Kristine vandrer på "Camønoen" med sin mor

Hvert år i store bededagene snørrer Kristine Lykke Roed og hendes mor Berit vandreskoene og tager på pilgrimsvandring i Danmark. Biledet er taget inden afgang fra Enebæretapen i Stege, hvor den 15 kilometer lange tur gik fra Møns Museum til pilgrimskirken i Nyord. Foto: Kristine Lykke Roed

Hvert år pakker sociolog Kristine Lykke Roed og hendes mor en rygsæk med det mest nødvendige, snører vandreskoene og går pilgrimsvandring i Danmark. Det er en god måde at være sammen på, og man flytter sig mentalt, når man går, skriver hun i sit essay fra årets bededagsvandring

Vi har fået øjnene op for Danmark. Det er blevet en fast tradition, at min mor og jeg skal ud og vandre sammen i store bededagsferien. I år gik turen til Møn, hvor vi går ad pilgrimsruten ”Camønoen."

Oprindeligt var det vores plan at gå den kendte spanske Camino, men jeg venter på en ny nyre og er i dialyse på Frederiksberg Hospital tre gange om ugen. Så indtil jeg får en ny nyre, er turene to-tre dage og foregår i Danmark.

På den måde var det med en vis ironi oplagt, at vores første pilgrimsvandring skulle ske på Camønoen, Møns svar på Caminoen. Så sidste år gik vi vores to første etaper på Camønoen, og i år fortsatte vi, hvor vi slap.

Da vi sidste år påbegyndte vandringen, startede vi med de to etaper, som vi havde allermest lyst til at gå; Klinteetapen ved Møns nordkyst og Mælkevejen langs Møns Klint. Det var nogle vanvittig smukke ruter, og vi var fuldstændig bjergtagede over landskabet på Møn. Vi har ofte så travlt med at se resten af verden, at vi glemmer at gå på opdagelse i vores eget land, men de her ture har virkelig åbnet vores øjne for Danmark.

Det er en virkelig rar måde at være sammen på, så nu er store bededag blevet vores årlige vandreweekend. Det er et vidunderligt tidspunkt på året at se Danmark, og selvom vi ikke er religiøse, så er det nogle dage, der indbyder til fordybelse, eftertanke, ro og taknemmelighed. Når man vandrer, kommer man ind i en meditativ tilstand, hvor det kun handler om at gå, så hovedet får fred. Og ude i naturen med de store vidder, bliver vi små nok til at glemme os selv et øjeblik, og det er befriende og sikkert også ret sundt i den individualiserede tid, vi lever i.

Man lader sig guide og flytter sig mentalt

Vi har altid gået mange ture i Rold Skov, hvor min mor bor, og ved vores familiesommerhus ved Vesterhavet. Selvom det at gå lange ture ikke er nyt, så er der alligevel stor forskel på hverdagsturene og pilgrimsturene. Det er ikke kun de ekstra kilometer og det at gå med vores oppakning, der gør pilgrimsvandringen anderledes end hverdagens gåture. Vi har talt meget om, hvori det særlige består.

For min mor handler det meget om, at vi bevæger os et andet sted hen rent fysisk. Det er som om, at når man fysisk flytter sig fra de vante omgivelser og er i bevægelse, så flytter man sig også mentalt.

For mig indeholder pilgrimsvandringen også en rar følelse af at lade sig guide. Der er nogen, der kender det område, vi vandrer i, som der har afmærket nogle flotte ruter og fortalt, hvad vi skal være særligt opmærksomme på undervejs. Til daglig er mange af os fokuserede på at give retning og mening til vores liv, og det kan godt være anstrengende hele tiden at tænke over, hvor man er på vej hen. Fordi målet bliver så vigtigt. Når man trækker i vandreskoene og har sit kort, så ved man, hvad man skal.

Man kommer ind i en tilstand, hvor det eneste det handler om er, at sætte den ene fod foran den anden og gå. Og når man så når i mål, er det en virkelig fantastisk følelse. Det er noget særligt, at have det her afgrænsede mål, som man kan vinge af og være stolt af, når man når slutningen af en etape. Så har man løst en opgave. Det giver en helt anden ro end dagligdagens konstante søgen.

En investering i livet

Det er min mors fortjeneste, at vi vandrer. Da jeg fyldte 30, gav hun mig vandresko og den første vandretur i gave, men vi blev hurtigt enige om, at det skulle være en fast tradition.

Vandreturene er en virkelig god måde at have kvalitetstid som mor og datter, når vi til daglig bor i hver vores ende af landet. Derudover er det en måde, jeg kan være med til at sørge for at holde min mor i gang. Når vi skal ud og vandre den her ene gang om året som minimum, så ved jeg, at hun er nødt til at holde sig i form resten af året, og det er betryggende for mig. På den måde er det en god investering i livet at vandre.

Kristine Lykke Roed er sociolog og bor i København.

Kristines mor, Berit, er her fotograferet under deres første etape af Camønoen i 2017. De lokale bakker op om projektet med Camønoen, som er en stor investering i lokalmiljøet. Flere sætter bænke ud til de vandrende, så man kan tage et hvil og se øen fra nogle af de lokales yndlingsvinkler. Foto: Kristine Lykke Roed
Tidlig afgang på Fugleetapen fra Nyord, mens morgendisen stadig ligger over Nyords vadehavslignende enge og marker. Turen på 19,5 kilometer gik fra Nyord til Elmehøj Kirke.
Når man skal gå med alt, man skal bruge i to dage, gælder det om at begrænse sig til det mest nødvendige: En tynd, varm jakke, regntøj, en drikkedunk, toiletgrej, en bikini og et par skiftesko. Vi overnatter på pensionater eller bed and breakfasts undervejs, så vi skal ikke tænke på sovepose og håndklæder. Camønoen er lavet sådan, at hver rute starter og slutter ved en overnatningsmulighed. Foto: Kristine Lykke Roed