Tidligere nonne: "Gud fik abbedissens ansigt"

Når et menneske får den officielle autoritet som Guds udsendte, er der ikke langt til enevælde, så længe det kan overbevise sine omgivelser om, at dette er Guds vilje. Det har jeg erfaret. Jeg var 16 år, da jeg indtrådte i klosteret og stillede mig under abbedissens vejledning, skriver teolog og forfatter Helene Hägglund

Når vi tænker på en sekt, tænker vi ofte på “de andre”. På dem, der er anderledes end os selv, og som i bedste fald tilhører en anden religion eller overbevisning, eller i det mindste et andet og helt igennem fremmed hjørne af vort religiøse univers.

Men så dukker de op: dem, der taler samme sprog som os, som citerer de samme skriftsteder, bygger sin forkyndelse på samme grund, og som har sin oprindelse i samme tradition. Og vi bliver nødt til at indse, at de måske alligevel ikke er så anderledes, og at roden til det hele – måske – ligger midt i vores egen teologi.

Når Guds udsendte misbruger sin magt

Allerede de første kristne menigheder var afhængige af, at der fandtes nogen, som forkyndte Guds ord, som tolkede skriften i sin rette sammenhæng og bragte budskabet videre ud i verden. Disse Guds udsendte var menighedens tjenere, men midt i tjenerskabet var der også en implicit mulighed for at udøve magt, hvilket ikke mindst apostlen Paulus viser os i sine formaninger til både menigheder og enkelte personer.

For den, som er udsendt af Gud til at tolke Guds ord, har magt. At formane sine medkristne på Guds vegne er magtudøvelse. Uanset om det er Faderhusets Ruth Evensen eller Evangelists Christian Hedegaard; uanset om man er præst, pastor, forkynder eller medlem af ældsterådet. Når først man i kraft af embedet har fået den officielle autoritet som Guds udsendte, er der ikke langt til enevælde, så længe man kan overbevise sine omgivelser om, at dette er Guds vilje. Og det er ikke helt ualmindeligt, at en stærk personlighed med magtambitioner og en tilsyneladende medfødt evne til manipulation kan opnå stor indflydelse over andre ved at støtte sig til det kirkelige embedes autoritet. Det har jeg erfaret.

"Jeg følte, jeg svigtede Gud"

Jeg var 16 år, da jeg indtrådte i klosteret og stillede mig under abbedissens vejledning. Som god kristen var jeg fuld af mistro til min egen dømmekraft og indså mit behov for åndelig vejledning. Jeg søgte Gud og ønskede at leve mit liv for Gud.

Tolv år senere forlod jeg klosteret igen, med sår i sjælen og endnu mere mistro til mig selv. Men en gud havde jeg fundet: en gud, som nu havde fået abbedissens ansigt og som fordømte mig og mine inderste tanker; som havde urealistiske krav til mig og gav mig skylden for, at jeg ikke kunne leve op til dem. Samtidig med at jeg indså, at jeg var nødt til at forlade klosteret for at kunne overleve mentalt, havde jeg en grundlæggende følelse af, at jeg dermed svigtede Gud og den vej, som Gud havde kaldet mig til.

"Guds nærvær er i vor dybeste natur"

Vejen tilbage - eller var det fremad - var lang. Men langs med den indså jeg, at på samme måde som abbedissen havde maskeret sig selv til Gud, viser vi Gud til hinanden, når vi lader masken falde. At der ikke er nogen grund til at mistro sit inderste, men derimod desto mere grund til at tro på Guds nærvær i vor dybeste natur. Og det er her helbredelsen ligger for alle os, der har overlevet et aktivt misbrug af Guds navn.

I mange år gav jeg Gud det røde kort (eller var det en langefinger?), for jeg syntes virkelig ikke, at Gud havde vist sig fra sin bedste side. Men i takt med, at jeg blev mere og mere fri fra abbedissens tvangstanker, opdagede jeg, at jeg ikke længere behøvede at søge efter Gud. For det er først i friheden fra den ydre gud og alle hans gerninger, at vi kan erfare den indre Gud. Som bare er. Og som ikke ønsker andet af mig, end at jeg er mig, og at jeg fortsætter med at vokse, som den jeg er.

Det er, når vi indser dette, at vi i sandhed kan ledsage hinanden på vejen videre.

Helene Hägglund er teolog og forfatter til bogen "Nonne tur/retur".