Baggrund

Derfor kysser katolikker og ortodokse kristne

Den russisk-ortodokse patriark Kirill kysser her er kors i forbindelse med julemessen i Moskvas Kristus Frelseren-katedral. Foto: Ivan Sekretarev/AP/ritzau

I folkekirken bruger man ikke religiøse kys, men fænomenet er udbredt hos både katolikker og ortodokse. Få styr på, hvad kyssene betyder her

Det var såvel dramaturgisk som teologisk bemærkelsesværdigt, da Lars Mikkelsens provst Johannes Krogh kyssede Kristus-figuren i første afsnit af DR1's drama-serie ”Herrens veje." For i den danske folkekirke er der ikke tradition for at kysse Kristus-figurer eller andre religiøse symboler.

Men det er der derimod i både den romersk-katolske kirke og de ortodokse kirker. Hvorfor – og hvad betyder de religiøse kys?

Katolske kys er et udtryk for respekt
Biskop i den katolske kirke i Danmark Czeslaw Kozon forklarer, at kysset i en religiøs forstand udtrykker hengivenhed, respekt og værdsættelse:

”Mellem personer forekommer en omfavnelse, nogle gange kaldet ”fredskysset,” i forbindelse med, at man umiddelbart før nadveren, særligt til højtidelige messer, opfordres til at ønske hinanden fred.”

Ifølge biskoppen er det også sådan, at kys i egentlig forstand bruges som udtryk for respekt og veneration (ærbødighed, red.). Det er for eksempel, når præsten ved gudstjenestens begyndelse og afslutning kysser alterbordspladen, der oprindelig var det gemme i pladen, som rummede relikvier af helgener. I højtidelige messer kysser præsten evangeliebogen efter oplæsningen af evangeliet. Derudover kysser man relikvier i de beholdere, som de opbevares i. Det sker for eksempel på helgeners fester, hvor relikvierne holdes frem til dem, der måtte ønske at kysse dem.

Altid langfredag
Czeslaw Kozon fortæller også, at en særlig kendt katolsk ceremoni, hvori kysset indgår, foregår langfredag. Her kommer deltagerne i liturgienfrem til alteret, hvor et krucifiks holdes frem til andagt. Desuden kysser katolikker nogle gange statuer. Særligt kendt er statuen af apostlen Peter i Peterskirken i Vatikanet, hvis ene fod er slidt af mange pilgrimmes kys.

Man ser også ofte, at en figur af Jesusbarnet kysses, før det lægges i krybben. I Gravkirken i Jerusalem kysser mange pilgrimme pladen i Den hellige grav samt salvelsesstenen ved kirkens indgang, siger Czeslaw Kozon:

”Indimellem kysser man også en biskops ring eller en præsts stola efter et skriftemål. Men det er ikke obligatorisk at kysse hverken en hellig genstand eller et helligt sted, og alt efter, hvor man er i verden, føler nogle også, at det ikke er en del af deres kultur eller udtryksmåde. De, der undlader kysset, udtrykker så ofte deres respekt ved at bukke for genstanden eller stedet eller foretage en berøring med hånden.”

Ortodoks skik i Adam Prices univers
Også i de ortodokse kirker bliver der kysset. Præst i Den Ortodokse Kirke Poul Sebbelov forklarer:

"Alle, som har besøgt en ortodoks kirke og overværet gudstjeneste i en sådan, vil have bemærket, at de troende ærer de ikoner, der er i kirkerummet, ved at bøje sig for dem og 'kysse'dem. Når der er anførselstegn om at 'kysse,' er det fordi, at der oftest vil være tale om en markering, en let berøring med læberne, snarere end om et egentligt kys."

Poul Sebbelov har også set ”Herrens veje,” hvor provsten kysser Kristusfiguren i sin kirke:

”Som ortodoks præst bemærkede jeg derfor med lidt blandede følelser den scene i 'Herrens Veje,' hvor provsten kysser Jesus-figuren. En ortodoks skik har banet sig vej ind i Adam Prices drama-univers, og det er glædeligt. Men den måde, det finder sted på, er ikke uden videre karakteristisk. Ortodokse troende markerer som regel deres kys nederst på ikonerne, for eksempel ved Jesu fødder, og ikke ved ansigtet eller i nærheden af læberne”.

”For således udtrykker kysset først og fremmest ærbødighed og ydmyghed, men jo også kærlighed til de personer, Kristus og alle kirkens hellige, der afbildes på kors og ikoner. Der er således ikke, sådan som nogle protestanter forestiller sig, tale om 'tilbedelse' af billeder eller om, at ikonerne skulle være en ortodoks version af indianernes totempæl med dertil hørende overtro og magiske ritualer,” forklarer han.

En anden brug af det markerede kys finder ifølge Poul Sebbelov sted, når ortodokse troende hilser på eller tager afsked med en præst. I begge tilfælde er det skik, at den troende beder om præstens velsignelse. Præsten gør så korsets tegn foran den pågældende, som for sin del derpå markerer et kys på præstens hånd. En venerationog en gestus, der selvsagt ikke er rettet mod præsten personligt, men mod hans embede og den Guds nåde, som han formidler med velsignelsen:

”Endelig er en tredje variant af det markerede kys i brug blandt ortodokse troende. Når man mødes, udveksler man ofte som hilsen tredobbelt kindkys, og dermed markeres først og fremmest den gensidige kærlighed, som er en del af troens fællesskab,” slutter Poul Sebbelov.