LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Pilgrim

Katolsk pilgrim: "Det giver os katolikker et fællespust med de folkekirkekristne"

"Det altid været en opmuntring for mig, der kommer fra et land, hvor troen bør holdes inden for den private sfære, at se, at man godt kan gøre korstegn, når man passerer et andagtsbillede," fortæller katolik og pilgrim Stig Holsting Foto: Michael Schöbel / Panthermedia / Ritzau Scanpix

Pinsen er for mange danskere højsæson for pilgrimsvandringer. Op mod pinse bringer Kristendom.dk derfor en portrætserie med pilgrimsvandrere. Her er det den katolske forfatter og tegner Stig Holsting, der fortæller om glæden ved at se pilgrimstraditionen blomstre

”Som katolik i Danmark har man en solid historisk begrundet følelse af hjemstavnsret med rod i kirkens 1000-årige historie med alle dens nedarvede traditioner, således blandet andet valfartstraditionen – eller pilgrimsfærden,” indleder Stig Holsting.

Vi går sammen - på hver sin side af vejen
Det glæder derfor hans økumeniske sindelag at se, hvordan traditionen igen er ved at blomstre op inden for folkekirken sammen med andre gamle kirkelige skikke:

”Det giver os katolikker endnu et fællespust med de folkekirkekristne, som praktiserer pilgrimsfærden. Naturligvis kan det ikke skjules, at vi nok i mangt og meget mener noget forskelligt. En protestant, der går Caminoen, stiler jo ikke mod at bede til Skt. Jacob ved hans grav. Alligevel giver det en fornemmelse af, at vi så at sige går vejen sammen – måske blot på hver sin side af vejen”.

Efter katolsk skik er pilgrimsfærden et billede på menneskets bodfærdige vandring frem mod Gud. Dertil kan man stille det lidt spidsfindige spørgsmål, om det er selve rejsen eller snarere målet, der er det vigtige, pointerer Stig Holsting.

Valfarter alene
For Stig Holsting er en pilgrimsvandring for det meste forbundet med længere rejser, der ikke handler så meget om at bruge fødderne. Han har været adskillige gange i Italien; både Rom, Assisi, Siena med flere, hvor han for det meste har benyttet den hurtigste rejseform, nemlig flyet. Men når destinationen er nået, kræver det så til gengæld et godt bentøj, fastslår han.

”Jeg indrømmer, at jeg på disse ture ofte har valfartet alene, for en valfart for mig er forbundet med noget helt personligt. Da jeg for eksempel for nogle år siden søgte til en lille kirke ved den italienske kystby Civitavecchia øst for Rom for at besøge en lille Mariafigur, der nogle få år før overraskede ved at græde blod, valgte jeg helt bevidst at tage dertil en hverdag, hvor jeg formodede at kunne være alene på stedet for at kunne komme til i den lille kirke. Sydeuropæernes ofte ret højrøstede fromhedsudtryk kan indimellem virke som en støjsender. Her er jeg nok for meget nordbo”.

I visse situationer har han også et stort behov for at være alene med sine egne tanker.

”Jeg ved, at andre lettere kommer i den ”rette” stemning i fælles betagelse og gensidig inspiration, og jeg må så risikere at blive opfattet som utilladelig individualist. Det hænger sammen med, at en pilgrimstur for mig ikke nødvendigvis er forbundet med noget emotionelt, men som oftest er en blanding af åndelig nysgerrighed og eksakt erkendelse,” forklarer han.

Stig Holstings Gudsforhold er således heller ikke forbundet med egentlige spirituelle input.

”Den evne har jeg desværre ikke. Jeg mindes aldrig at have oplevet det guddommelige glimt. Når jeg rejser, søger jeg naturligvis det åndelige i det eksakte. Jeg har svært ved at adskille tingene. Jeg kan i den franciskanske fattige enkelthed, som jeg blandt andet møder i Assisi, sagtens nyde den kunstneriske skønhed, som kirkerne er fulde af. Franciskansk askese og kirkekunstens overdådighed er for mig ikke modstridende faktorer. Andre kan sikkert med god grund beskylde mig for at være for meget æstetiker. Den risiko løber jeg også,” siger han.

Pilgrimsrejser styrker troen
Pilgrimsrejser har altid for Stig Holsting været et behov, men han har aldrig forsøgt at adskille det åndelige behov for trangen til nysgerrigt at opleve de religiøse og åndelige aspekter, som han møder, når han ser, hvordan andre folkeslag lever deres tro.

”Jeg har således med stor glæde deltaget i italienske helgenfester. Derfor har det altid været en opmuntring for mig, der kommer fra et land, hvor troen bør holdes inden for den private sfære at se, at man godt kan gøre korstegn, når man passerer et andagtsbillede på et romersk gadehjørne eller knæle, når sakramentet bæres forbi uden af blues og vække opsigt. Som sådan kan jeg alligevel finde berigelse og opmuntring i fællesskabet,” fortæller han.

”Jeg tør altså godt vedgå, at mine rejser har styrket min tro alene ved at se, at troen nok er privat, men også vedkommer alle. Derfor kom jeg også tidligt til den erkendelse, at selvom valfarten blot var en fodtur til kapelruinen ved Haraldsted (stedet, hvor Knud Lavard blev myrdet i 1131) eller en længere rejse til Rom for at bede ved Peters grav, så betød den noget for min daglige religiøse tilværelse. Den historiske dimension gjorde kun det åndelige aspekt mere nærværende for mig. Jeg ved jo, at Peter ligger der,” slutter Stig Holsting.

Stig Holsting er katolsk forfatter og pilgrimsvandrer. Foto: Privatfoto