Serie: Det Gamle Testamente i jødisk perspektiv

Den, som ser Gud, forvandles for evigt

Mennesker skal lære at tænke selv, tage ansvar og ikke blot gøre, som Gud siger. For den jødiske forståelse handler det ikke om uhæmmet lydighed mod Gud, som både Paulus og senere Luther mente, at især historien om Abraham og Isak var et billede på. For i den kristne forståelse er Abraham helt indstillet på at ofre sønnen Isak. Men sådan er det ikke i jødedom. Foto: Caravaggio/Wikiart

Kristendom og jødedom har Det Gamle Testamente som fælles hellig tekst, men der er store forskelle mellem, hvordan kristne og jøder tolker disse gamle skrifter. Seriens anden artikel handler om relationen til Gud, og hvad Gud – fra et jødisk perspektiv - ønsker af mennesket

Denne artikel handler om vores relation til Gud – og hvad Gud ønsker af os set i den jødiske forståelse. Ulf Lindgren mener, at Gud gerne ser, at mennesket bliver voksent og tager ansvar for sig selv. Adam og Eva i Edens Have skal derfor ikke i jødisk sammenhæng ses som det store syndefald. Historien med slangen og frugten, som nok snarere var en figen end et æble, var derimod Guds pædagogiske list, for at få Adam og Eva til at leve efter hans store plan med dem.

”Gud vil have, at vi skal gøre som ham. Det er også derfor, at vi er skabt i Hans billede, så vi kan se, skabe og evaluere – og så eventuelt lave tingene om. Præcis som Gud selv gør det - endda flere gange, hvor han ødelægger verden, og bygger den op igen som for eksempel i historien om Noah. Gud ønsker nemlig ikke, at vi bare skal rende rundt og gøre ingenting. Vi skal vokse, gro, udvikles og forbedres, og det gør man bedst, når man rejser sig op, går ud i verden og møder udfordringer. Så Adam og Eva – og alle vi andre – skal ud i den verden, der er virkelig, og fuld af sved, blod og tårer. Det var også derfor, at Gud syede tøj til Adam og Eva. Tøj, som måske blot var vores hud. For der er noget sært åndeagtigt over Adam og Eva i Edens Have, som gør, at de først bliver rigtige mennesker, når de kommer ud i den virkelige verden,” siger Ulf Lindgren.

Mennesker, som skal lære at tænke selv, tage ansvar og ikke blot gøre, som Gud siger. For i den jødiske forståelse handler det ifølge Ulf Lindgren ikke om uhæmmet lydighed mod Gud, som både Paulus og senere Luther mente, at især historien om Abraham og Isak var et billede på. For i den kristne forståelse er Abraham helt indstillet på at ofre sønnen Isak.

Men sådan ser de gamle rabbinere ikke på det. Gud er ikke en dukkefører, men en kærlig far, der holder øje med sit skaberværk og gerne vil have, at det skal gå retfærdigt til – og at menneskene lærer at tage ansvar. Rabbinerne mente derfor, at det vigtige i beretningen snarere var Isaks båndlæggelse, og at der måske slet ikke var tale om, at Isak var en dreng, men en yngre mand i starten af 30´erne, som udmærket vidste, hvad han gik ind til – og som gjorde det frivilligt. Parallellen til Jesu historie og Jesu rolle som offerlam er tydelig. Denne sammenligning styrkes yderligere ved, at man på Jesu tid læste netop denne beretning om Abraham og Isak til påske, gør Ulf Lindgren opmærksom på.

”Måske er det netop denne historie som sammen med beretningen om udfrielsen fra Egypten har været det, som disciplene har siddet og talt om til den sidste nadver. Det startede som det jødiske påskemåltid med læsninger og bægre, inden Jesus bryder af og indstifter den kristne nadver ved det sidste bæger. Forskellen er, at i historien om Isak i Det Gamle Testamente bryder Gud ind og siger ’tak, det rækker’ til Abraham, da han står med kniven klar, mens Gud i Det Nye Testamente lader sin søn gå hele vejen ad Via Dolorosa og dø - for så siden at genopstå,” siger Ulf Lindgren.

Grundlæggende handler det om at have tillid til Gud og ikke synde mod Gud. Det største syndefald i jødisk forståelse er derfor også ifølge Ulf Lindgren, da Moses er gået op på Sinai-bjerget for at hente De 10 Bud, og jøderne imens laver en guldkalv, som de danser om og dyrker som en afgud. Men intet andet end Gud kan være Gud eller guddommeligt.

Der er dog flere tolkninger, og en anden jødisk udlægning af historien om guldkalven forsvarer jøderne og siger, at det var en psykologisk naturlig måde at handle på, da jøderne i de mange år som slaver i Egypten var blevet vant til at gå i templet for at tale med og bede til statuer af dyr og guder.

Men selvfølgelig duede det ikke at få jøder, der havde denne ”egyptiske smitte” i sig med ind i det forjættede land. Så derfor skulle jøderne gå 40 år i ørkenen, før de kunne komme frem. På den måde sikrede man sig, at alle, der havde været i Egypten, var døde – ja, selv Moses kom aldrig ind.

En tredje tolkning går ifølge Ulf Lindgren på, at guldkalven var et billede på Moses, da ordet som bruges i historien, er det jødiske elohim, der både kan betyde Gud og åndelig leder – og Moses var en åndelig leder.

”Sådan er jødedommen åben for fortolkning, og det er op til den enkelte, hvad man tror på. Men uanset hvad skal man huske at have tillid til Gud, og nok skal man tænke selv og se, skabe og evaluere selv, men man skal også lytte, når Gud for eksempel siger, at der er noget, man ikke skal gentage. Det gør Moses til at starte med i ørkenen, hvor han på Guds anmodning slår på stenen for at få vand, men da jøderne 40 år senere står tørstige ved den samme sten, og Gud siger, at Moses bare skal bede stenen om vand, så slår Moses alligevel på stenen. Vanens magt er stor hos menneskene, men vi skal lære at lytte til Gud i stedet. Vi kender også historien fra Det Nye Testamente, hvor disciplene, efter Jesus er gået bort, kaster nettet ned på den gamle side af båden og ikke fanger nogen fisk. Men da de lytter til Jesus, som uventet kommer til syne inde på bredden og siger, at de skal kaste nettet over på den anden side, så kommer der masser af fisk,” siger Ulf Lindgren og pointerer, at det handler om, at mødet med Gud altid griber afgørende ind i et menneskes liv.

”For den, som ser Gud, forvandles. Anden Mosebog starter med, at den, som ser Gud, ikke kan leve. Det kunne let tolkes som døden, men i jødedommen skal man altid tolke lidt dybere. Så ifølge rabbinerne skal udsagnet forstås sådan, at den, som ser Gud, ikke kan fortsætte med at virke og leve under den menneskelige natur, som er at fødes, leve og dø. For den, som ser Gud, forandres og får en forsmag på det evige liv. Vi kender det også som kristne. Jesus åbner op for en anden virkelighed, når vi hører evangeliet. Men for en jøde er det anderledes irreversibelt. Har man set Guds ansigt, er man en permanent del af evigheden.”