Hvad er Vatikanet?
Paverne har styret den romersk-katolske verdenskirke fra Vatikanhøjen i Rom siden det 14. århundrede. Paveembedet, som også kaldet Den Hellige Stol, og kurien kaldes ofte under ét for Vatikanet, men Vatikanet har også anden betydning
I første omgang er Vatikan navnet på en høj i Rom på den vestlige side af Tiber-floden. Vatikanhøjen ligger på den modsatte side af Tiberen i forhold til de berømte syv høje, som det gamle Rom var bygget på. Da paven vendte hjem til Rom fra sit eksil i Avignon i 1377, blev hans hovedkvarter flyttet til Vatikanhøjen. Tidligere havde paven haft sit hovedkvarter i Lateranpaladset ved Laterankirken, der stadig er Roms officielle domkirke.
Siden dengang har paverne ledet den romerskkatolske kirke fra Vatikanet. Til at hjælpe sig med dette har paven et administrativt system, Kurien, som kan sammenlignes med en regering. Paveembedet (også kaldet Den Hellige Stol) og Kurien kaldes ofte under ét for Vatikanet. Men Vatikanet er også en betegnelse for verdens mindste selvstændige stat, der ligger på Vatikanhøjen.
De fleste statsborgere er præster
Vatikanstaten har cirka 900 indbyggere, hvoraf omkring 550 har statsborgerskab. Nøjagtig 110 af disse er medlemmer af pavens personlige livvagt, Schweizergarden, der samtidig udgør Vatikanstatens eneste militær. Som navnet antyder, er alle medlemmer af dette vagtkorps schweizere, og de har kun midlertidigt statsborgerskab i Vatikanstaten. Af de resterende statsborgere er stort set alle romerskkatolske præster og biskopper, der enten arbejder i Kurien eller på en af Den Hellige Stols ambassader (kaldet nuntiaturer) rundt omkring i verden.
Kurien består af en række forskellige afdelinger: et statssekretariat, ni kongregationer, tre tribunaler, 11 pavelige råd og syv pavelige kommissioner, foruden en række kontorer. Hver afdeling ledes af en kardinal. Kardinalerne er de højstrangerende biskopper i den romerskkatolske kirke (bortset fra paven selv).
Nogle kardinaler fungerer som almindelige biskopper eller ærkebiskopper rundt omkring i verden. Men en meget stor del af kardinalerne bor i Rom og har ledende opgaver i Kurien. Arbejdssproget i Kurien er italiensk, og de fleste af de kardinaler, der arbejder der, er italienere. Til at hjælpe sig med arbejdet har de ca. 3.000 lægfolk, som er ansat i Kurien. De fleste af dem er også italienere og bor andre steder i Rom.
Indtil den polske ærkebiskop og kardinal Karol Wojtyla blev valgt til pave (som Johannes Paul II) i 1978, var det også kutyme, at kardinalerne valgte en italiener til pave. Johannes Paul II var den første ikke-italienske pave siden hollandske Adrian VI i 1522-23.
Tre vigtige kongregationer
Kongregationerne har en meget central plads blandt Kuriens afdelinger. Nogle af de vigtigste kongregationer er Kongregationen for Troslære, Kongregationen for Biskopper og Kongregationen for Evangelisation af Folkene.
Kongregationen for Troslære hed indtil 1908 Den Højeste Hellige Kongregation for den Romerske og Universelle Inkvisition. Kongregationens historie går tilbage til den romerske inkvisition, der om nødvendigt med voldelige midler håndhævede den rette katolske lære. Dette er imidlertid flere århundreder siden. I dag bruger kongregationen mere fredelige midler, men kan dog stadig gribe til ekskommunikation i de mest alvorlige sager. Benedict XVI, var kongregationens leder, indtil han blev valgt til pave i 2005.
Kongregationen for Biskopper styrer udpegelsen af biskopper til hele verden. Og Kongregationen for Evangelisation af Folkene er det øverste organ i kirkens globale missionsarbejde. Indtil 1982 var dens navn Den Hellige Kongregation til Udbredelse af Troen på latin: Sacra Congregatio de Propaganda Fide. Heraf kommer betegnelsen propaganda, som dog først fik sin negative klang under Første Verdenskrig, da man begyndte at bruge udtrykket om politiske og nationalistiske kampagner.
De mægtigste mænd i Vatikanet
Paven er officielt det enevældige statsoverhoved for Vatikanstaten. I praksis ledes staten dog af en pavelig kommission bestående af kardinaler, som paven har udpeget til denne opgave. Den nuværende præsident for kommissionen og dermed Vatikanstatens regeringsleder er Giovanni Lajolo.
I modsætning til andre selvstændige stater, har Vatikanstaten ikke sin egen udenrigspolitik. Det er ikke Vatikanstaten, men derimod Den Hellige Stol, der udsender nuntiusser (svarende til ambassadører). Tilsvarende kan et land ikke sende en ambassadør til Vatikanstaten, men derimod til Den Hellige Stol.
Ansvaret for Den Hellige Stols udenrigspolitik ligger hos Kuriens Statssekretariat. Statssekretariatet består af to sektioner. Den første sektion koordinerer alt Kuriens arbejde det svarer altså til et statsministerium i et lands regering. Statssekretariatets anden sektion svarer til et udenrigsministerium. Statssekretæren er den øverste leder for hele Statssekretariatet.
Den nuværende statssekretær, den italienske kardinal Tarcisio Bertone, er en af de mægtigste mænd i den romerskkatolske kirke. Han fungerer også som camerlengo det svarer til finansminister men har også en yderligere meget vigtig funktion. I tilfælde af pavens død, træder alle ledere i Kurien officielt tilbage, og så har camerlengoen det øverste ansvar for den romerskkatolske kirkes ledelse, på vegne af kardinalerne og den tomme pavestol.
Paverne har været fyrster siden det 8. århundrede
Centrum for Vatikanstatens bygninger er Peterskirken, som er en af kristenhedens allervigtigste kirker. Den er indvendigt verdens største kirke, med plads til 60.000 mennesker. Kirken har navn efter apostlen Peter, som siges at være begravet under kirken og at have været den første pave.
Foran Peterskirkens indgang, det vil sige på østsiden, ligger Peterspladsen. På den anden side af pladsen ligger den vigtigste vej ind Vatikanstaten: Via della Conciliazione (Forsoningens Vej). Denne brede, åbne vej blev anlagt i det 20. århundrede for at fejre, at paven var blevet forsonet med den italienske stat i 1929.
Før den forenede italienske stat blev oprettet i det 19. århundrede, havde paven regeret som fyrste over dele af Italien siden det 8. århundrede. Alt dette land inklusive det, der i dag er Vatikanstaten blev gradvis overtaget af den italienske stat mellem 1861 og 1870. Aftalen mellem paven og staten i 1929 den såkaldte Laterantraktat betød imidlertid, at paven igen blev fyrste i sin egen selvstændige stat. Denne gang dog med et langt mindre område, end hans forgængere tidligere havde regeret over.
Vatikanstaten dækker et areal på kun 0,44 kvadratkilometer. Det svarer omtrent til 60 fodboldbaner. Dem er der dog ingen af i Vatikanstaten, selv om staten faktisk har sit eget landshold, mest bestående af medlemmer af Schweizergarden. Holdet har dog aldrig deltaget i internationale turneringer.
Kardinalerne bliver lukket inde
Nord for Peterspladsen ligger det Apostolske Palads, som er pavens officielle residens. I forbindelse dermed ligger Vatikanbiblioteket, et af verdens ældste og mest betydningsfulde biblioteker, og Vatikanmuseerne, der har en af verdens mest omfattende kunstsamlinger. Den mest kendte del af paladset er dog det Sixtinske Kapel. Dette enorme kapel er især berømt for de freskoer, som renæssancekunstneren Michelangelo malede på dets loft.
Det er også i det Sixtinske Kapel, kardinalerne mødes, når de skal vælge en ny pave. Når den siddende pave dør, bliver alle kardinalerne indkaldt til konklave. Navnet kommer af latin cum clave, som betyder med nøgle. Kardinalerne er nemlig lukket inde uden kontakt med omverdenen, indtil de ved afstemning har valgt en ny pave.
Rundt omkring de forskellige bygninger i Vatikanet ligger Vatikanhaverne, der udgør omtrent halvdelen af Vatikanstatens areal. Disse haver blev anlagt i renæssancen og barokken. Rundt omkring i haverne er der forskellige bygninger, blandt andet Radio Vaticana. Herfra sender Vatikanet programmer om religiøse emner ud til hele verden.