Sakramenterne er i den ortodokse kirke middel til frelse

Foto: Ritzau Scanpix/Iris

I Den Ortodokse Kirke er de syv sakramenter en uadskillelig del af den troendes liv i kirken og i verden

"Da de kom til Jesus og så, at han allerede var død, knuste de ikke hans ben, men en af soldaterne stak ham i siden med et spyd, og der kom straks blod og vand ud" (Johannesevangeliet 19,33-34).

Ortodokse ser ikke dette skriftsted som blot en biologisk iagttagelse. Det peger på, at kirken netop har disse to elementer i sig - vandet i dåben og blodet i nadveren. Ligesom mennesket består af sjæl og krop, kombinerer mysterierne det synlige og det usynlige. Det usynlige er den guddommelige nåde, og det synlige er det stoflige, man konkret oplever: vandet, olien, bønnen, vinen og så videre.

De syv sakramenter er for ortodokse "hellige mysterier", som ikke umiddelbart lader sig forstå af menneskets begrænsede intellekt, men som sjælen gennem tro kan tilegne sig. De hellige mysterier har alle på den måde deres særlige kilder. Sakramenterne er hellige tjenester og ritualer, der kanaliserer nåde til det syndefulde menneske, som derved bliver renset og helliggjort. De er gaver fra Gud, der bringer mennesker tættere til ham, og giver det, hvad det behøver for at gøre hans vilje og leve evigt.

De første fire sakramenter er obligatoriske for enhver ortodoks kristen. Dåben og myronsalvingen kan kun ske én gang, hvorimod nadveren, skriftemål og sygesalvingen gentages efter behov.

Jesus indstifter dåben ved sin egen dåb (Matthæusevangeliet 3,13-17). I dåben dør det gamle syndige menneske og et nyt opstår. Dåben renser og muliggør det evige liv i Kristus. Det er ikke alene en symbolsk handling, og derfor lægger ortodokse vægt på, at dåben sker ved fuldstændig neddykning i indviet vand.

Myronsalvningen salver med Helligånden, og fuldstændiggør hvad Gud har til hensigt med os som mennesker. Apostlene lagde deres hænder på de troende, som derefter modtog Helligånden (Apostlenes Gerninger 8,17). Salvningen sker i forbindelse med dåben, mens allerede døbte konvertitter myronsalves ved deres indtræden i den ortodokse kirke. I det Gamle Testamente var alene de store profeter og konger salvede, men i den ortodokse kirke er alle salvede, og har dermed muligheden for at være Jesu apostle (Første Korintherbrev 12,4-12). Myron er en olie, der indeholder 40 forskellige essenser, der symboliserer Helligåndens mangfoldige gaver. Præsten salver i korsform den kristne på pande, øjne, øren, læber, bryst, hænder og fødder, mens han udtaler: "Dette er seglet på Helligåndens gave. Amen". Herved er myronsalvningen også en konfirmation af dåben (og den protestantiske pendant har sin oprindelse heri). Det er et vigtigt middel for den kristne i kampen imod synden.

I Den Hellige Nadver er de kristne forenet om alteret med Kristus i kirken og giver tak til Gud. Kristus er føden der nærer os, idet brød og vin er forvandlet til Kristi legeme og blod. Nadveren har en særlig fremtrædende plads blandt de hellige mysterier, og er derfor også midtpunkt for den ortodokse gudstjeneste. Frugten af Den Hellige Nadver er syndernes forladelse, helliggørelsen af sjæl og krop, guddommeliggørelse - delagtighed i guddommelig natur og forening med alle kristne i kirken.

Anger og skriftemål angår selve omvendelsen. Jesus forkynder: "Omvend jer, for Himmeriget er nær" (Matthæusevangeliet 4,17). Angeren er en indre proces, hvor den kristne gør sig bevidst om sine synder og angrer dem. Men tilgivelsen er en gave fra Gud, og derfor skal synderne bekendes for Jesus. Præsten er vidne og har som sådan myndighed til at tilgive, ligesom Jesus tilgiver Peters forræderi. De kristne tager altså ansvar for deres synder, og for at ændre livet, og Gud anerkender det. Skriftemålet er en forberedelse og en forudsætning for at kunne modtage nadveren.

Ægteskabets sakramente har sin parallel i brylluppet i Kana (Johannesevangeliet 2,1-11), men er samtidig en del af en praksis, hvorefter de kristne så at sige bringer livet ind i kirken, for at det kan blive velsignet af Gud. Det gælder især kærligheden mellem en mand og en kvinde. Dette sakramente helliggør kærligheden i de nære relationer, og placerer dem i sammenhæng med livet i Kirken. Gud velsignede Adam og Eva og sagde: "Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden" (Første Mosebog 1,28). Jesus siger: "Hvad Gud har føjet sammen, må et menneske ikke skille ad" (Matthæusevangeliet 19,6). Guddommelig nåde hjælper mennesket til at fastholde dette bånd.

Præster, diakoner og biskopper ordineres med dette sakramente under nedkaldelse af Helligånden. Ordinationen sker med den myndighed, som Jesus gav apostlene, og som er givet videre i ubrudt linje til nutidens præster. Sakramentet har sin parallel, hvor Jesus underviste de ældre i templet, da han var 12 år gammel (Lukasevangeliet 2,41-52). Præsterne fortsætter Kristi arbejde i Kirken gennem den Hellige Ånd, og derfor er embedet helligt. Når de troende kysser præstens hånd, er det ikke personen de ærer, men Kristi præstegerning.

Sygesalvningen er ikke begrænset til fysisk syge, men er generelt et middel til helbredelse - åndeligt, fysisk og psykisk. Oprindelsen i Det Nye Testamente er udsendelsen af de 12 apostle, som derefter salvede mange syge med olie og helbredte dem (Markusevangeliet 6,7-13) og Jakobsbrevet: "er nogen i blandt jer syg, skal han tilkalde menighedens ældste, og de skal salve ham med olie i Herrens navn og bede for ham. Den bøn, de beder i tro, vil frelse den syge, og Herren vil gøre ham rask; og hvis han har begået synder, vil han få tilgivelse for dem" (Jakobs Brev 5,14-15). Gennem lidelserne bærer de kristne Kristi sår i form af sygdom, sorg og smerte. Med tro og handling samarbejder de kristne med Gud om helbredelse.

For den ortodokse kirke er det udtryk for en stor afvigelse, at lutheranerne har svækket eller opgivet sakramenterne. Svækkelsen består først og fremmest i lutheranernes symbolske forståelse af dåb og nadver, hvilket for eksempel kommer til udtryk i, at lutheranerne ikke bruger neddykning ved dåb. De ortodokse anser sakramenterne for at have en konkret og material virkelighed og virkningsfuldhed, hvor den troende samarbejder med Gud om frelsen.