Boguddrag

Pave Frans og Pérons Argentina

Fotografiet viser general Juan Peron og hustruen Eva Peron, bedst kendt som Evita. Parrets betydning for Argentina kan næppe overvurderes.

Hvilken betydning havde Argentinas præsident Péron for pave Frans? Læs et uddrag fra ny biografi om pave Frans og forstå det samfund, paven var ung mand og præst i

Bergoglio (den senere pave Frans, red.) var 10 år, da Perón kom til magten i 1946. Hans ungdom og tidlige kald til præsteskabet fandt sted på baggrund af Peróns styre og den enorme indflydelse, denne populistiske general havde på udformningen af politisk kultur og identitetsfølelse omkring det nationale. Som Peróns biografiforfatter Joseph Page formulerer det:

”Juan Perón var et udpræget argentinsk fænomen, uforståeligt uden for den kontekst, han fremstod i, relationen mellem manden og landet forekom virkelig ofte symbiotisk. Det er ikke helt ved siden af at hævde, at Perón var Argentina, og Argentina var Perón.”

Bergoglios liv, den første argentinske pave nogensinde, kan ikke forstås uden en anerkendelse af Peróns indflydelse på hans politiske og åndelige udvikling.

Ligesom Stephen Dedalus i James Joyces Portræt af kunstneren som ung mand voksede Bergoglio op og måtte slås med sin nationalitet, religion, familie og moral. Men hvor Stephen – der er blevet undervist af strengt moralske irske jesuitter – til sidst beslutter sig for at forkaste alle socialt pålagte begrænsninger og i stedet leve frit som kunstner, så valgte Bergoglio at blive præst. Det skete netop på det tidspunkt, hvor biskopper og gejstlighed, der havde samarbejdet med Peróns regime, brød med det og styrede mod konfrontation.
 
I 1929 – året, da Jorge Bergoglios far og bedstefar ankom til Argentina fra Italien – afsluttede Perón, der var søn af en lavere offentlig funktionær og en forpagterlandmand med familiemæssige rødder tilbage til Sardinien, sin uddannelse på militærakademiet og blev involveret i general Uriburus militære opstand mod den demokratisk valgte regering fra det radikale parti. Kuppet blev støttet af mange civile, hvilket indgød den unge Perón en livslang respekt for massemobilisering som en måde til forfølgelse og fastholdelse af den politiske magt.

Perón havde deltaget i forskellige militære opgaver, hvor han var tilknyttet stabschefen. Han fortsatte med at undervise på militærakademiet – en stilling, der sikrede ham de nye rekrutters loyalitet – før han gjorde tjeneste som militærattaché i Chile, en vigtig efterretningspost i betragtning af den historiske mistænksomhed, Argentina følte over for sin nabo i Andesbjergene.

Under Anden Verdenskrig, hvor Argentina officielt forholdt sig neutralt, blev Perón udstationeret i Italien og nærede åbenlyse sympatier for Akse-magterne. Han blev imponeret af organiseringen og mobiliseringen af det tyske og det italienske folk under Hitler og Mussolini og af deres brug af massebegivenheder som politisk redskab.
 
Han så Nazityskland og det fascistiske Italien i sin militære optik og mente, at de to lande var ved at udvikle et alternativ til kapitalisme og kommunisme. I modsætning hertil gav hans populistiske instinkt de imperialistiske ambitioner skylden for den særstatus, som britisk handel havde, sammen med det sene 1800-tal og tidlige 1900-tals rige godsejere, på strategiske områder af den argentinske økonomi såsom jernbaner, skibsfart, ingeniørvirksomheder og hele kødhandelen.

Hans ideologi opretholdt en tredje position, som indtog en mellemstilling mellem fri markedskapitalisme, hvor ”big business” bestemte, og så proletariatets diktatur, som var kommunismens mål.

Ved valget i 1946 blev Perón drevet frem til magten med magtbase i arbejderklassen og med støtte fra militæret. Hans forsvar for politisk, social og økonomisk retfærdighed og hans form for nationalisme, der byggede på trodsighed over for britiske og amerikanske ”imperialistiske” interesser, sikrede ham politisk støtte fra både middelklassen og den organiserede arbejderbevægelse.

Hans antikommunisme og umiddelbare respekt for den katolske lære i forhold til abort og skilsmisse og kirkens greb om undervisningsområdet lige fra de yngste klasser til universitetsniveau sikrede ham støtte fra det katolske hierarki og fra en ny generation af præster, hvoraf mange var blevet uddannet i Francos Spanien.
 
Peróns særlige talent lå i hans pragmatisme og den måde, hvorpå han greb lejligheden til at vise statsmandskab efter urolighederne i 1930’erne, som hans biografiforfatter skriver, ”ved at overføre essensen af militært lederskab til spillet om argentinsk politik og ved at inkludere sine medborgere langt bedre end nogen af sine samtidige”.

Arven efter Perón og hans karismatiske, radikale anden hustru, Evíta, var en blandet politisk bevægelse med en nationalistisk ledelse, der var prædisponeret for et autoritært styre, og med støtte fra dele af de væbnede styrker, ikkeudenlandske erhvervsfolk, fagforeninger og de fattige.

Det ideal, som Perón kæmpede for, nemlig at social retfærdighed kan opnås ved at afbalancere kapitalens og arbejdskraftens interesser, ramte lige ind i hjertet på katolske immigrantfamilier fra den lavere middelklasse som familien Bergoglio, i og med at det mindede om pavens encyklikaer fra slutningen af 1800-tallet og fra 1900-tallet, der havde defineret den officielle katolske sociallære.

Men Perón bidrog ikke kun med ideologisk konvergens til argentinsk politisk kultur, men også med et krav om en klar formel for udøvelse af politisk magt over masserne, som overtog et begreb, han havde lært i militæret og nu oversatte til det civile liv – det var behovet for overordnet kontrol i en conductor eller magtfuld karismatisk leders hænder. Hvad der ifølge hans tilhængere adskilte Perón fra en tyran eller en diktator, var hans tilhængeres fleksibilitet, selv om demokratiet forblev en illusion.
 
Som hans biografiforfatter Joseph Page bemærker, så kunne ingen, der iagttog Perón foran et kæmpemæssigt publikum, undgå at bemærke det symbiotiske forhold mellem dem. Et meget vigtigt element af hans lederskab var eksistensen af borgere, der ikke bare var villige, men også parate til at blive ført lige så trofast som soldater, der føres af deres general.

Således skabte peronismen sin berømte hymne med titlen ”Marcha Perónista” (Peronisternes march) med den meget mindeværdige og levedygtige sætning, der forbandt lederen med masserne:

Perón, Perón, que grande sos, mi General cuanto vales Péron,
Perón, gran conductor, sos el primer trabajador.
(Perón, Perón, hvor er du stor, min general, hvor sætter vi dig højt
Perón, Perón, store conductor, den første blandt arbejdere).

I de unge år, mens den senere pave Frans modtog sin første undervisning og fik sin første kommunion på den lokale Misericordia-sogneskole, der blev drevet af nonner, opretholdt Perón og det katolske hierarki en atmosfære af gensidig velvilje, der afspejlede forholdene i Francos Spanien.

Kirken forholdt sig tavs over for forringelsen af borgerlige frihedsrettigheder som for eksempel trusler mod frit tænkende journalister, fængsling af uafhængige fagforeningsfolk eller professionelle officerer, der nægtede at adlyde ordrer, fordi de mente, at generalen, der også var præsident, var blevet en ideologisk demagog. Regimet på sin side respekterede kirkens privilegerede position, specielt inden for undervisningsområdet.

Medmindre man var rig og jordbesiddende eller i eksil, var det ikke uforeneligt at være katolik og tilhænger af Perón. Den beskedne familie Bergoglio, der var vokset op med afsky for de tidlige italienske anarkisters antiklerikalisme, var begge dele. Fra den tid husker Jorge Bergoglios jævnaldrende ham som en livlig dreng, der ikke kom ud for nogen større begivenheder, der skulle få indflydelse på overgangen fra barndom til ungdom, skønt familiemiddagene indgød en respekt for Perón, som først manifesterede sig i hans ungdom, og som skulle vare ved indtil hans ældre dage.

Som tiden gik, er der andre erindringer, der peger i andre retninger. Således fremdrog en af Bergoglios tidlige uautoriserede biografiforfattere en fortælling fra en af hans samtidige, som fra sine unge dage i underskolen huskede, at den senere pave fik et blakket ry blandt sine jævnaldrende, efter at han dukkede op i skolen med en stor Perón-brystnål på reverset. At bære politiske symboler var officielt bandlyst i skolen, men Bergoglio blev ved med at bære sin partinål, indtil læreren tvang ham til at tage den af. Pave Frans har senere nægtet kendskab til denne konkrete historie.

Derimod husker han – ifølge Aquel Francisco, en af de autoriserede bøger om ham skrevet af de argentinske journalister Javier Cámara og Sebastián Pfaffen – at han engang i begyndelsen af 1950’erne (pave Frans oplyser ikke noget specifikt tidspunkt) som skolerepræsentant deltog i et af Peróns massemøder på Teatro Colón, som er et af hovedstadens emblematiske kulturcentre.

Han husker også, at han ved en anden lejlighed, mens han hentede foldere, kom til at stå ansigt til ansigt med Eva Perón på et kontor, der tilhørte Det Peronistiske Parti, i det centrale Buenos Aires. Pave Frans har aldrig udtalt sig offentligt om, hvilken betydning Perón eller Evíta havde for ham, selv om han har draget paralleller mellem de peronistiske doktriner og den katolske kirkes sociallære.