Munke viser vejen
I den ortodokse kirke bliver visse munke og præster kendt for deres visdom og hellighed, og de kan få en stor skare af "åndelige børn"
Mange tiltrækkes af det hellige, ikke mindst når de møder det hos et menneske. Visse ældre præster, munke og nonner i den ortodokse kirke opnår et særligt ry som åndelige vejledere og opsøges af mange, der ønsker forbøn, vejledning, velsignelse og helbredelse. De kaldes "ældre" - på græsk "Jerontas" og på russisk "Starets".
Et eksempel er den græske munk og præst Porfirios, der levede fra 1906-1993. Som 15-årig blev han optaget på et kloster på det hellige bjerg Athos i Nordgrækenland, hvor munke gennem århundreder har levet i deres eget selvstændige samfund. Her kom Helligånden til ham og gav ham særlige åndelige gaver. Han kunne for eksempel se på tværs af tid og rum, forstå dyrenes stemmer og se ind i menneskers sjæl. Efter alvorlig sygdom kom han senere til et kloster på sin fødeegn.
Han udøvede sin gerning i og omkring storbyen Athen, hvor han med årene fik mange hundreder "åndelige børn". En af dem - Konstantin Giannitsioti - beretter, hvordan den gamle munk ofte kom ham i forkøbet, fordi munken kunne se, hvad han gemte i sit hjerte.
Et andet eksempel, som stammer fra litteraturen og vil være mange danskere bekendt, er Dostojevskijs Starets Zossima kendt fra romanen Brødrene Karamazov. Zossima udtrykker sin visdom i rammende formuleringer, og det er netop karakteristisk for mange af disse "ældre", at de har efterladt sig en række visdomsord.
I den ortodokse kirke ses Guds ønske om at nå mennesket afspejlet i verden: i ikonerne, helgenerne, den hellige nadver, men også i mennesker. I mødet med det hellige kommer mennesker i direkte kontakt med det guddommelige. Nogle - især blandt munke og nonner - bliver ifølge den ortodokse kirke helliggjort ved Guds nåde og ved deres stærke ønske om at ligne Kristus, og bliver dermed et billede på Kristus for andre mennesker. En "ældre" besidder en særlig åndelig visdom, fordi han bliver ledt direkte af Helligånden.
At være "ældre" er ikke et embede man kan blive udpeget til, men alligevel er det en institution, der kendes fra hele den ortodokse kirkes historie. Den "ældre" har typisk levet et tilbagetrukket liv i bøn i et kloster gennem mange år, hvor han har søgt sandheden om sig selv og om Gud. Når han har nået en høj grad af visdom, kan han forlade sin tilbagetrukkethed og tage imod verden.
Der kan ligge en fare for, at de åndelige børn forfalder til gurudyrkelse, og at den "ældre" selv fristes til at påtage sig rollen som guru. Nogle troende kan udvikle en afhængighed af den "ældre" og komme til at betragte ham som den frelsende. Den ægte åndelige vejleder vil dog altid fokusere troen på Jesus Kristus og ikke på sig selv. Fader Porfirios sagde for eksempel: "Når Kristus kommer for at bebo hele vores sjæls rum, da forsvinder alle problemerne, alle fejl, alle bekymringerne. Da forsvinder også synden".