskabet er et sakramente?

Pave Frans har indkaldt til et ekstraordinært kirkemøde, en ægteskabssynode, til drøftelse og måske justering af den katolske kirkes lære om familien, ægteskab og skilsmisse.

Mødet slutter i år den 25. oktober – og mange er spændt på resultatet: Bliver det en opblødning af kirkens opfattelse, eller vil den hidtidige strenge ægteskabsmoral og familie-etik blive opretholdt? 
 
Johannes Paul 2. og ”Livets evangelium”
Diskussionen bygger på en opfattelse af både ægteskab og liv som ukrænkeligt.

Den 30 marts 1995 udsendte pave Johannes Paul 2. en rundskrivelse med titlen Evangelium Vitae (Livets evangelium). Heri understregede han, hvad der er den katolske kirkes syn på menneskelivets værdi og ukrænkelighed.

I rundskrivelsen er menneskelivets værdi bredt ud til at omfatte krig, dødsstraf, kunstig svangerskabsforebyggelse, kunstig befrugtning, genetisk manipulation, dødshjælp, samt den stadigt stigende kløft mellem rige og fattige i verden. Men rundskrivelsen, som er rettet til alle gejstlige såvel som almindelige katolikker, samt mennesker i øvrigt af god vilje, koncentrerer sig i særdeleshed om abortproblematikken.

Pavens rundskrivelse lader ingen i tvivl tilbage: Det ufødte barn har en ret til livet. Det er en ret, som det har lige fra undfangelsens øjeblik. Tanken om dødshjælp hviler på en falsk forestilling om, at livet kun er værd at leve, hvis det er smertefrit.

Dødshjælp strider også mod en Gudgiven ret til liv. Og så understreger rundskrivelsen i øvrigt ægteskabets ukrænkelighed og uopløselighed.

Alt i alt formulerer Johannes Pauls rundskrivelse det, der hidtil har været stadfæstet af kirken. Det nye i Johannes Pauls skrivelse er imidlertid, at den tydeligt er rettet kritisk mod den moderne kultur og dens materialisme.

Ægteskabet som et sakramente
Hvad er så nærmere den katolske kirkes opfattelse af ægteskabet? Kirken ser ægteskabet som et livslangt samliv beroende på troskab.

Dermed er ægteskabet et udtryk for Kristi egen kærlighed og et billede på Guds pagtstroskab over for menneskeheden. Ægteskabet beror på partnernes frie ja til hinanden, men ægteskabet fuldbyrdes først i den kropslige forening.

At ægteskabet af kirken betegnes om et sakramente betyder, at netop her opfyldes Guds oprindelige plan med menneskets skabelse. Med sin legemlighed og seksualitet skal mennesket i ægteskabet tjene Gud ved at føre skabelsen videre.

Vedrørende skilsmisse har man fra den katolske kirkes side henholdt sig til ordene i Mattæusevangeliet kap. 19, v.6: ”Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.«

Siden et kirkemøde i Arles i år 300 har kirken da også fastholdt, at skilsmisse med indgåelse af nyt ægteskab, så længe den første ægtefælle er i live, er et brud med Guds ordning og dermed medfører udelukkelse fra at modtage nadveren. Spørgsmålet er så, om kirkens opfattelse rent faktisk har støtte hos katolikkerne. 

Religiøsiteten i Italien
Den italienske forsamling af biskopper tog i 1995 initiativ til en undersøgelse af italienernes holdning til den katolske kirke, som blev offentliggjort i bogen La religiosità in Italia.

Omkring 89% erklærede i denne undersøgelse, at de er troende katolikker – dog med nuancer, når det gjaldt spørgsmål om selve trosbekendelsens indhold.

30% gik i kirke hver søndag, mens 11% andre kom der et par gange om måneden. Men trods denne store trofasthed over for kirken kunne undersøgelsen afsløre, at netop når det drejer sig om seksualmoral og syn på ægteskabet, står kirke og folk langt fra hinanden. Kun 405 tog afstand fra homoseksualitet, papirløst samliv, og skilsmisse fandt 80% er i sin orden. Sex før ægteskabet fandt 85% uproblematisk.

Undersøgelsen afslørede en dobbelthed: 66% mente det vigtigt, at kirken fastholdt sin lære og traditioner. På den anden side mente hele 70%, at man selvfølgelig kunne være en god katolik, selvom man ikke efterlevede kirkens anvisninger. Kirkens lære bliver altså i den italienske befolkning ikke anset for noget, der ubetinget skal følges – men snarere som tilbud og vejledning. 

En ny morallære
Pave Frans har flere gange signaleret, at han er for en justering af den kirkelige familielære. Han vil tydeligt nok arbejde for en langt mere barmhjertig og forsonende holdning i forhold både til homoseksualitet, skilsmisse og samliv før ægteskabet.

I et af forberedelsesdokumenterne om homoseksualitet formuleres den nye holdning sådan: ”Homoseksuelle har gaver og kvaliteter at tilbyde det kristne samfund… de vil gerne stifte bekendtskab med en kirke, der kan tilbyde dem et indbydende hjem”. Den katolske kirke er ikke desto mindre præget af en konservatisme og dermed følgende træghed, når det kommer til at ændre sin lære og moralske opfattelse.

En reformfløj vinder frem
På den anden side vinder en reformfløj frem, stærkt opmuntret af pave Frans´ initiativer. I denne reformføj spiller den aldrende tyske kardinal Walter Kasper en ledende rolle. Han er en stor teologisk begavelse og nyder i høj grad Frans` tillid.

Walter Kasper, og med ham andre tyske teologer og gejstlige indenfor kirken, er stærkt påvirket af den folkelige kritik. Blandt andet anses det som en alvorlig anfægtelse, at kirken ikke kan give fraskilte nadver.

Kirken må ikke bare fordømme, men sætte sig ind i folks situation og ledsage og hjælpe folk, sagde Walter Kasper i et interview fornylig til et tysk dagblad.

Det er kirkens kald at være nådig over for syndere. Og han lægger til: ”Men nåde retfærdiggør ikke synden, men synderen”. Synspunktet møder også heftig modsigelse.

Det konservative argument er, at hvis kirken ændrer en lære, som er vedtaget af kirkemøder og/eller formuleret af paven, så er kirken ikke længere ufejlbarlig.