Bag fortællingen om det babyloniske fangenskab: Hvad skete der og hvorfor?

I Det Gamle Testamente støder man på historien om det babyloniske fangenskab, hvor judæerne måtte flygte og bo i landflygtighed i Babylon. Fortællingen blev vigtig for jødernes religion og gudsbillede. Få historien genfortalt her

”Ved Babylons floder sad vi og græd”.

Sådan fortælles der i Salme 137 i Det Gamle Testamente. Det handler om den begivenhed, som kaldes det babyloniske eksil eller fangenskab, hvor judæerne blev holdt som fanger, efter at deres hellige by Jerusalem blev intaget.

Religionshistorisk viser det sig dog, at de judæere, som var deporteret til Babylon, ikke var hårdtarbejdende slaver, men i virkeligheden brugte tiden til tænke over deres religiøse traditioner. Eksilet blev nemlig afgørende for tilblivelsen af jødedommen, som man kender den i dag.

Hvad skete der?

På den tid, som Det Gamle Testamentes handling udspiller sig i, var det nuværende Israel/Palæstina delt i to: Nordriget, også kaldet Israel dengang, og Sydriget, som blev kaldt Juda.

Ifølge den bibelske historie blev Nordriget besat af stormagten Assyrien i 722 f.Kr. I overensstemmelse med datidens erobrerpolitik blev en del af befolkningen deporteret til Assyrien.

Godt 100 år viste en ny stormagt sig på himlen, nemlig Babylon. Derefter var det Sydrigets tur til at blive invaderet af babylonerne.

Ved at sammenstykke babyloniske krøniker med gammeltestamentlige skrifter, især profeten Ezekiels Bog, får man følgende billede af begivenhederne:

Babylonerkongen Nebukadnezar satte sig på Judaområdet efter erobringen af den hellige by Jerusalem i år 587 f. kr. Han deporterede præster og håndværkere og større jordbesiddere til byen Babylon. Landadlens jorder blev herefter fordelt mellem de fattigste i Juda, hvilket skaffede besættelsesmagten en vis popularitet. De judæere, som var blevet deporteret, bosatte sig ved kanalen Kebar ved hovedbyen Babel.

I Babylon havde de landflygtige et ret så frit liv. Håndværkerne var tiltrængt arbejdskraft i det babylonske rige, og præsterne fik frihed til religionsudøvelse og studier. Eksilet varede frem til 539 f.Kr., hvor den tredje stormagt i Mellemøsten, Persien, i sin ekspansion mod vest tromlede Babylon ned og gav judæerne frihed til at vende tilbage til deres hjemland.

Banede vejen for jødedommen

Eksilet i Babylon blev en katalysator for en strukturel ændring af judæernes tro. Den israelitiske religion blev langsomt til jødedom i de følgende århundrede frem mod den tid, hvor Jesus levede.

Hvordan skal det så nærmere forstås? Vi må tænke os, at de deporterede kunne have valgt at lade sig assimilere af det omgivende samfund og blive ligesom dem. Det gjorde de ikke. De valgte at koncentrere sig om deres egen identitet.

Da judæerne øjensynligt boede tæt sammen var det også en oplagt mulighed for at samle sig om fælles tanker og en identitet. Dertil kommer, påpeger oldtidshistorikere, at der netop i samtidens Babylon og i Egypten var en stigende interesse for fortiden, dens love og forskrifter.

På baggrund af de skrifter i Det Gamle Testamente, som ser ud til være blevet til i tiden under og efter eksiltiden, synes de landflygtige at have samlet sig om følgende tre ting:

1. De samlede, genskrev og redigerede de mundtlige og skriftlige traditioner, som de medbragte fra Jerusalem.

2. De fik en stigende interesse for pagtforholdet med Gud og de dermed forbundne religiøse regler.

3. Selve gudsopfattelsen og forståelsen af folket Israel som Guds udvalgte folk.

Folkets historie

Eksilet blev set som kulminationen af en masse katastrofer i folkets historie. Dengang var det helt naturligt at forsøge at fortolke og forstå folkets skæbne. Derfor måtte al erindring mundtligt som skriftligt samles. Under eksilet begyndte derfor den redigering, som senere skulle blive til den jødiske bibel, Tanakh, som består af tre dele: loven, profeterne og skrifterne.

Som bærende princip for redigeringen af alt det overleverede stof var opfattelsen af den jødiske gud Jahve som den gud, der havde skabt folkets historie. De fremmede magter blev brugt til at belære og straffe folket, når de mistede troen og blev sløvere til at dyrke Gud.

Historien var således, at det var Gud, der i fortiden havde frelst og dannet folket ved at udfri det fra slaveriet i Egypten og ført det frem til det forjættede land, Kana'ans land. Da nedturen ramte i form af deportationer måtte det ses som Jahves straf for falsk gudsdyrkelse.

Der var dog håb, for judæerne mente, at Gud alligevel ville holde fast ved sit folk takket være en lille hård kerne af troende, der udøvede den sande gudsdyrkelse. Der kan ikke være tvivl om, at eksilmenigheden i Babylon netop har set sig selv som det sande Israel.

Pagtsforholdet – loven i centrum

Forholdet til Gud blev af eksilmenigheden opfattet som et pagtsforhold, der var stiftet mellem Gud og folkets stamfædre Abraham, Isak og Jakob. Stamfædrene lovede Gud at dyrke ham og ham alene, og Gud havde til gengæld lovet, at fædrenes afkom, det israelitiske folk, skulle være hans udvalgte folk.

I israelitisk religion var forholdet til Gud hidtil kommet til udtryk gennem ofringer, hvor templet i Jerusalem spillede en hovedrolle som det religiøse centrum. For eksilmenigheden var ofringerne i Jerusalems tempel nu ikke længere en mulighed, altså måtte pagtsforholdet finde udtryk i andre regler og love, som gav folket identitet i forhold til det omgivende samfund. Renhedsforeskrifter, spiseregler, ægteskabsregler og overholdelse af sabbatten kom nu i centrum, og frem for alt blev omskærelsen det pagtstegn, der netop adskilte Israel fra andre folkeslag.

Loven eller Toraen blev den samlende faktor efter hjemkomsten fra eksilet og blev forstået som en åbenbaring fra Gud. I eksiltiden begyndte nedskrivningen af det kompleks af lovbud, som man kan finde i Tredje og Fjerde Mosebog og som stort set gentages Femte Mosebog. Efter hjemkomsten genoptog man ofringerne ved det nyopførte tempel i Jerusalem, men loven eller Toraen havde nu vundet en afgørende plads i det religiøse liv.

Der er kun én Gud

I eksiltiden tog et nyt gudsbillede form. Det gamle Israels forstiling om Gud blev påvirket af de idéer, som man mødte i de babyloniske myter og som blev brugt som inspiration.

Skabelsesfortællingen fra Første Mosebog kapitel 1 er uden tvivl formet i denne periode. Her er Gud altings skaber, der skaber en ordnet verden ud af et intet eller kaos. I den store Esajasbog finder man i kapitel 40-55 en profetstemme, end ham, der har skrevet de foregående kapitel. Denne nye stemme hører til i eksilmenigheden, mener forskerne, og derfor kan man kalde ham ”den anden Esajas”.

Denne profet fremhæver Gud som skaberen af himmel og jord, og han kan på ingen måde sammenlignes med noget andet. Netop ved at holde fast ved den ene Gud kan folket finde trøst og håb. For nu er synden sonet, og Gud vil vise sit udvalgte folk barmhjertighed og føre det hjem til det forjættede land. Gud er den almægtige Gud, fremstår det, og han vil skabe en ny fremtid for folket og dertil bruge den nye stormagt Persien som redskab for sin plan med Israel. Monoteisme og universalisme blev hermed den israelsk-jødiske religions gudsforståelse og har været det stort set lige siden.

Litteratur: Gads danske bibelleksikon –artiklen Eksilet