Serie: Økoteologi

Svensk præst om økoteologi: Kirken har fokuseret for meget på menneskets frelse

Thomas Stoor er præst ved den svenske Gustavskyrkan på Østerbro i København. Hans syn på klimateologi er især inspireret af den hellige Frans af Assisi, der opfattede alt skabt som én samlet stor familie. Foto: Leif Tuxen

Mens Grøn kirke skiller de teologiske vande i Danmark, oplever den svenske kirke stor opbakning til et kirkeligt fokus på miljø- og klimaproblematikken. Det har præst i den svenske kirke i København Thomas Stoor skrevet en bog om

Klima, miljø, kirke og teologi er et ivrigt debatteret emne i Danmark, hvor diskussionen især har drejet sig om initiativet Grøn kirke. Klima som teologisk emne har også et navn, nemlig ”økoteologi,” og det fylder meget i vores naboland Sverige.

Præst i den svenske Gustafskyrkan i København Thomas Stoor skrev sammen med sin svenske præstekollega Emma Thorén i 2017 bogen ”Din är jorden – om Luther, andlighet och ekoteologi” (dansk: Jorden er din – om Luther, spiritualitet og økoteologi, red.). Her kan man blandt andet læse om den italienske helgen Frans af Assisi (1182-1226), der prædikede for både fugle og mennesker, ja for hele Guds skaberværk.

Naturen er altså vigtig at passe på, forklarer Thomas Stoor. Netop dette verdenssyn har han fundet hos den hellige Frans af Assisi, der opfattede alt skabt som én samlet stor familie med ”broder Sol” og ”søster Måne.”

I den svenske kirke er den hellige Frans en af kirkehistoriens helgener, som ofte har givet inspiration til engagement i naturen og i pilgrimsbevægelsen med sine tanker om, at alt skabt og levende hører sammen. Derfor kan man i den svenske salmebog også finde en bøn af Frans, ”Herre, gør mig til redskabet for din fred,” samt hans solsang, der er blevet til salme nummer 23 i den svenske salmebog, ”Tak, gode Gud, for alt som findes.”

Skaberværket
Ifølge Thomas Stoor føler vi som mennesker et ansvar for skaberværket, men hvorfor gør vi egentlig det, og kan vi leve op til det ansvar? Hvad kræver det af os i forhold til vores værdier – og livsstil?

”Der er klimaforandringer, storme, hedebølger, oversvømmelser, temperaturstigninger og så videre, som i hovedreglen tilmed rammer klodens fattigste lande. Når vi ransager os selv, ser vi, at en stor del af årsagen til dette ligger hos os selv og den måde, som vi udnytter skabelsen og Jordens ressourcer på – nemlig langt mere, end hvad kloden kan tåle. Vores måde at leve på og forholde os til naturen, alt levende og alle dyrene på er igen kommet i fokus efter at kirkens og vores opmærksomhed i alt for lang tid har været på mennesket og menneskets frelse,” fortæller han.

Han mener, at den kristne kirke altid har haft et ansvar for skabelsen ud fra skriftens ord og Guds opfordring til mennesket om at bruge og værdsætte skaberværket:

”Denne opfordring fra 1. Mosebog 2,15 har fået fornyet aktualitet i vor tid på grund af de forskellige tegn, som jordkloden viser på at ikke alt står til, som det skal."

Ansvar og værdier
Ifølge Thomas Stoor har kirkens fokus på mennesket været forkert, for mennesket er en del af naturen og ikke dens ”herre.” Mennesket er derimod naturens forvalter og Guds medarbejder. Derfor har vi brug for en ny attitude til skabelsen, som kan betone skabelsens hellighed, så vi drager omsorg for den med kærlighed og varsomhed.

I bogen "Din är jorden" beskriver Thomas Stoor og Emma Thorén det kristne verdensbillede, hvor mennesket er sat over alle andre skabninger. Derfor har der i tidens løb udviklet sig en vis carte blanche til at drive rovdrift på jordens ressourcer – for Jorden er jo i menneskets varetægt, lyder argumentet.

Krisen er derfor også mere end en miljøkrise. Det er en værdikrise, som er opstået, fordi mennesket som tidligere nævnt har sat sig selv i centrum – og kloden ud på et sidespor. Det rejser spørgsmålene: Er vi i stand til at håndtere de personlige konsekvenser, som det har for os? Hvordan vil en økoreformation se ud, og hvad kan kirken gøre dér?

”Økoreformation betyder, som jeg ser det, at udvide frelsesbegrebet fra kun at gælde mennesket til at omfatte hele kosmos, da hele skabelsen endnu råber som i fødselsveer på sin befrielse,” forklarer Thomas Stoor og henviser til Romerbrevet 8,22 ("Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen," red.):

”Vores måde at leve på har fanget Jorden i en tilstand, som ikke er naturlig, men destruktiv og fører til en katastrofe.”

Luther og skabelsen
Guds frelserplan for verden er ifølge Thomas Stoor en modstandsbevægelse mod denne destruktive udvikling, der kan beskrives som en proces hen mod den dag, hvor Gud bliver alt overalt – det vil sige hvor skabelsen bliver gennemlyst og forvandlet af Guds kærlighed. Det er ifølge Thomas Stoor en synsvinkel, som er mere udbredt i de østlige kristne kirkers tradition end i den vesterlandske teologi:

”Den ortodokse kirke betoner menneskets og skabelsens guddommeliggørelse, det der kaldes ’theosis,’ hvor mennesket spiller en afgørende rolle som Guds medarbejder og medskaber. Dette kan umiddelbart være svært at forene med den lutherske teologi, som betoner menneskets store synd og manglende evne til at være Guds medarbejder. Men for at kirken skal kunne være en kirke ’for andre’ i verden, sådan som også den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer betonede det, kræves det, at mennesket som både synder og retfærdig ’dagligt omvender sig’ og følger i Kristi fodspor, det vil sige lever i og af Guds kærlighed i verden og for verden.”

Den tyske reformator Martin Luther citeres også i bogen for at sige, at selvom verden skulle gå under i morgen, så vil han stadig plante et æbletræ i dag. En holdning, som Thomas Stoor mener, at vi med fordel kan identificere os med i dag, hvor vi er urolige for planetens fremtid. Vi er dog alligevel nødt til at møde resignationen og opgivelsen med mod og gøre de små ting, som vi kan i vores hverdag.

For vi er med i skabelsen som Guds hjælpere og kan med Luthers ord huske på, at ”hele skabelsen er som den mest vidunderlige bog eller bibel, som Gud selv har beskrevet og malet,” som Thomas Stoor formulerer det.

Kirken kan derfor heller ikke stå passivt på sidelinjen og kigge på, men må på banen som den institution, der forvalter Guds ord, og det sted, hvor Guds livgivende og hellige ånd møder mennesket. Det er her, vi i sakramentet får tilgivelse, kraft, nyt håb og en fordybet tro, så vi kan gå ud og være gode forvaltere af Guds skaberværk, som de to svenske præster skriver det i bogens sidste kapitel.

For det handler også om liturgien efter liturgien, og om at kirken er et mikrokosmos, der skal afspejle hele Guds skaberværk.

Svensk øko-fokus
Det er nogle af grundene til, at økoteologien fylder meget i Sverige. Senest var det med et tematisk oplæg til præste- og diakonmødet i Linköpings Stift i 2017.

Er der forskel på, hvordan den danske og den svenske kirke forholder sig til økoteologi? Og hvor meget fylder økoteologien i Sverige?

”Jeg kan ikke afgøre forskellen i forholdet til økoteologien mellem den svenske kirke og den danske folkekirke, men jeg har et indtryk af, at den lutherske traditions betoning af mennesket som ’simul justus et peccator’, altså både retfærdig og synder, er mere tydelig i den danske tradition, end det er i den svenske kirke. Det økoteologiske engagement er heller ikke noget nyt i den svenske kirke, men det har i længere tid ført til stadig flere forskellige projekter og konferencer, ofte med økumenisk præg, om miljø og fremtid,” siger han og tilføjer til sidst:

”I 2008 indbød den daværende ærkebiskop Anders Wejryd til et internationalt og interreligiøst klimamøde i Uppsala, som resulterede i udgivelsen ’Interfaith Climate Manifesto’ – et kirkeligt værk, der kalder til klimakamp. Og i 2014 udgav Svenska Biskopmötet ’Et biskoppeligt brev om klimaet,’ der skulle tjene som inspiration til en ny attitude og et nyt engagement fra kirkernes side indenfor områderne miljø og ansvar for skabelsen.”

"Økoreformation betyder, som jeg ser det, at udvide frelsesbegrebet fra kun at gælde mennesket til at omfatte hele kosmos, da hele skabelsen endnu råber som i fødselsveer på sin befrielse."

Thomas Stoor, præst i den svenske kirke i København.
"Vores måde at leve på har fanget jorden i en tilstand, som ikke er naturlig," mener Thomas Stoor. Foto: Leif Tuxen