Det bliver også jul på hospice

Selvom tilværelsen på et hospice er præget af visheden om, at tiden snart rinder ud, er der stadig plads til glimt af juleglæde.

Hospicepræst Ole Raakjær og sygeplejerske Kirsten Borrisholt arbejder til daglig på Hospice Vangen, som ligger på en stille villavej i Nørresundby i Aalborg. De synes begge, at julen er noget særligt, også på hospice.

Den sidste jul
Hospice Vangen blev indviet i 2019, og der dufter stadig nyt i de lyse og imødekommende lokaler, hvor hospicepræst Ole Raakjær, en lidt grå dag i december tager imod for at tale om, hvordan man fejrer jul på et hospice.

”Jeg tror, at mennesker ofte bliver overraskede over at konstatere hvor hyggeligt, her er, når de kommer på besøg. Her er en god ånd. Jeg tror, at noget af det, der skaber den fornemmelse, er, at der er en åbenhed omkring den underoverskrift, der hedder døden. Her taler vi om ting, man ikke taler om andre steder” siger Ole Raakjær indledningsvis, mens han reflekterer over julens særlige rolle på hospice.

Han oplever nemlig, at højtiden er med til at intensivere og fortætte stemninger og forventninger.

”På denne tid af året spørger vi naturligt den døende: ’Hvordan det er for dig, at du ved, at det er den sidste jul du fejrer?’. Det er et helt indlysende spørgsmål at stille her, som man i virkeligheden også kan stille mange andre steder,” siger Ole Raakjær og fortsætter:

”Det, der sker på hospice, er jo ikke det særlige, men det er det almindelige. Der er 100 procent dødelighed i Danmark, men der er et andet perspektiv og en anden horisont på tingene her på hospice, der gør, at alting bliver sat på spidsen.”

Julen er illusionernes og længslernes tid
Ole Raakjær oplever, at julefejringen også er med til at sætte tingene på spidsen.

”Vi har mange illusioner om, hvad jul skal være. Vi ved også godt, at julen kalder både det bedste og det værste frem i os. Hospice er også et sted, hvor mennesker møder hinanden med længsler og forventninger, der ikke blev opfyldt,” siger Ole Raakjær og uddyber:

”Det kan være det voksne barn, der ikke fik den kærlighed fra sine forældre, som det længtes efter. Nu er det ved at være for sent, og det er forfærdeligt ikke at have fået den kærlighed. Nu er der lige pludselig ikke god tid. Det skaber nye forventninger og nye spændinger. Alle de forestillinger, vi har, bliver sat på spidsen her på hospice - og særligt når det er jul.”

Ole Raakjær påpeger, at julen også er længslernes tid. Vi længes efter den perfekte jul, men det er også en illusion af de helt store på et hospice, for den døende kan ikke længere bage småkager, lave juledekorationer eller pynte juletræ, som man plejer. Og hvad, eller hvem, er man så?

”De pårørende siger ofte, at den jul, de har holdt her på hospice med den døende, har været noget helt særligt. Jeg tror, at det skyldes, at det også kan lykkes at skabe et åbent rum for en samtale om det svære. Det er sådan set det eneste, der kan gøre en forskel her”, siger Ole Raakjær og betoner, at han ser det som sin opgave at bryde det, som han kalder ”kærlighedens skjold”.

Kærlighedens skjold, forklarer han, er, når vi mennesker gerne vil beskytte hinanden mod at tale om den der sorg, vi er fælles om. Det gælder både den, der skal dø og den, der skal miste, men ”gør vi det, så bliver der vældig tavst.”

Julegudstjenesten spiller en særlig rolle
Ole Raakjær skal holde gudstjeneste både på hospice Vangen og i Sulsted kirke, hvor han også er sognepræst. Det er en alvorlig sag at prædike juleaften, synes han og fortæller, at han holder den samme prædiken i kirken og på hospice.

”Jeg har tit tænkt over, om er det er, fordi jeg er doven” siger han og smiler, ”eller om det lige præcis er fordi de to kontekster på en måde i virkeligheden beriger og kaster lys på hinanden. De eksistentielle temaer og udfordringer, som døden og det at skulle miste stiller os overfor, er sådan set nogle erfaringer, mange mennesker har i deres liv. Ved juletid, og på et hospice, bliver det ekstra tydeligt, for juleglæde er altid en glæde på trods. Det kan kun blive en glæde, hvis glæden kan rumme de modsætninger, der er i vores liv. Det er ikke enten alvor eller glæde. Glæden kan ikke blive virkelig, der hvor vi springer over det smertelige og det uperfekte.”

Ole Raakjær forklarer, at der ved julegudstjenesten er en helt særlig stemning: Man er påvirket og bevæget, fordi man her er sammen om noget, der rækker ud over os selv.

”Her er vi fælles om noget som mennesker, som folk og kulturelt. Lige der tror jeg, at gudstjenesten spiller en særlig rolle, og at det netop er det, gudstjenesten kan; den rækker ud over sig selv. Den er ikke privat, men personlig,” fortæller han.

De mange juleaftener
Kirsten Borrisholt, som er sygeplejerske på Hospice Vangen, skal også på arbejde juleaften. Hun skal møde på arbejde om eftermiddagen, når julegudstjenesten er færdig.

Hun fortæller om de mange forberedelser til en aften, hvor alle gør sig ekstra umage.

”Der er ting, der skal gøres, uanset hvilken dag det er. Vi skal give medicin og pleje, men så skal vi også deltage og være involverede i juleglæden. Nogle har stor lyst til at fejre jul. Andre sidder ved en døende de sidste timer af livet. Der fylder fejringen af jul meget lidt. Der skal være plads til begge dele,” fortæller Kirsten Borrisholt, og sætter derved ord på den udfordring det kan være at balancere alvor og glæde.

Hvordan juleaften skal fejres er altid noget som nøje planlægges i en samtale mellem den døende, familien og plejepersonalet, understreger hun:

”Der fejres mange forskellige slags juleaftener på stuerne den 24. december.”

Der bliver dog altid fejret jul i den fælles opholdsstue, hvor der bliver dækket fint op med et gammelt flot spisestel, så fejringen af juleaften bliver hjemlig og højtidelig. Der er 60 frivillige tilknyttet hospicet i hverdagen, og der er altid et par frivillige med til at fejre juleaften og sørge for hyggelige rammer, både for de døende og de pårørende.

”Vi prøver at hygge, også om de pårørende. Det, at spise julemiddag sammen, kan for de pårørende være et lille afbræk, hvor man ikke snakker om sygdom” fortæller Kirsten Borrisholt og tilføjer:

”Har man prøvet at fejre jul på hospice, så vil man ikke glemme det. Det er noget helt særligt. Det er jo den sidste jul.”

En særlig gave
Kirsten Borrisholt husker særligt en jul, hvor hun sammen med et par kollegaer tilbød at synge julesalmer på de stuer, hvor det var ønsket.

”Vi var inde hos en mand, der fejrede sin sidste juleaften” erindrer hun.

”Han var rigtig syg, og han levede heller ikke ret meget længere end juleaften. Han havde dog spist lidt af julemiddagen og var vågen og bevidst om, at det var jul. Han vandt den aften mandelgaven, og da vi kom ind til ham for at synge, så lå han med en stor æske chokolade i armene. Jeg kunne se det dér særlige lys, der var i hans øjne. Det var alligevel, på trods af omstændighederne, en glæde at have fået mandelgaven. Det var noget helt særligt, og hans datter var meget bevæget over at være med i sådan en juleaften, hvor man bare godt vidste, at tiden var knap.”

I opholdsstuen har et par frivillige pyntet juletræet. Ved indgangsdøren til stue 3 hænger der et smukt julehjerte og ved siden af det et tomt navneskilt, der signalerer, at der nu er blevet en stue ledig til en ny døende. Det er også en del af julen på hospice.