"Det er en myte, at katolikker tror, sjælen kan frelses ved hjælp af gode gerninger"

I år markerer vi, at Luther i sine teser kritiserede den katolske kirkes afladspraksis. Men det er en myte, at katolikker generelt tror på gerningsretfærdighed, skriver katolik og forfatter Lissie Lundh og peger på en kvinde, som var med til at reformere den katolske kirke indefra

Man hører ofte den myte fremført – især her i Lutheråret – at katolikkerne tror, mennesket kan frelse sjælen ved hjælp af gode gerninger; den såkaldte gerningsretfærdighed. Men det er dog katolsk tro og lære, at mennesket frelses i kraft af Guds nåde.

Allerede i 400-tallet gik munken Pelagius imod dogmet om arvesynd. Han mente, at ethvert menneske af natur er godt og kan undlade at synde i kraft af sin frie vilje. Han mente således, at mennesket kan frelse sin sjæl ved hjælp af gode gerninger og havde også det synspunkt, at hvis nåden gives uden fortjeneste, hvorfor skal man så gøre gode gerninger? Det ville føre til manglende moral, mente han. I året 415 blev hans lære fordømt af kirken.

Retfærdigvis bør det dog siges, at Pelagius’ tanker overlevede i mere moderat form, og selvom kirken har taget afstand fra dem, har hans tanker alligevel haft en vis indflydelse gennem årerne. Det var for eksempel tilfældet på Martin Luthers tid - og på karmeliternonnen Thérèse af Lisieux’s (1873-1897) tid.

Tro og nåde – set fra Luthers og Thérèses synspunkt
Luther og Thérèse af Lisieux reagerede begge mod tanken om, at man lægger større vægt på sin egen præstation end på Guds nåde. De var enige om dette. Luther fór frem med sit forehavende og blev skilt fra moderkirken. Derimod havde Thérèse held med sit forehavende og ændrede kirken indefra: Hun blev helgen (1925) og kirkelærer (1987), og hendes tanker havde betydning for Det Andet Vatikankoncil (1962-1965).

For Luther var det store tema ”troen alene” - hvordan han kunne finde en nådig Gud, og hvordan hans sjæl kunne blive frelst. For Thérèse var spørgsmålet ikke, hvordan hendes sjæl kunne blive frelst, men hvordan hun kunne svare på den nåde og kærlighed, som Gud gav hende.

Thérèseaf Lisieux reformerede kirken indenfra
Hvem var så denne Thérèse, og hvad var det centrale i hendes skrifter? Thérèse oplevede mange følelsesmæssigt hårde brud i sin barndom, og fordi hun var følsom, var det hårdt for hende. Men hun erkendte sine svagheder, sin følsomhed og sine fejl og lagde dem frem for Gud, så han kunne forbarme sig over hende. Denne proces har hun beskrevet i En sjæls historie, der handler om hendes egen åndelige udvikling.

Thérèse ønskede brændende at blive karmeliternonne, og efter særlig pavelige tilladelse indtrådte hun i karmeliterklostret i Lisieux allerede som 15- årig. Her levede hun i stilhed, bøn og meditation, men hendes tanker blev spredt ud over hele verden og fik stor betydning i og udenfor kirken. Hun døde af tuberkulose i en alder af kun 24 år.

Egentlig er Thérèses tanker enkle, for man kan sige, at hun blot havde evangeliet som ledetråd i sit liv og mente, at hellighed ikke bestod i at være fejlfri, men i at have fuldstændig tillid til Gud. I evangeliet læste hun, at Gud altid prioriterede de fattige og dem, der står med tomme hænder foran ham. Derfor ønskede hun ikke at blive et bedre menneske, men at have barnekår hos Gud og vokse i tillid til ham. Thérèse øvede ikke hård fysisk askese, men hun arbejdede med at give slip på sin egen vilje og på sine egne ønsker: ”Jeg ønsker kun det, som Han ønsker: Det, som Han gør, det elsker jeg.”

Nåden fra Luthers og Thérèses synspunkt
Thérèse af Lisieux søgte stille og roligt at realisere det, hun læste i evangeliet. Hun erfarede præcis det samme, som Luther kæmpede for med så megen voldsomhed: kravet om at mennesket skal præstere noget for at fortjene Guds kærlighed. Hun erfarede i bønnen og meditationen over evangeliet, at ”alt er nåde” – præcis som Luther også gjorde. Men de drog forskellige konsekvenser af deres erfaring.

Luther var som nævnt optaget af, hvordan han kunne finde en nådig Gud og sjælens frelse. Men Thérèse af Lisieux var optaget af at tage sin tro alvorligt og bygge udelukkende på Gud, og derfor ville hun ikke støtte sig til noget, som ikke havde med Gud at gøre. Denne radikale tro forudsatte en proces, hvor hun langsomt blev frigjort fra det verdslige og jordiske begær. På den baggrund gik hun i kloster, ikke for at frelse sin sjæl, men for at bruge al sin tid på at bede for andre sjæles frelse.

Mennesket skal og kan gøre noget
Thérèse af Lisieux er blevet kaldt den katolske kirkes svar på Luther. For hun understreger, at frelsen udelukkende sker i kraft af Guds nåde. Men samtidig viser hendes liv og tanker det, som den katolske kirke altid har understreget: at mennesket kan og skal gøre noget. Når mennesket af ren og skær nåde har fået troen, kan og skal det gøre noget for Gud og hans rige. For at svare igen på hans kærlighed.