Prædiken

Marie Høgh: Selv i langfredags mørke er der en sprække af lys

Kan lyset finde sprækker, hvor det kan kige sig ind i dag? I dag, hvor nattemørket sænkede sig over graven og jorden. I dag, hvor det store mørke har magten over menneskene, hvor menneskets eget iboende mørke, uhyret i os, blev afdækket og afsløret i døden på et kors, spørger sognepræst Marie Høgh. Maleriet "Crucifixion" viser Jesu korsfæstelse og er malet af Jacopo Tintoretto. Foto: Arkivfoto

Langfredag var alle håb ude, og troen visnet. Håbet døde på korset, og håbet blev oprejst påskemorgen. Himlen havde lukket sin dør, men dog er der en sprække, så lyset kan komme ind, skriver sognepræst Marie Høgh i sin prædiken til langfredag

“Der er en sprække, en sprække i alting, det er derfor lyset kommer ind,” sådan skriver den canadiske digter og sanger Leonard Cohen. Men er der nu også det i dag, denne Herreløse langfredag, hvor alterlysene er slukkede, hvor mørket skjuler jorderiget, og himlen har lukket sin dør?

Hjertets kulde fældede dom over lyset

Kan lyset finde sprækker, hvor det kan kige sig ind i dag? I dag, hvor nattemørket sænkede sig over graven og jorden. I dag, hvor det store mørke har magten over menneskene, hvor menneskets eget iboende mørke, uhyret i os, blev afdækket og afsløret i døden på et kors. Den død, som alle mennesker var skyld i. Jesus blev dømt og korsfæstet. Alle var med, ikke en eneste kan erklære sig uskyldig i at dømme kærligheden. Med hjertets hårdhed og hjertets kulde fældede verden sin dom over lyset og kærligheden.

Hjertet er menneskets trosorgan, det sted, hvor troen modtages og besvares. Når Ordet rører hjertet, bevæger det åndedrættet, lungerne fyldes af luft, og stemmen bryder ud i sang. Hjertet er en livsfunktion, der er blevet forstenet, fordunklet eller formørket. Det fryder sig over lidelsen og døden på korset. Og op fra det hjerte stiger langfredagens mørke.

Verden er ikke et sted for kærligheden

Lidelseshistorien afslører de menneskelige forhold og døden, som menneskets uomgængelige vilkår i den mest uddestillerede form: Vi regnede ikke kærligheden for noget, idet vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud. Det er altså, hvad der sker med kærligheden, så snart den giver sig til kende i verden.

Verden er ikke et sted for kærligheden. For så snart den viser sig som kærlighed i egentlig forstand, reagerer verden med had, fordi kærligheden ikke kan eller vil spille verdens spil. Kærligheden går ikke på kompromis. Kærligheden er ikke til fals. Kærligheden fryder sig ikke ved uretten. Derfor bliver kærligheden samtidig til sandheden. Sandheden som verden kan måle sig selv med. Spejle sig i og afsløres ved.

Menneskets selvfremstilling og selvforståelse bliver altså korrigeret i mødet med evangeliet – her indses og afsløres sandheden om vort liv: At vi ikke kan komme løs fra vort liv, som det virkelig er. Og ikke kan komme løs fra vores død, som den virkelig er. Og endelig kan vi ikke komme løs fra hinanden og fra ansvaret for hinanden.

I nederlaget på korset sejrer kærligheden

Derfor dømmer verden kærligheden og sandheden. Vi vil spille vort spil. Holde spillet gående på kompromisser, halve sandheder og hele løgne, som vi fylder hinanden med og indretter vort liv med, for at komme nogenlunde helskindet igennem det uden at blive konfronteret med, at mørket siger op fra vores eget kødhjerte. Således dømmer verden kærligheden, men i langt dybere forstand og langt radikalere forstand er det kærligheden, der dømmer verden. Enhver der spejler sig i Kristus, ser sig selv, som den ubehjælpeligt fortabte. Den som ikke kan og som ikke vil kærligheden – ikke kan og ikke vil sandheden.

Kærligheden holder dom over verden, fordi kærligheden ikke gav køb. Den forandrede sig ikke fra sig selv. I nederlaget på korset er sejren – kærlighedens sejr. Kærligheden og hjertegløden var stærkere end døden – hellere giver du end tager, ene derfor dig behager, korsets død i vores sted. Kristus gik ind under Guds dom og gjorde sig et med mørket, for at tilgivelsen kunne få hele magten. Synden afsløres i hans tilgivelse af den.

Da ser vi, hvad sand magt er. I Kristus mødte vores magt kun tilgivelse – og vi kunne ikke gøre andet end at modtage den, selv da vi brugte vor magt over ham til mord og fortræd. Vores skyld tog han på sig, og skænkede os kærligheden til gengæld. Det er denne sandhed, der langfredag kommer til os for at blive hos os og tage al retfærdighed ud af vore egne hænder og lægge dem i Guds hænder. Det er, hvad langfredag siger, idet den dømmer os.

Lyset skinner på os

Langfredag var alle håb ude, og troen visnet. Håbet døde på korset, og håbet blev oprejst påskemorgen. Himlen havde lukket sin dør, men dog er der en sprække, en sprække i alting, det er derfor lyset kan komme ind. For tilgivelsen er allerede givet. På korset har Gud af kærlighed forsonet sig med mennesket. Ikke ved vores tro på ham som frelser og forsoner, men ved hans medlidende blik på os, der står i mørket under den korsfæstede, mens vi ryster på hovedet og spotter: Kravl ned fra korset, så vi kan se og tro.

Men han ser på os, og det er lyset fra hans død, der skinner på os. Det er det lys, der kan kige ind mellem sprækkerne som Guds livsord i dødens verden, derude hvor det ofte bliver mørkt mellem mennesker. Amen.

Marie Høgh er sognepræst i Lynge og Uggeløse sogne. Prædikenen har Marie Høgh selv udvalgt blandt sine tidligere afholdte langfredagsprædikner. Den er blevet forkortet af redaktionen.