Paver bekæmper krig, fattigdom og uretfærdighed

Det 20. århundredes paver har talt for fred mellem folkene. - Arkivfoto

I dag udkommer pavens nye rundskrivelse om sociale forhold. Få her et historisk overblik over pavernes svar på verdens store, sociale spørgsmål

Sociallæren er et særligt område inden for den romersk-katolske kirkes lære. Ud fra klassiske kristne perspektiver som etik, retfærdighed og næstekærlighed forsøger sociallæren at give et svar på, hvordan samfundet bør indrettes. Sociallæren ligger altså i spændingsfeltet mellem religion og politik.

Sociallæren forholder sig til de særlige nye problemstillinger, som findes i en moderne verden med industrialisering, urbanisering, globalisering, teknologiske fremskridt, markedsøkonomi, globale konflikter og forurening. Sociallæren blev grundlagt i pave Leo XIII's rundskrivelse fra 1891, som meget passende hed Rerum novarum De nye ting.

Leo XIII støttede fagforeningerne
Anledningen for Rerum novarum var industrialiseringen og den voksende arbejderbefolkning. Mange arbejdere ønskede at danne fagforeninger for at kunne være repræsenteret som samlet enhed overfor arbejdsgiverne og dermed have mulighed for at forbedre deres vilkår. De fleste fagforeninger var socialistiske eller kommunistiske og byggede på Karl Marx' teorier om, hvordan arbejdernes forhold kunne forbedres. Disse teorier gav bl.a. religionen skylden for, at arbejderklassen lod sig undertrykke af overklassen.

Leo XIII (pave 1878-1903) gav i Rerum novarum et svar på disse udfordringer: Han afviste socialismen men støttede arbejdernes ret til at organisere sig i fagforeninger og forhandle kollektive overenskomster. På den anden side bekræftede han også den private ejendomsret, som var en af de ting, socialisterne var imod.

I 1931 udsendte Pius XI (pave 1922-39) en rundskrivelse med titlen Quadragesimo Anno I det fyrretyvende år (efter Rerum novarum). Den byggede videre på Leo XIII's tanker men med en mere etisk vinkel. Pius XI videreudviklede de tre grundlæggende principper for den romersk-katolske sociallære: Menneskelig værdighed, solidaritet (forpligtelse på det fælles bedste) og subsidiaritet.

Subsidiaritetsprincippet betyder, at alle beslutninger skal tages på så lavt niveau som muligt så tæt på det enkelte menneske som muligt. Dette princip er senere blevet overtaget af EU-systemet, hvor det bruges til at afgøre, hvilke beslutninger der skal træffes i EU-regi, og hvilke i nationalt eller lokalt regi.

Ligesom Leo XIII afviste Pius XI både kommunismen og i bredere forstand socialismen og den utøjlede laissez-faire-kapitalisme. Katolske tænkere og politikere optog med tiden disse tanker og udviklede en tredje vej mellem socialisme og liberalisme, der med tiden blev kendt som den kristendemokratiske bevægelse. Mange lande fik kristendemokratiske partier baseret på katolsk sociallære i dag er eksempelvis det tyske kristendemokratiske parti CDU/CSU det største parti i den tyske Forbundsdag.

Hyldest til Galilei
Pius XII (pave 1939-58) fortsatte i de foregående pavers spor på det sociale område, men udvidede perspektivet fra arbejdsmarkedet til alle områder af de menneskelige samfund: familieliv, politik, uddannelse, videnskab, teknologi, militær, internationale organisationer og så videre sågar også rumfart. På grund af sin villighed og evne til at forholde sig til de samfundsmæssige virkninger af videnskabelige og teknologiske landvindinger blev han også kaldt teknologiens pave.
|
Pius XII mente ikke, at der var nogen indbygget konflikt i forholdet mellem religion og videnskab. Han hyldede Galileo Galilei som en helt ham der tre århundreder før var blevet fordømt af den romersk-katolske kirke for sit heliocentriske verdensbillede (at jorden kredser om solen og ikke omvendt). Og han anerkendte evolutionsteorien som en forklaring på menneskets biologiske oprindelse, der ikke er i konflikt med den kristne skabelsestanke.

Også hans efterfølger, Johannes XXIII (pave 1958-63), udvidede sociallærens perspektiv med sin rundskrivelse fra 1961, Mater et Magistra Moder og mester. Princippet om solidaritet skulle ikke kun gælde mellem mennesker, for eksempel som de riges velgørenhed over for de fattige. Det skulle også gælde mellem rige og fattige lande. Rige lande havde ifølge Johannes XXIII en forpligtelse til at støtte de fattige landes udvikling.

Pacem in Terris (Fred på jorden, 1963) blev den første rundskrivelse nogensinde, som henvendte sig til såvel katolikker som ikke-katolikker. I den argumenterede Johannes XXIII for, at verdensfred kunne opnås ved at styrke rettigheder, ansvarlighed og internationale organisationer såsom FN. Han talte samtidig imod militær oprustning og særligt imod atomvåbenkapløbet mellem USA og Sovjetunionen.

Kirken har skiftet holdning til religionsfrihed
Johannes XXIII's mest betydningsfulde bidrag til sociallæren kom dog indirekte, nemlig ved at han sammenkaldte det Andet Vatikankoncil, som varede fra 1962 til 1965, efter Johannes XXIII's død. Ud over solidaritet med de fattige og lidende optog Vatikankoncilet også et tema, der på den tid var kontroversielt inden for den romersk-katolske kirke: religionsfrihed.

Koncilet endte med at vedtage en erklæring Dignitatis Humanae (Den menneskelige værdighed) der støttede retten til religionsfrihed for alle mennesker. De forsamlede biskopper vedtog den endda med et overraskende stort flertal: 2.308 mod 70.

Paul VI (pave 1963-78), der blev valgt midt under Andet Vatikankoncil, fortsatte med at tale for en udbedring af misforholdet mellem den rige og den fattige verden, blandt andet i sin rundskrivelsen fra 1967, Populorum Progressio Folkenes fremgang. Han gik særligt i brechen for de mange fattige i de hastigt voksende storbyer. Og han mente, at kampen for retfærdighed var en uundværlig del af kirkens mission.

Venner til højre og til venstre
Med valget af Johannes Paul II (pave 1978-2005) fik den romersk-katolske kirke en pave med et stort socialt engagement. Ikke desto mindre undgik Johannes Paul II at tale for en bestemt politisk retning. Det resulterede i, at den britiske konservative premierminister Margaret Thatcher på den ene side kunne kalde ham for en ven af kapitalismen, mens Sovjetunionens sidste leder Mikhail Gorbatjov på den anden side har kaldt ham for en af venstrefløjens vigtigste tænkere.
|
At Leo XIII's rundskrivelse Rerum novarum endnu ikke havde mistet sin betydning ses af, at Johannes Paul II to gange udsendte rundskrivelser i anledning af dens jubilæer: i 90-året Laborem Exercens (At udføre arbejde, 1981) og i 100-året Centesimus Annus (Det hundrede år, 1991).

I Laborem Excercens talte han mest menneskets natur og om arbejdet som noget særegent menneskeligt. Johannes Paul II, der selv var polak, undlod han ikke at benytte lejligheden til tale imod kommunismen og for den polske uafhængige fagforening Solidaritet.

At paven ikke kun var imod kommunismen men også imod ureguleret kapitalisme blev klart med Centesimus Annus. Han talte ganske vist for et frit marked, men også for en vis regulering af økonomien. Desuden beskæftigede han sig i denne rundskrivelse med menneskerettigheder, retfærdighed, fred og udvikling.

Endnu en social rundskrivelse fra Johannes Paul II kom også ved et jubilæum, nemlig 20-årsjubilæet for Paul VI's Populorum Progressio. Rundskrivelsen med den sigende titel Sollicitudo Rei Socialis (Omsorg for sociale anliggender, 1987) handlede ligesom Populorum Progressio mest om forholdet mellem de rige lande mod nord og de fattige lande mod syd.

Spænding om ny rundskrivelse
Det er nu lidt over fire år siden, at den tyske teolog Joseph Ratzinger blev valgt til pave under navnet Benedict XVI. Vatikanet har annonceret, at paven den 29. juni vil udsende en social rundskrivelse med titlen Caritas in Veritate Kærlighed i sandhed. Heri vil han ligesom tidligere paver forholde sig til emner som økonomi, arbejde, fattigdom, miljø, krig og fred. Den imødeses med spænding ikke mindst i lyset af finanskrisen, for hvordan mon paven vil forholde sig til kapitalismen i lyset af den?

Mens vi venter, kan Benedict XVI's allerførste rundskrivelse, Deus Caritas Est (Gud er kærlighed, 2006), give et fingerpeg om pavens holdning til sociale spørgsmål: Paven mener at social retfærdighed først og fremmest er politikernes og lægfolkets opgave, men at kirken har en opgave som vejleder i tro og fornuft. Kirken, staten og velgørende organisationer kan samarbejde om at løse sociale problemer.